Det femte afsnit i føljetonen handler om Bloglovin! Vi har allerede gennemgået, hvilken platform der er den bedste at blogge fra, hvordan du finder det perfekte navn til din blog, hvordan du køber domæne og webhotel og ikke mindst hvordan du får et smukt og professionelt blogdesign, og i dag skal det handle om, hvordan du sikrer dig, at folk har mulighed for både at finde og følge dig og din nye blog.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan du får flere følgere på din blog, og i det kommer jeg med en række tips og tricks til, hvordan du tiltrækker nye læsere, men i dag skal det handle om Bloglovin og om hvordan du forbinder din blog og får dine læsere til at følge dig derinde.
Pssssst! Få 3 måneders gratis webhotel med koden F2GXNC ved at klikke her.
Hvis du har en blog og ikke allerede har forbundet den til Bloglovin, går du glip af en masse potentielle læsere og en fin mulighed for at markedsføre din blog. Mere end 25 millioner mennesker om måneden bruger Bloglovin, så ved at forbinde din blog til Bloglovin åbner du for et kæmpestort potentielt publikum, og det er bare sjovere at blogge, når der er nogen, der følger med og rent faktisk læser de indlæg, du har brugt timevis på at skrive. Det potentielle publikum er selvfølgelig væsentlig mindre, hvis du blogger på dansk, men de er til gengæld fordelt på færre blogs, så det går op i sidste ende.
Før jeg viser dig, hvordan du forbinder din blog til Bloglovin, er det måske en idé at kigge på, hvorfor Bloglovin er vejen frem. Efter min lille skridt for skridt-guide fortæller jeg dig desuden, hvad du skal være opmærksom på, og hvad du absolut IKKE skal gøre, når det kommer til Bloglovin! Dette punkt er ret vigtigt, for selvom Bloglovin overordnet set er et supergodt redskab, kommer det med nogle klare minusser, som du dog nemt kan styre udenom, hvis du kender dem.
Indlægget indeholder reklamelinks.
Bloglovin gør det nemt at følge din blog
Det er ikke alle, der bruger Bloglovin, men inkarnerede bloglæsere gør, og dem er der heldigvis mange af (mig selv inklusiv!). Derfor er det en virkelig god idé at forbinde din blog med Bloglovin og give nye læsere mulighed for at følge med derinde.
Det Bloglovin gør er at opdatere dine følgere, hver gang du udgiver et nyt indlæg. Bloglovin giver læserne mulighed for at følge en masse forskellige blogs ét sted, og i modsætning til eksempelvis Facebook og Instagram, sorterer Bloglovin ikke dine indlæg efter popularitet eller en form for algoritme, som ingen rigtig forstår. Bloglovin viser ganske enkelt de udgivne indlæg i omvendt kronologisk rækkefølge. Det betyder, at du selv som lille blogger har en god mulighed for at blive set, for når først folk følger din blog, skal dine indlæg nok komme frem – også selvom du kun har 7 følgere, og de hver især følger større blogs med hundrede- eller tusindvis af følgere.
Hvis dine følgere ser dit nye indlæg, men ikke har tid til at læse det, har de desuden mulighed for at gemme det, så de kan læse det på et andet tidspunkt.
Bloglovin viser dig, hvilke indlæg der er mest populære
Fordi dine følgere har mulighed for enten at gemme eller like dine indlæg via Bloglovin, har du mulighed for at se, hvilke indlæg der klarer sig bedst. De mest læste indlæg er dog ikke nødvendigvis dem, der får flest likes eller saves, men det er ikke en dum idé engang imellem at skrive et indlæg, du ved, folk har lyst til at gemme, for jo mere folk interagerer med dit indlæg via Bloglovin, desto større er dine chancer for at blive featured i din valgte kategori. Det er ikke fordi, dette nødvendigvis kaster mange nye følgere af sig, men muligheden er der.
Sådan forbinder du din blog med Bloglovin
Først skal du have en bruger på bloglovin. Uden en bruger kan du nemlig ikke “claime” din blog, så først og fremmest skal du oprette en profil. Du kan enten registrere dig som ny bruger eller logge ind med Facebook. Når du først opretter dig, skal du følge et par blogs for at komme i gang, og jeg foreslår selvfølgelig, du starter med at følge Gownsandroses lige her :)
Gå til din profil ved at klikke på det lille grå ikon. Når du kommer til din profil, skal du trykke på “Edit your profile”.
Her har du mulighed for at ændre dine informationer, uploade et billede etc. For at forbinde din profil med din blog, skal du trykke “Add blog”, hvilket tager dig til en ny side.
Vælg “claim blog”.
Søg efter din blog ved at indtaste enten navn eller URL i søgefeltet. Hvis Bloglovin ikke kan finde din blog, er der ingen grund til panik. Du får nemlig muligheden for at tilføje din blog til bloglovin. Gør det og følg instruktionerne, og så skal din blog nok komme frem.
Når Bloglovin finder din blog, skal du bare klikke på den for at “claime” den.
Når du har gjort det, får du et stykke kode, som du skal indsætte på din blog for at bevise, at du ejer den. Kopier koden og indsæt den i et nyt blogindlæg. Når du har udgivet indlægget (bare rolig, du kan slette det igen om et minut!), går du tilbage til Bloglovin og klikker “Claim your blog”. Når det er gjort, kan du slette indlægget igen.
Klik “Edit blog info” og vælg en kategori til din blog. Du kan altid ændre din kategori senere, så bare vælg den, du umiddelbart synes passer bedst.
Sådan tilføjer du en Bloglovin-knap til din blog
Klik på dette link for at få adgang til de forskellige knapper. Vælg den widget (det billede), du bedst kan lide og installer det som tekst-widget på din blog.
Dette gør du ved at gå til Udseende > Widgets > Tekst, tilføje koden, vælge en placering (f.eks. i din sidebar) og trykke gem. And you’re done!
Du kan også vælge at bruge dit eget billede og gøre det til et link, hvis du ikke synes, Bloglovins widgets passer ind på din blog.
Sørg for at Bloglovin ikke hugger hverken dine visninger eller dine læsere
Bloglovin er et supergodt redskab, men det byder også på nogle store minusser, som du skal kende til for at kunne slippe udenom.
Når din blog er forbundet til bloglovin og dine følgere klikker på dine indlæg, bliver de som udgangspunkt vist på gennem Bloglovin og altså IKKE på din blog. Det er et fuldstædigt tåbeligt system, eftersom dine læsere på den måde aldrig kommer ind på din blog og får mulighed for at se dit design og andre indlæg på din side udover dem, Bloglovin viser under indlægget.
Først og fremmest er der problemet med Bloglovins “frame”. Bloglovins frame er en måde, hvor dine læsere kan bladre direkte mellem de nyeste indlæg i deres feed, men lige så dejligt som det måske er for brugerne (jeg selv har aldrig benyttet mig af Bloglovins frame, så jeg ved ikke helt, hvor fantastisk det egentlig er), lige så pisseirriterende er det for bloggerne. Fordi!
Bloglovin snupper simpelthen bloggernes indhold og viser det på deres egen side. Læserne bliver altså inde på Bloglovins side og kommer aldrig rigtigt ind på den blog, de læser. For bloggere med reklamer på deres blog betyder det, at de mister reklameindtægterne. Nu har jeg jo ingen reklamer, men jeg har heldigvis læsere, og det duer ikke, at mine læsere kan læse mit indhold uden nogensinde at besøge min blog. Jeg vil jo gerne have mine læsere ind på bloggen, så I kan kommentere, og jeg kan svare, og vi kan hygge, og I desuden kan klikke jer rundt mellem forskellige indlæg.
Heldigvis kan man temmelig nemt sørge for, at ens blog “bryder ud” af Bloglovins frame og tager læserne væk fra Bloglovin og over på bloggen. Jeg har skrevet et helt indlæg om Bloglovins frame og hvordan man fjerner den.
Hvorfor du ALDRIG skal installere Bloglovins Email Follow Widget
En anden ting, man skal være opmærksom på, er Bloglovins emailliste. Bloglovin tilbyder tilsyneladende, at du kan installere en lille widget, hvor folk kan skrive sig op til at få dine nye indlæg via email. Det lyder jo fint, men det har vist sig, at Bloglovin selv bruger emailadresserne, så “dine” emailfølgere bombarderes med emails fra Bloglovin – om alle mulige andre blogs end din. Dine følgere bliver spammet, og de bliver ikke engang spammet med dine indlæg, men med alle mulige andres. Du kan derfor godt regne med, at de ret hurtigt enten unsubcriber eller opgiver at læse opdateringerne, og på den måde mister du dine emailfølgere.
Jeg kunne blive ved, men denne artikel fra These Paper Sites fortæller dig alt det, du bør vide, hvis du overvejer at installere Bloglovins email widget. Og den klare konklusion er: Lad være!
Hvis du har en blog, og endnu ikke har forbundet den til Bloglovin, kan det kun få for langsomt! Det ser måske besværligt ud, men det tager ikke mere end 10 minutter, og det er tid, der er godt givet ud.
Hvis du overvejer at starte en blog, er der et par ting, du skal tage stilling til, før du opretter den. Hvor skal den ligge? Blogger, WordPress eller hos et blogfællesskab? Find ud af hvilken blogplatform der passer bedst til dig og få mine bedste tips til, hvordan du finder det perfekte navn til din nye blog.
Når det er klaret, er du parat til at købe domæne og webhotel (brug rabatkoden F2GXNC og få 3 måneders gratis webhotel) så du kan komme i gang med at blogge (se min step by step-guide til domæne og webhotel her), og så er der bare designet tilbage, og her kan du se, hvordan du nemt kan få et superflot og professionelt blogdesign.
I næste indlæg introducerer jeg dig til SEO og tipper om et plugin, der gør det superlet for dig at søgemaskineoptimere din blog og dine indlæg, så du gør det nemmere for læserne at finde din blog. Husk at følge bloggen på Bloglovin, så du ikke går glip af et indlæg :)
THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
15 comments
Hej Anne-Li!
Jeg er vild med dine blog-guides. Jeg har haft en (meget lille) blog i flere år efterhånden (litteratur og boganmeldelser er ikke det allermest populære i blogverdenen ;-)), og det er meget interessant at læse med i dine guides. Jeg får hvert fald revurderet nogle af mine beslutninger og fortryder efterhånden grumt, at jeg ikke oprettede en wordpress blog i stedet for en Blogger/Blogspot blog. Efterhånden som jeg er blevet (bare en lille smule) bedre til at forstå, hvordan systemet virker, er det gået op for mig, hvor begrænset det også er i forhold til WordPress. Jeg må hellere få den rykket en dag.. det virker dog utrolig uoverskueligt.. Oh well.. Men du skal alligevel have tak for de interessante indlæg.
Hej Ida! Hvor er du sød, tusind tak! Det er jeg rigtig glad for at høre :)
Ja, Blogger giver temmelig begrænsede muligheder. Min første blog lå også hos Blogger, og jeg blev ved med ikke helt at kunne forstå, hvorfor alle andres blogs så så godt ud, når min blev ved med at ligne en Blogger-blog, uanset hvad jeg gjorde. Svaret var jo så WordPress, men det var nemmere for mig at skifte, fordi jeg jo ganske enkelt startede en helt ny blog og altså ikke skulle til at flytte mine indlæg. Jeg mener dog, der er en ret nem måde at gøre det på, og så er der jo kun opstartsprocessen tilbage, hvilket (i min verden) er noget af det hyggeligste. Jeg elsker at sidde og ændre på mit design og omkategorisere indlæg, men der er det måske også bare mig, der er lidt sær ;)
Når det så er sagt, så synes jeg, din blog er en af de finere Blogger-blogs, jeg har set, fordi du holder den så enkel!
Du må skrive, hvis du har nogle spørgsmål eller forslag til blog-guides, du kunne tænke dig at læse :)
Hej Anne-Li,
Jeg overvejer at starte en rejseblog, da jeg tager på et halvt års orlov lige om lidt, og har altid holdt af at skrive. Faldte over din guide her ved en simpel google søgning på WordPress vs Bolglovin-din guide er en virkelig god hjælp for en blog-virgin som mig.
Takker:)
Tusind tak skal du have, Susanne! Jeg er glad for at høre, du kan bruge mine guides :D
Held og lykke med rejsebloggen! Send endelig et link, hvis du får den op at køre :)
Først: Sikke en visuelt smuk og overskuelig blog du har! Jeg er helt ny blogger, startede for en måned siden, og bliver vildt imponeret (og lidt misundelig). For det andet: tak for et rigtig godt og brugbart indlæg :-)
Hvor er du sød at skrive det, Siff. Tusind tak! Held og lykke med din blog :)
Hej igen Anne-Li. Jeg har nu læst om hvordan man opretter sin blog på bloglovin og installeret en bloglovin widget i min sidebar, så tak for guide :-) Jeg har dog to spørgsmål: ved du hvorfor der ikke er nogle billeder fra min blog når man finder den på bloglovin? Der er bare grå kasser… de andre blogs logger med flotte fotos, og jeg ved ikke hvorfor min ikke viser de billeder der hører til indlæggene? Det andet handler om at frigøre sig fra bloglovins frame. Jeg er SÅ ny og ved faktisk ikke hvor jeg skal indsætte det HTML kode du skriver om. Kan du forklare det for en helt grøn? Du skriver mellem <head og <head tror jeg? Hvor er det? Beklager de dumme spørgsmål, men vil jo så gerne have det til at virke😊
Hej igen, Siff!
Åh, ved du hvad. Der må jeg desværre blive dig svar skyldig. Jeg ved godt, hvad du taler om, og jeg har også selv oplevet det. Det var hamrende irriterende, og det lykkedes mig på en eller anden måde at få bloglovin til at begynde at samle mine billeder op igen, men jeg kan ikke huske, hvordan jeg gjorde, og for at være helt ærlig er jeg ikke engang sikker på, det var mig, der gjorde forskellen… Det handler på en eller anden måde om dit RSS feed, som er det, Bloglovin henter fra din blog (jeg snakker garanteret om det på en forkert måde, men jeg ved virkelig ikke ret meget om det, så bær over med mig!), og det feed inkluderer måske ikke dine billeder. En god idé er altid at tilføje et “featured image” (det gør du ude i højre side, når du skriver dit nye indlæg), så Bloglovin ved, hvilket billede, der skal bruges. Det er ikke altid nok…
Jeg tror, du skal have fat i et plugin, der automatisk tilføjer dine featured images til dit RSS feed. DETTE blogindlæg linker til et par stykker, og hvis de ikke duer, er der også en lille guide til, hvordan du ved hjælp af lidt kodning får styr på det.
Sørg for, at dine billeder ikke er alt for store. Det er nok ikke det, der gør det, men det kan det vist være, og for store billeder gør generelt intet godt for din blog.
Jeg håber, du finder ud af det! Ellers må du skrive igen, og så skal jeg prøve at læse lidt mere op på det :)
“Lokker” med fotos 😉
Hej Anne-Li, jeg blev så glad da jeg så din guide til Bloglovin:-), for jeg har tidligere kæmpet med at tilmelde min blog til Bloglovin.
Men, desværre støder jeg ind i det samme problem igen. Jeg kan ikke få tilmeldt min blog https://crocca.dk/blog.html. Har du en ide til hvordan jeg kommer videre? (Der skrives hele tiden, at bloggen ikke kan findes).
Håber du har positivt input til hvad jeg kan gøre:-)
DBH Christa,
Hej Christa. Jeg har først lige set din kommentar, men det ser ud, som om din blog er på bloglovin nu? Lige her. Fandt du selv ud af det? Ellers ville jeg tro, det er, fordi du søger på en underside i stedet for bare at søge på crocca.dk :)
Hej Anne-Li, ja tak. Jeg fik styr på RSS-feeds, som manglede:-). Nu er næste udfordring, at det er en Prestashop webshop, og jeg har fået et råd om at sætte en follow link ind på hvert indlæg, istedet for at lægge det ind som koder. Ved du hvordan jeg lægger et sådan link ind?
Ha en dejlig dag. DBH Christa
Hej Christa. Det har jeg desværre ikke den fjerneste anelse om! Jeg håber, du finder ud af det :)
Hejsa ville høre om man ikke bare kan bruge kun bloglovin , har en profil /blog der tror jeg 😬den hedder karinkjdesign er det ikke godt eller hvad ? Er total nybegynder og syntes bare jeg mangler et sted hvor jeg skrive lidt om hverdagen og poste mine billeder 😄vh Karin
Tak for en god guide. Den hjalp en nybegynder :)