Min guide til Ebay
Da jeg forleden tippede om en superfin Rayban-dupe, som jeg havde fundet på Ebay, ville jeg linke til min gamle guide til Ebay, men jeg kunne ganske enkelt ikke finde den. Efter at have trevlet et ton gamle indlæg igennem, fandt jeg den tilbage i 2013, og det slog mig, at det nok var ved at være tid til en ny guide til Ebay for begyndere!
Jeg har efterhånden brugt Ebay i 5-6 år, og jeg bliver stadig engang imellem overrasket over, hvor nice det egentlig er. Det er ikke et sted, jeg ville gå hen for at købe en gallakjole eller en forlovelsesring, men det er til gengæld en side, der er supergod, når man lige mangler den der lille dims, der gør ét høretelefonstik til to, et par solbriller (eller fem), en sovemaske eller pynt til festen. Jeg har f.eks. lige bestilt denne her, fordi Mathias’ computer er begyndt at reagere tilnærmelsesvist allergisk på hans høretelefoner.
Og nu til det, indlægget handler om: Min guide til Ebay! Jeg har taget udgangspunkt i de spørgsmål, jeg har fået gennem tiden, og hvis der er noget, jeg ikke får svaret på, må I endelig skrive en kommentar nedenunder indlægget. Så svarer jeg efter bedste evne :)
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Er det sikkert at handle over Ebay?
Ja, det er det. Jeg har kun haft gode oplevelser – i den forstand at selv de dårlige oplevelser, hvor varen ikke er ankommet, har været gode, fordi det har været meget nemt at få pengene refunderet eller få sælgeren til at gensende varen. Ebaysælgerne går højt op i deres rating, så de vil gøre alt for at undgå en dårlig anmeldelse. Det betyder, at de refunderer eller gensender, no questions asked. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har oplevet, at noget er gået tabt med posten, og jeg fik pengene tilbage på mindre end to minutter, da jeg gjorde opmærksom på det.
Hvordan betaler man?
Når man handler over Ebay, betaler man altid med Paypal. Med PayPal opretter man en bruger og indtaster sine oplysninger, og når først brugeren er oprettet, behøver man ikke sidde og fumle med tallene hver gang. Når man betaler med Paypal, betyder det også, at sælgeren aldrig får adgang til dine kortoplysninger, så det er en meget sikker betalingsform. Paypal er verdens største betalingssystem, og de tilbyder gratis køberbeskyttelse, der kan hjælpe, hvis man ikke modtager den vare, man har betalt for eller modtager en vare, der ikke svarer til den, man har købt. Det eneste farlige ved PayPal er, at det kan blive lige lovligt nemt at klikke nye ting hjem.
Risikerer jeg at skulle betale told?
Ingen guide til Ebay uden dette spørgsmål, men det er faktisk mere enkelt, end folk tror.
Hvis du køber en vare fra et EU-land, skal du aldrig betale told.
Hvis du køber varer uden for EU, er der en grænse på 80 kroner.
Fra 80 -1150 kr. risikerer du at skulle betale moms og importgbyr, og først når varens pris overstiger 1150 kr., risikerer du at skulle betale told + moms og importgebyr.
Det vil sige, at hvis den vare, du køber (inkl. porto!), koster mindre end 80 danske kroner, kommer du ikke til at betale moms. Køber du tre armbånd af 30 kroner hos den samme sælger, overstiger den samlede pris 80 kroner, og der er en risiko for, at din pakke bliver taget i tolden, hvilket betyder, at du skal betale moms og importgebyr. Det sker vist kun i 5-10% af tilfældene, men det kan blive en dyr fornøjelse, da importgebyret i sig selv udgør 160 kroner.
Hvor lang tid går der, før jeg får pakken?
Det er meget forskelligt. Jeg har oplevet at modtage en pakke inden for en uge, men jeg har også oplevet, at en halskæde var 32 dage undervejs. Jeg havde besluttet mig for at rykke for den, men så lå den sørme i min postkasse. Inde på varen, under den grå boks, kan man se den estimerede leveringstid. Der er for det meste aldrig problemer, hvis man henvender sig og forklarer, at man ikke har modtaget sin vare. Man kan enten få refunderet hele beløbet eller få gensendt varen. Sørg for kun at købe fra sælgere, der har en høj kundetilfredshed – men det har de fleste, så det er ikke svært at finde.
Hvordan kan jeg se, om størrelsen passer?
Dette kan være svært, for det er ofte asiatiske størrelser, så hvis du er en størrelse small i Europa, er du måske en størrelse large i Asien, og en “one size fits all” er ikke nødvendigvis ret rummelig. For det meste kan du finde de eksakte mål i annoncen, så du har mulighed for at vurdere, hvilken størrelse, der bedst svarer til din egen.
Får jeg den kjole, jeg kan se på billedet?
Når det kommer til tøj, kan Ebay godt være lidt tung at danse med, for nej – ofte får du ikke det tøj, du ser på billedet, men en kinesisk kopi, der i bedste fald minder om den oprindelige og i værste fald ligner et lagen og giver dig et udslæt. En god tommelfingerregel er, at asiatiske hjemmesider bruger asiatiske modeller, så hvis du ser et billede af en vestlig model (eller Kylie Jenner) i en kjole, skal du nok regne med, at du er i gang med at købe en kopi.
Hvordan er reglerne for kopivarer?
Du må gerne købe kopivarer til privat brug, men du må ikke sælge dem videre. Overhovedet. Heller ikke selvom køber er indforstået med det. Det er ganske enkelt ulovligt.
Hvordan søger man, og hvad koster forsendelse?
Ebay er indrettet så smart, at man i venstre side kan krydse nogle forskellige ting af for at indsnævre sin søgning. For det meste vælger jeg “buy now”, så jeg slipper for at sidde og rode rundt mellem auktionerne, men jeg har da en enkelt gang købt noget på en auktion. Derudover sørger jeg for ALTID at tjekke, at fragten er enten gratis eller meget billig. Man falder tit over en skøn og meget billig vare, der så koster 10 gange dens værdi at få tilsendt. Det er ikke smart, så jeg krydser ofte af i “free shipping”, så jeg er sikker på, at alle de søgeresultater, der kommer op, ikke ender med at koste en formue. Dobbelttjek altid priserne, før du betaler, så du sikrer dig, du ikke har overset et forsendelsesgebyr.
Kan det passe, at jeg har fundet et par solbriller, der kun koster 9.28 kr. inklusiv forsendelse?
Ja. Det er lidt tosset, når det koster 19 kroner at sende et postkort herhjemme, men det er rigtigt nok. Regn dog ikke med, at de holder i årevis, men nyd en enkelt eller to gode sæsoner.
Det var alt for min lille guide til Ebay! Hvis I synes, der er noget, der mangler, må I give lyd i kommentarfeltet – så skal jeg nok tilføje jeres spørgsmål :)
En af de bedste ting, jeg nogensinde har købt over Ebay, er disse makeupbørster. De er så gode, at jeg også købte et sæt til min mor, og her – mere end to år senere – bruger vi dem begge to stadigvæk! 37 kroner for 10 gode børster – det sker kun på Ebay.
THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Jeg har nu også kun haft gode oplevelser med eBay – man skal bare lige tjekke fragtpriserne en ekstra gang :)
Godt at høre! Ja, det er generelt en god idé :)
Jeg elsker også eBay og Wish- men jeg synes at efter vi har fået postnord- Så er leveringen meget længere tid
Haha, det kan du godt have ret i! Jeg har dog bestilt en 3-4 ting, som jeg har fået hjem i løbet af sommeren, og de er faktisk allerede kommet efter en 2-3 uger :)