Nu har jeg siden nytår levet af intet andet end min SU og et par julegavegavekort, og jeg vil ikke lyve og sige, at det har været nemt – for det har det ikke. Det er ikke fordi, jeg er på spanden økonomisk, men jeg har sat mig for at spare alt det op, jeg overhovedet kan, så jeg kan shoppe amok på min sommerferie til USA, og så jeg forhåbentlig helt kan slippe for at tænke på økonomi på min ferie. Er det virkelig værd at spare i så mange måneder for en tre-ugers rejse? Måske er det, måske er det ikke – og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan holde mit stramme budget helt indtil august, men så længe det holder, er det jo fint. Og jeg synes på ingen måde, jeg har lidt afsavn.
Nu er vi jo efterhånden nået dertil, hvor de fleste begynder at drømme om sommerferie, og så er det vist også ved at være sidste udkald, hvis man skal nå at spare lidt op. Derfor tænkte jeg, at jeg vil dele nogle af mine budgettips med jer.
Det vigtigste for mig er, at det ikke hele tiden skal føles som om, jeg sparer. Der er simpelthen ikke noget mere irriterende end at vende hver en tokrone, så derfor har jeg i mit budget gjort plads til både chai og shopping – hvis man er mere hardcore (eller mere tidspresset), kan man jo eventuelt skære det fra.
- Lav en madkonto! Når du hver måned fører et fast beløb over på madkontoen, er det meget nemmere at have overblik over din økonomi. Når madpengene står på nem-kontoen sammen med tøj- og chaipenge, kan man nemt miste overblikket og ende med enten at være på spanden den sidste uge – eller bruge de penge, man ellers kunne have sparet op.
- Regn ud, hvor meget du har til rådighed hver måned, når alle de faste udgifter (og mad) er betalt – del det med fire og se, hvor mange “lommepenge” du cirka har til rådighed hver uge. Når det har været helt stramt, har det også hjulpet mig at regne i dage. Jeg er langt mindre tilbøjelig til at købe mad i skolens kantine, hvis jeg ved, at det stjæler hele mit dagsbudget.
- Bare fordi man sparer, skal man jo ikke leve af pasta og ketchup. For mig er det vigtigt, at jeg stadig har mulighed for at leve sundt, selvom det er på budget, og det kan man blandt andet gøre ved at droppe de dyre og lidt sjovere frugter (avokado, vindruer, mango, ananas etc.) og i stedet gå back to basics med gulerødder, æbler, pærer, bananer og andet i den boldgade. Dog er jeg så forelsket i avokado, at jeg ofte fraviger et ellers udmærket princip.
- Datovarer! Det kan godt betale sig at købe lidt større ind, hvis man støder på datovarer. Selvfølgelig skal de enten spises samme dag eller i fryseren med det samme, men der er mange penge at spare, hvis man vil.
- Lad være med at følge diverse opskrifter! Opskrifter kræver næsten altid en masse ting, man ikke lige har, og hvis man “bare lige” mangler asparges, karrypasta og mørksejfilet (virkelig underlig ret, jeg er ved at lave her), kan aftensmaden hurtigt overskride budgettet.
- Lad være med at smide mad ud. Nogle gange kan det være svært at undgå, men ofte kan aftensmadsresten være en glimrende frokost, og hvis du planter din basilikum ud i en større potte, kan den holde i et år i stedet for en uge.
- Sørg for at have en budgetkonto, så du ikke bliver overrasket over telefonregninger, Netflix, fitness osv. Flere fitnesscentre trækker hver 2. eller 3. måned, og hvis man ikke har lagt penge fra til den post, er den måned ikke ret sjov at komme igennem.
- Gå dine abonnementer igennem (Netflix, Spotify, abonnement på et blad, diverse medlemsskaber). Er der noget, du kan undvære i et par måneder? Eller er der noget, du i virkeligheden slet ikke behøver?
- Tjek dit mobilabonnement. Ofte passer pakken ikke helt så godt, som man tror (eller måske har dit teleselskab lavet et bedre tilbud, siden du sidst tjekkede), og så kan man måske spare 20-50 kroner om måneden på at vælge en ny løsning
- Aftal med dig selv, at du lægger alle dine småmønter (alt der er mindre en fem eller ti kroner – sæt selv grænsen) i din sparegris/krukke. De sidste par år har jeg gjort det ret konsekvent, og hvert år til jul har jeg haft cirka 900 kroner som tilskud til julegaver. I år har jeg desværre glemt grisen lidt, fordi mit budget har været ekstra stramt, men det er en nem og smertefri måde at spare op på.
- I mine spareperioder er jeg ekstra omhyggelig med at skubbe mig selv af sted til diverse markeder. Hver måned tager jeg til Secondhand Bazar i Studenterhuset i Århus (gratis indgang) og til Mega Kup i Turbinehallen (40 kroner i indgang). Selvom jeg ofte ender med at bruge hundredevis af kroner, er det godt givet ud, fordi jeg med de nye secondhandting kan strække min garderobe lidt længere og jeg derfor ikke på samme måde har behov for dyre strøgture.
- Hvis du er på udkig efter en bikini til ferien, er Asos et utrolig godt bud. Jeg har en tendens til at bilde mig selv ind, at H&Ms bikinier er de billigste i verden, men for det første findes de ikke i min størrelse, og for det andet kan man finde nogle meget billigere – og ofte finere – på Asos. Og bonus er, at man ikke render rundt i den samme som alle de andre.
- De engelske beautyhjemmesider. Der er mange penge at spare på makeup, cremer og hårpleje, hvis man ikke har noget imod at vente 7-10 dage på posten. Mine foretrukne hjemmesider er beautyexpert.co.uk, lookfantastic.com og HQhair.com.
- Står du og mangler en ny skrivebordsstol, et sengebord eller et spejl, kan det ofte være en god idé at sætte et par timer af weekenden af til at besøge dit lokale bagagerumsmarked. I Århus er der markeder på Bispetorv, Ingerslevs Boulevard og i Mølleparken, og især markedet på Ingerslev er anbefalelsesværdigt. Ikke nok med at du ofte kan få meget for lidt, så ender du sandsynligvis også med en mindre Ikea-agtig løsning.
- Bliv medlem af ClubMatas. Selvom det absolut ikke er en ret fantastisk ordning, har den indtil videre givet mig et krøllejern, fire minilakker fra OPI og en hårbørste, jeg ellers ikke ville have fået. Det føles næsten som shopping, når man kan hente sin såkaldte præmie. Der findes desuden en række andre medlemsordninger, der gør noget lignende, så giv dem en chance, hvis du støder på dem. Så længe man ikke køber mere af den grund, kan det jo godt betale sig.
- Genbrug! Forleden manglede jeg en tepotte, og det lykkedes mig meget hurtigt at finde en rigtig fin en af slagsen til 35 kroner i en genbrugsbutik. Derudover kigger jeg altid på deres boghylder for at se, om de skulle have nogle af de bøger, der står på min to read-liste. Dette har jeg gjort så meget, at jeg på litteraturhistoriestudiet næsten aldrig behøvede at indkøbe skønlitterære bøger, men bare kunne kigge i min genbrugssamling efter de opgivne klassikere. Det sparede jeg utroligt mange penge på! Nu har jeg så til gengæld fem fyldte bogreoler i min stue. Det er en pladskrævende strategi.
- Lav biografaften hjemme i stuen med gulerodsstænger og dip. I godt selskab kan det være ligeså hyggeligt som en ægte tur i biografen.
- Hvis du er studerende, så sørg for at have et studiekort! Måske virker det indlysende, men flere af mine veninder står uden, fordi de engang mistede deres og ikke lige har fået genbestilt. Det kan hurtigt betale sig. I Magasin er der 10% rabat på en Sørens masse, H&M har engang imellem 15% studierabat, på Asos er der 10% rabat (det er dog en særskilt studieordning, der ikke direkte har noget med studiekortet af gøre), mange museer/teatre/frisører/tandlæger har særlige priser for studerende und so weiter.
- Drop den offentlige transport, og brug benene eller cyklen, hvis du alligevel ikke skal ret langt. Før jeg fik min nye cykel, gik jeg altid alle steder hen, og med en god lydbog i ørene var det faktisk en superhyggelig løsning. Det kan dog blive dyrt, hvis du går gennem Strøget. Hvis bussen er en nødvendighed, kan det ofte betale sig at købe et off peak-klippekort til aftenturene.
- Apropos lydbøger – så kan du downloade den gratis app Audiobooks til både Android og iPhone og høre hundredevis af gratis klassikere (på engelsk). Det er en af mine mest brugte apps, der altid gør cykelturen lidt bedre. Derudover er det nemmere at høre trafikken, når man har en lydbog i ørene, end hvis man har skruet godt op for musikken. Lydbøger redder liv.
- BONUSTIP: Hav et mål! Hvis man har noget helt specifikt at se frem til, er det meget nemmere at holde sig selv til ilden. Det kan være en ferie, en taske, en ny pony eller en lænestol, men uanset hvad hjælper det utroligt meget at have et mål med galskaben.
Var der nogle tips, I kunne bruge? Og kunne I tænke jer flere?
Hvis I selv har nogle budgettips, må I meget gerne dele dem i en kommentar, så jeg og andre kan hente inspiration :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
16 comments
Vildt gode tips. Jeg laver jo også tips til nærigrøve på min egen blog, for det er sgu dejligt med nogle lette råd, når man til daglig er på røven ;-)
Tak, Emma :) Det er skønt med spareråd i alle former og farver. Så kan man vælge og vrage og bruge dem, der lige passer!
Super gode tips :) Her er mine:
– Studiebøger… Medmindre det er en grundbog låner jeg den på bib for mange gange får man dem ikke brugt mere end et par gange. Hvis jeg køber krydstjekker jeg med bogpriser.dk og pensum.dk.
– Netshopping for der er altid udsalg et eller andet sted!
– Lån skønlitt. på bib fremfor at købe.
– Tit er små frisører lige så gode, og halvt så dyre, som store saloner!
http://www.blueeyedflower.dk
Tak, Henriette!
Det med at låne studiebøger ville jeg virkelig ønske, jeg havde gjort det mere i. Jeg har op til flere bøger, jeg ALDRIG har åbnet. Say what? Jep. Jeg får ikke altid liiige læst alt det, jeg skal ;)
JAAA, flere sparetips tak :-) Elsker at spare :-)
Super! Jeg kigger på et indlæg #2 – og indtil da er der jo flere gode råd at hente i kommentarfeltet :D
Jeg lever også efter mange af de råd, jeg vil helst bruge de penge, jeg ikke har, på sjovere ting – som at rejse, f.eks. ;)
Det kan også anbefales at bo i en lille by som Sønderborg, ha. Huslejen er relativt lav, og der er ikke så mange fristelser her og der og alle vegne. Man kan cykle til ca. alt, og så ligger det tæt på Tyskland.
Det handler egentlig ‘bare’ om selvkontrol og prioritering, synes jeg. Men det kan også være svært nok :p
Haha, ja det er federe at bruge de penge (man ikke har) på rejser ;)
Ja, det kan jeg godt forestille mig! Til gengæld ville det nok være lidt af en udfordring med transport til og fra uni, hvis jeg boede i Sønderborg. Men du har helt ret – der er rigtig mange penge at spare, hvis man kan forlige sig med at bo uden for de større byer :) – og Tyskland betyder Essence-makeup, så det er nok slet ikke så dumt at bo i nærheden :D
Nå går jeg lidt overboard når det kommer til mad – men vi har et budget vi følger (3k for 2 voksne og 1 barn) og det fungerer rigtig godt! Det vigtigste for at holde budgettet er at planlægge og ikke handle når man er sulten…
Det er ofte man får købt et kålhode for en ret – PLANLÆG så du ikke få smidt halve ud.. Det findes jo mere en en ting det kan bruges til;o
Buskort har jeg, da jeg efter lidt regning fandt ut af det ville lønne sig pent meget for mig (og det at cykle fra syd i viby til skejby hver dag ikke ligefrem fristet;))
Ellers er det jo småting, fx det at smøre madpakke fremfor at købe den i kantinen, datovarer og fryser<3
Bedste tip jeg har for om du står og mangler noget, er storskrald og slike grupper på fx facebook – har fundet MANGE ting den vej;o
Jeg låner og scanner de fleste bøger fra biblioteket som jeg kun trenger et kapittel eller tre fra, og køber kun det absolut nødvendige når det kommer til bøger (men OM du skal købe nyt, er saxo nu matas partner;o). Folk undervurderer klart biblioteket!
Mine "todo" lister, for jeg VED at jeg kan få sparet lidt der er:
– En snak med dagtilbudskontoret, kan få et par hundre i rabat i BH pris
– Mine forsikringer…. Betaler altfor meget for jeg ved ikke hvad!
– Budgetkonto… Fik en slem overraskelse her når august kom sidste år;o
Ellers vil jeg bare, som du også nevner, check hvad du faktisk betaler for… Af og til forandrer de fx abonnementer uden at liiige informere om det… Efter jeg fik forandret det gik min mobilregning ned med over 200 kroner…..
Tusind tak for alle dine tips, Trine!
Jeg ELSKER storskrald. I sidste uge fandt jeg det fineste gamle reolmøbel, som jeg straks slæbte op i min lejlighed, vaskede og puttede håndtag på, et voila – nu er min stue meget finere, end den var før. For 0 kroner :D
Og jeg kan godt forstå, du ikke vil cykle fra Viby til Skejby hver dag! Det er da også den værste tur, man overhovedet kan udsætte sig selv for i Århus og omegn! Der ville jeg nok også hurtigt have kastet håndklædet i ringen og investeret i et buskort :D
Jeg tror lige du har reddet mange fra Luksusfælden ;) Haha. Rigtig gode råd, som vi også følger herhjemme. Jeg bruger utrolig meget tid på at kigge på nettet og drømme mig væk, men hold op hvor er det egentlig sjældent at jeg når at taste dankortet ind, fordi jeg så alligevel kommer til at tænke på at jeg ikke mangler det og faktisk hellere vil gemme pengene til USA ;)
Åh nej – jeg håber ikke, de løber tør for deltagere. Jeg elsker at se de programmer og få det godt med mig selv og min økonomi ;)
Jeg har i løbet af de sidste tre måneder ofte siddet med en halvfyldt kurv, men så er jeg alligevel endt med at lukke browseren ned og tænke mig frem til august. Det er skønt at have noget at drømme om :) Meget motiverende!
SU eller ej – bare så super vigtigt at lægge et budget – der burde blive undervist langt mere om det i skolen
de fleste kan håndtere et regneark og lave et budget for et helt år – og med jo færre penge til rådighed, så med underfaner der måned for viser hvad pengene rent faktisk er brugt til – det kan give stof til eftertanke
og i dette budget lægge penge til side til ting der har begrænset holdbarhed og skal udskiftes med et antal år imellem som f.eks. computere eller til ting der skal vedligeholdes som f.eks. cykler
Det giver jeg dig helt ret i. Jeg kan ikke forstå, at man ikke har 6./7. klasse har økonomi i skolen. Der er foruroligende mange unge mennesker, der ikke ved, hvad renter er. Det er godt nok ikke sjovt at blive kastet ud i verden uden en helt basal økonomisk forståelse. Mine forældre har altid gjort meget ud af at forklare mig om både national- og privatøkonomi, men det er jo langt fra alle, der er i samme situation.
Især det sidste du nævner, bør jeg virkelig blive bedre til. Sådanne store poster kommer altid lidt bag på mig, og jeg håber, jeg snart får lidt mere råderum, så jeg kan begynde at tænke i de baner :)
Uh, nogle virkelig gode tips. Følger selv de fleste af dem.
Når måneden er ved at løbe ud benytter jeg mig oftest, som ene mand af følgende madretter, der nærmest ikke koster noget.
1. Risengrød (Det ER godt med grød engang imellem, selvom det ikke er jul).
2. Gulegrødssuppe, brocollisuppe eller andre grøntsagssupper. Man behøver ikke altid få kød.
3. Chili sin Carne – godt med bønner. Egentlig er den jo også god og billig bare med kød.
Og så et tip: PLant dine egne krydderurter/ køkkenhave. Enten i altankasse el. noget lignende. Ved man også kan få nogle til bare at sætte på vinduet. WIN! Og det er SÅ billigt. Og friske krydderurter giver bare en mmmmh faktor!
Tak, Mia :)
Der er virkelig mange lækre og billige retter, hvis man altså er villig til at undvære kød, hvilket jeg selv har absolut intet problem med. Dog er jeg absolut ikke fan af risengrød, men grøntsagssupper og chili sin carne lyder superlækkert. Det vil jeg gøre lidt mere i :D