Der er noget helt særligt over smykker. Hovedparten af mine smykker er nogle, jeg har arvet fra min farmor. En del af dem arvede min farmor fra sin mor og sin moster, og en dag håber jeg, at min datter eller mit barnebarn kan arve dem efter mig. Nogle har stor værdi, andre er ikke mere værd, end de minder de indeholder, men netop minder er noget, smykker er rigtig gode til at bære rundt på. På billederne ses et udsnit af min “værdiløse” smykkesamling, men nogle af dem er for mig mere værd end guld. Jeg ser min farmor i den blå og orange halskæde. Jeg husker hendes duft og hendes store smil, når hun åbnede døren og så, at det var mig, der kom. De hvide blomster husker mig på, hvordan jeg som barn elskede at lege og gå på opdagelse i hendes smykkeskrin, og hvordan hun altid sagde, at det hele engang skulle blive mit. Jeg kunne slet ikke forestille mig sådan en rigdom. Det lille paphus var som en skatkiste i mine barndoms eventyr – en skatkiste jeg aldrig ønskede mig som min egen, men som fik værdi på grund af de skønne stunder, den var en del af. For 11 måneder og 2 dage siden blev den min, men det vil den alligevel aldrig rigtig være. Den er min farmors, den er vores, og alle de historier den indeholder er små vidnesbyrd om det vidunderlige forhold vi havde og den grænseløse kærlighed, vi var så heldige at opleve på tværs af generationer. Der går stadig ikke en dag, hvor jeg ikke har lyst til at besøge hende, men når det ikke kan lade sig gøre, kan jeg i det mindste tage små bidder af vores historie med mig rundt. Det lille paphus er mere værd, end jeg kan beskrive.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Så velskrevet og så fint. Ting med indkapslede minder er de rareste objekter i verden.
Tusind tak, Rikke. Ja, det er de. Jeg lever også blandt utroligt mange af slagsen :)
min farmor havde også sådan et skrin. da hun døde deltes hendes smykker vist mest mellem døtre og pige-børnebørn, men jeg har faktisk ingen af smykkerne. Om ikke andet kan jeg relatere til din historie mere end du aner. Jeg savner også min farmor, selv om vi nærmer os de 10 år siden hun døde. Når jeg ikke fik smykker fik jeg til gengæld 4 sære pynteglas fra min oldemor, som pinedød skal stå og pynte i min vindueskarm, selvom de er meget meget gammeldags. Og så fik jeg den flotteste retro-teak-lænestol, og hver gang jeg eller mine gæster sidder i din, tænker jeg på hvordan den stol er min ting, som binder generationerne sammen (nu når jeg ingen smykker har:) )
Ej hvor ærgerligt, at du ikke har et par smykker, men heldigvis kan minderne jo sidde i alle mulige ting :) Min farmor fik kun min far og havde derfor kun to børnebørn – mig og min lillebror – så det var for hendes vedkommende meget nemt at love dem væk til mig. De andre ville nok ikke få meget gavn af dem :)
Ej hvor fint at have noget fra sin oldemor. Jeg ved, at jeg har smykker fra begge oldeforældre på min fars side, men jeg ved ikke, hvad der er hvad. Jeg har nok fået det vide, men det er desværre ikke noget, jeg kan huske, og der er jo ikke nogen tilbage, der ved det.
Og hvor skønt med et helt møbel til at minde dig om din farmor. Jeg tror aldrig, savnet går væk (det bliver for mit vedkommende nærmest værre og værre, efterhånden som jeg har undværet hende længere), men så er det jo uvurderligt at have de små (eller for dit vedkommende store) ting at holde fast i :)
Arvestykker er det bedste – gode minder er guldværd!
Det er jeg SÅ enig i, Bente :)
Jeg bliver lige nødt til at rose dig for dine ord – det er virkelig så fint skrevet! Jeg bliver faktisk en lille smule rørt når jeg sidder her på den anden side af skærmen, og jeg frygter lidt for den dag det bliver mig der oplever det at miste en bedsteforældre…
Tusind tak, Laura! Det er jeg glad for at læse :)
Jeg håber, der går meget lang tid, før du oplever det!
Så fint skrevet, Anne-Li!
Jeg har ikke haft andre bedsteforældre end min mormor, som så til gengæld var min anden forælder (udover min mor), så de ting jeg har fra hende er så specielt værdifulde.
Til min 30-års fødselsdag havde min mor fået lavet et sæt af min morfars manchetknapper til et par meget fine ørenringe til mig – det er en af de mest utrolige gaver jeg nogensinde har fået. Selvom jeg aldrig kendte ham var han så meget tilstede gennem både min mor og mormor, og jeg holder så uendeligt meget af dem.
Tak for at starte alle de fine minder i mit hoved i dag :) Hav en skøn weekend!
Åh tak, Camilla! Det var ikke meget kun at have én, men med et så godt forhold til hende, er du nok alligevel heldigere end mange. Jeg betragtede også min farmor som min anden forælder – jeg boede hos hende i perioder, og hun var altid den, jeg talte med om .. alting! Vi er heldige at have haft dem :)
Sikke en skøn og betænksom gave! Det er jo lige det, jeg mener med at smykker kan opbevare så mange minder og kærlighed :)
Selv tak – Og du må også have en vidunderlig weekend!