Mine første to uger som solorejsende digital nomade er gået, og jeg er ærligt talt hamrende stolt af, at jeg tog af sted. Det virker måske som en lillebitte ting, men for mig var det et gigantisk skridt. Hvorfor? Fordi jeg aldrig har set mig selv som typen, der rejste alene. Jeg har aldrig overvejet, at det var en mulighed, og de få gange Mathias og jeg talte om at tage nogle dage hver for sig og opleve forskellige steder, kom vi meget hurtigt fra det igen.
Det var nemt at rejse sammen, og det var trygt og velkendt, og derfor var det det, vi gjorde. Men det var også begrænsende på sin vis, og det var ikke noget, der udfordrede nogen af os ret meget. Det endte i stedet med at udfordre vores forhold lige lovlig meget at bruge alle døgnets timer sammen, hvor end i verden vi befandt os, og vi nåede aldrig rigtig at savne hinanden, før vi så hinanden igen.
Så da vi slog op, var der én ting, der var særlig vigtig for mig. Jeg måtte aldrig være så bange for at være alene eller for at være adskilt fra en eventuel kæreste i en periode, at jeg ville gå glip af noget, jeg egentlig rigtig gerne ville.
For en del år siden havde jeg faktisk en drøm om at læse et semester i England, og Mathias støttede helt og fuldt op om den, men da det kom til stykket, kunne jeg slet ikke overskue tanken om at være væk fra ham i et helt semester. Og altså. Vi taler England. Det havde jo ikke ligefrem været umuligt at ses i løbet af den tid, men jeg var bare slet ikke der i mit liv, hvor jeg kunne overskue det. Og det er fair nok. Der var også andre ting, der spillede ind, og jeg må tage til England og bo en anden god gang. Det er jo heldigvis muligt med den livsstil, jeg har.
Og lige pludselig begyndte jeg at date en rigtig dejlig mand, som jeg stadig ser og nu har set i tre måneder, og så begyndte jeg igen at tænke, at jeg sørme da ikke bare kunne rejse ud, for så ville jeg jo gå glip af tid med ham. Og lige pludselig fandt jeg mig selv siddende hjemme på mit værelse i Århus med en følelse af, at jeg ventede på, at han havde tid til at se mig, og at jeg sørme hellere måtte være der, når det så var tilfældet.
Og så blev jeg eddersur på mig selv og bookede tre uger i Thailand for ligesom at sparke mig selv ud af den tankegang én gang for alle. Og det har virkelig hjulpet mig at være herude helt for mig selv.
Det er så vigtigt for mig at opleve, at jeg sagtens kan selv, og at jeg fint kan trives i mit eget selskab – og at jeg ikke dør af at savne nogen. Men det er sjovt denne gang, for jeg savner mine venner meget mere, end jeg gjorde, sidst jeg rejste, og jeg er immervæk kun af sted i tre uger.
Det er ikke, fordi jeg ikke har venner herude, men min tid tilbage i Danmark har bare virkelig fået mig til at mærke, hvor meget mine venner derhjemme betyder for mig, og hvor sindssygt meget bedre mit liv er, når de er en stor del af det.
Og det er netop det, der sker, når jeg rejser alene. Jeg får tid til og mulighed for at mærke efter, hvor jeg er, og hvad jeg vil, og selvom jeg et par aftener og en enkelt dag (i går) har syntes, det var en smule kedeligt at være herude for mig selv, og at jeg måske var lige lovligt langt hjemmefra, har denne rejse i det store hele lært mig, at der ikke er noget at være bange for.
Savn betyder, at der er nogen derhjemme, jeg er heldig at have i mit liv, og hjemve er en forbipasserende og ufarlig følelse. Der ligger altid nye oplevelser og venter, hvis jeg er villig til at hanke op i mig selv og jage dem lidt, og der er skønne mennesker overalt i verden – ikke kun derhjemme.
Så ja, jeg kommer afgjort til at rejse ud for mig selv fremover, og hvis jeg en dag finder mig selv i et nyt, seriøst forhold, vil jeg virkelig anstrenge mig for at huske mig selv på, hvor meget mere jeg kan være som menneske, hvis jeg har mulighed for både at udvikle mig sammen med andre og helt for mig selv.
Og det fedeste er, at jeg nyder at være herude, men at jeg også glæder mig til at komme hjem. Jeg er åbenbart et sted i mit liv, hvor jeg er så tilpas glad for mit liv derhjemme, at jeg ikke med tårer i øjnene tæller brugte rejsedage, men i stedet bare nyder at være herude. Det er dog meget muligt, jeg trækker denne sidste paragraf tilbage, når jeg i næste uge lander i kulden og mørket. Men resten gælder stadig.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
5 comments
Det er virkelig nogle gode overvejelser, jeg kan så meget relatere. Jeg har alt for mange gange siddet og ventet på, at en mand/kæreste havde tid til at ses og lagt bånd på mig selv og hvad jeg selv har lyst til, bare for at kunne være klar, når han havde tid.
Hvis man skal ses/date, kræver det selvfølgelig, at man finder tid til hinanden. Men det er ikke det samme, som at man skal bruge al sin tid på at sidde og vente på, at personen har tid til at ses :-)
Jeg synes du er så sej og beundringsværdig! Det må være så fedt, at have modet til, bare at pakke sin kuffert og smutte væk, helt alene!
Jeg glæder mig til du kommer hjem til kolde og mørke Danmark igen :)
Kram fra Camilla
Jeg genkender ufattelig mange af dine tanker, og du har været rigtig god til, at sætte ord på dem.
Det er virkelig sejt, at du er taget af sted alene! Jeg om nogen ved, at det kræver virkelig meget.
Jeg var selv i praktik et semester sidste år – væk fra min kæreste – og det lærte mig SÅ meget. Så meget at jeg turde tage af sted alene en måned for at arbejde frivilligt, og at jeg ved, at det hele altid går, selvom man er alene. For alene er man aldrig :)
Elsker din blog!! Kommer du snart med en Update ?
Hvor er du sød, Jo! Jeg skal prøve :D