Billetten så i sig selv temmelig ukrainsk ud. En masse bittesmå sorte serifbogstaver på et hvidt A4-papir. Da vi gik om bord på bussen, pegede chaufføren os ned bagi. Sæderne fordeles åbenbart kronologisk fra forrest til bagerst. Den sidste lille rosin får midtersædet allerbagerst. Pølseenden. Vi bestilte dog to sæder før rosinen, så vi sad sådan set nogenlunde, da bussen tændte sit blå lys og tv’et med det talkshow, der enten var på ungarsk eller på ukrainsk og som involverede en smule for meget sang til, hvad sådan en mandag aften om bord på en natbus kan trække.
Med ørepropper under høretelefonerne og telefonens lydstyrke på maks var det næsten muligt at lukke den meget lyshårede sangerinde og hendes mandlige sidekick ude og fokusere på Neil Gaiman’s The Ocean of the End of the Lane, imens jeg for mig selv tænkte, at the end of the lane ikke kunne komme hurtigt nok. To rækker foran os sad han. Den mand, der altid befinder sig ombord på natbussen. Ham, hvis højttaler står på maks og hvis led-pære lyser natten igennem. Et kridhvidt, nærmest hånligt, lys.
Klokken to nåede vi grænsen til Ukraine. Den næste times tid skiftevis slukkede og startede bussen. Kørte ti meter, tændte lyset, stoppede igen. Så holdt vi der i det blå skær under grænsepostens lysstofrør. Bilerne foran os blev endevendt minutiøst, indtil det blev vores tur, og vi stillede os ud i en lang kø med pas i den ene hånd og utålmodighed i den anden. Tålmodigheden har trange kår på grænsen til Ukraine. Efter endnu en lille evighed blev vi fejet ind i Ukraine. Det troede vi i hvert fald. Faktisk var det bare køen ud ad unionen. Holger og konen stod ved siden af os i form en karseklippet mand i kortærmet skjorte og en dame i Chanol-trøje. De to perlebesatte C’er og similistensdekorationerne skreg more is more, og sådan føltes ventetiden da også. Alt i alt gik der tre timer ved grænsen, før vi nåede det forjættede land, der var blevet os lovet af et kønsløst tjekkisk busselskab.
Få kilometer nord for grænsen gjorde bussen endnu et stop. Lyset blev tændt, og motoren slukket. På bussprog betyder det, “Vågn op, og stil jer i kø til toilettet.” På vej ud af bussen fik jeg ondt i maven, og folkene fra pølseenden kommer (ironisk nok) altid sidst i toiletkøen. Jeg vil ikke gå foran de andre. De skal ikke tro, jeg tror, det er i orden. Så bliver alt sort med et par lysglimt hist og her. Hvorfor lige nu. På en natbus til Ukraine. Jeg mister balancen og falder ind i puslebordet, og Chanol-damen hjælper mig om foran i køen. Jeg kan ikke engang se båsene. Hvor lang tid går der? Hvor lang tid venter bussen?
Der går nogle minutter bag den låste dør, før jeg kan se igen. Måske mere. Toiletpapiret er lyserødt. Alle de andre er væk. Nogen dytter ude på parkeringspladsen. Er det en bus? Er det min bus? Det lykkes mig at komme ud, og ude foran bygningen står Chanoldamen og venter. Okay? spørger hun bekymret. Okay. Thank you. Mathias kommer imod mig. Vi udskifter forint med grynia, mens andre køber chokolade, og vi kommer tilbage på bussen som de sidste. I 2011, muligvis før, gav min farmor mig et ark med seks Imodium. To af dem røg i 2013 efter to dages madforgiftning i Ungarn og en ni-timers togtur til Serbien. Sidste salgsdato var engang i 2012, men de sidste fire bærer vi stadig rundt på. Nu kun tre.
Klokken lidt i seks i morges forvandlede natbussen sig til et sted, man kunne sove, fordi det var umuligt at holde sig vågen, og klokken halv ti, to timer forsinket, trillede vi ind på den grå busstation, hvor der holdt biler og ventede. Det lille skilt på toppen af dem sagde taxa, og selvom bilerne lignede alt andet end det, lignede de gråhårede, denimklædte mænd med sure miner unægteligt prototypen på østeuropæiske taxachauffører. Folkene i pølseenden får også altid den sidste taxa. Hvis de da overhovedet får en. Den sidste taxa var i dag en Lada, og vi fik den. Chaufføren havde ikke denim på, men en rød regnjakke. Måske er sådan en Lada ikke den tætteste bil.
Han vinkede mig ind på bagsædet. Viftede er måske mere et bedre ord for bevægelsen, der absolut ikke havde det mindste strejf af kundeservice. Det er begrænset, hvad man får for 200 grynia. Også selvom den sædvanlige pris er 100. 100 gryn(ia) fra elller til. Vi var trætte. De 10 centimeter mellem bagsædet og chaufførens sæde betød, Mathias måtte om foran. “No no secure taxi” sagde chaufføren i et lettere fornærmet tonefald, da Mathias famlede rundt efter den ikke-eksisterende sele. Da Ladaen hoppede ud på den store vej, sad jeg for mig selv og satte kommaer. “No no, secure taxi.” En Lada 2107. Måske hvis man rykkede kommaet og sagde sætningen på gebrokkent engelsk. “No, no secure taxi.” Muligvis. Jeg så for mig selv en sovjetisk udgave af Deathproof. Miles to go before I sleep. Did you hear me butterfly?
Ladaens sæder var polstret med pels af den slags, man høster fra selvdøde genbrugsbamser, og bremserne brølede og vibrerede over brostenene inde i byen. Benzinmåleren var helt nede i det gule felt, der nok var rødt for 30 år siden. Dengang måleren fungerede.
Og nu sidder vi her. På en café i centrum af Lviv, hvor vi venter på at blivet lukket ind og falde om i vores lejlighed.
Da vi havde siddet her i et par timer, faktisk mens jeg skrev dette indlæg, overraskede vores ven Neil os på caféen. Hans fly til Kiev blev aflyst i går, og da han dukkede op i lufthavnen i morges, ændrede han spontant sin billet og tog til Lviv. Sådan er tilværelsen så skøn og finurlig. Back in the USSR.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Flot fortalt, kan levende forestille mig det, og jeg må indrømme, at jeg er glad for, at det ikke er mig, der tilbragte natten på sådan en bus.
Hvordan kan det være, at I er taget til Ukraine?
Tak, Laura! Det er jeg glad for, du synes. Og jeg kan dæleme godt forstå, du ikke misunder os den bustur. Natbusser er sjældent optimale, men den her var… noget vi ikke har behov for at gentage foreløbig. Mestendels fordi sovetiden gik med at stå i kø ved grænsen. Vi havde faktisk tænkt os at blive i Budapest, men da vi besluttede os for det, var vi for sent ude i forhold til Airbnb, og flybilletterne hjem til DK var steget helt tosset, så vi kiggede på Google Maps og overvejede blandt andet Tjekkiet og Rumænien, men på det sidste har vi hørt så meget godt om Lviv (og Ukraine generelt), og jeg har længe gerne villet hertil, og så virkede det pludselig som det indlysende valg. Indtil nu – efter en enkelt dag i byen – lader det til, det var en fremragende beslutning!
Du er altså virkelig talentfuld og fremragende til at skrive dig. Elsker at følge jeres rejse. Jeg har akkurat bestilt billetter til Australien over nytår – jeg fylder 30 d 1. Januar, og tror egentlig Sydney er det rigtige sted at gøre det ;)
Tusind tak, Lotte! Det er dejligt at høre, du synes det. Ej, hvor fedt! Jeg vil SÅ gerne til Australien, så jeg er helt misundelig – på gid-det-var-mig-måden :D Jeg tror, du har helt ret! Sydney lyder som et fremragende sted at fylde 30! Du må lige opdatere mig om, hvordan det er. Så kan det være, jeg gør dig kunsten efter i 2020, når det bliver min tur :)
Sikken en skriveform efter sådan en nat! Det kan du da bruge til noget! Herlig beretning, og tænk at der er folk, busser, lande, biler, der stadig er sådan? På godt og ondt, ikke?
Hvad f….. er imodium? Noget mod ‘nerver’??
Nå! Glæder mig til at høre mere :-) Write on, girl, you’re good!
Tak, Mutti. Ja, det er fascinerende. Jeg sad også for mig selv og tænkte, at det faktisk var vildt fedt at prøve at køre i en Lada. Det er da noget lidt særligt.
Haha, nej ikke ligefrem! Google it ;)
Håber at i får et rigtig godt ophold i Lviv – en af mine favorit byer.
Pas og told kontrol er heldigvis langt nemmere og hurtigere i lufthavnen – har kun prøvet at krydse grænsen fra Polen til Ukraine en gang (hver vej), og det var en oplevelse, jeg ikke lige behøver at gentage foreløbig.
Det er meget hurtigt blevet en af vores absolutte favoritter! Jeg forstår ikke, den ikke er (mere) overrendt af turister!
Puh, det lyder godt. Den grænseovergang var ikke liiiige min kop te :)