Der var én dag fra vores Bali roadtrip, jeg i særdeleshed havde glædet mig til at redigere, og det var dag 3, hvor vi besøgte Singsing-vandfaldet, som jeg dedikerede et indlæg til for et par dage siden. Det var en dag, der bød på både op- og nedture (den absolutte nedtur kom heldigvis først om aftenen, så resten af dagen står stadig for mig som en vildt dejlig dag!), og den var et strålende bevis på, at en af pointerne ved et roadtrip er, at man ikke har nogen anelse om, hvad dagen byder på, når man står op og begiver sig af sted.
Vi begyndte dagen i Pemuteran, en lille kystby i det nordvestlige hjørne af Bali, og begav os derfra mod øst og feriedestinationen Lovina Beach. Som altid viste det sig dog, at oplevelserne lå rundt omkring og der, hvor vi mindst ventede dem, og helt høje på held og vandfald endte vi med at sidde på en café på Lovina Beach og træffe en virkelig dårlige beslutning.
Dag 3 var den dag, hvor jeg om aftenen mærkede et stik af hjemve. For første gang siden vi tog af sted i september. Det er utroligt, hvor hurtigt humøret kan vende, når man fryser og er sulten og desuden befinder sig på det værste (og absolut mindst hjemlige) værelse, man nogensinde har været på.
Alligevel var jeg virkelig sur på mig selv over, at jeg ikke bare kunne tage det i stiv arm – jeg mener, der var jo folk, der boede der og havde deres liv inden for de vægge, jeg åbenbart ikke syntes, var gode nok til mig. Men det var jo ikke det, det handlede om. For de folk er hjemme, og det var lige netop det, jeg ikke var.
Det var mere situationen, end det var værelset i sig selv. At ejeren fik julelys i øjnene, da han så vores desperation og straks forlangte et noget nær uhyrlig (for Bali) pris fra os, fordi han godt kunne se, vi ikke turde sige nej. Og at jeg ikke kunne være sur – end ikke bebrejde ham, for hvad Pokker skulle han gøre? Hvad ville jeg selv have gjort, hvis det var mig, der sad og rystede i min fleecetrøje og håbede på, at i dag var dagen, der kom gæster? Han var så sød ved os, kom med kaffe med enorme mængder sukker i og gav os de største smil.
Da vi tog af sted dagen efter, havde han været ude og købe nye sko. Han havde langt mere brug for de penge, end vi havde. Det var bare der, lige midt i Kintamani-kulden, at en helt anden virkelighed ramte mig, men det må jeg hellere gemme til i morgen og den næste video, der begynder efter vores nat i Kintamani.
Husk at I kan abonnere på min nye Youtubekanal og se videoerne før ALLE andre. Altså, før dem, der ikke gider klikke på den røde knap. Så ikke just alle. Det kan være, jeg skal finde en bedre gevinst til jer. Måske karma? Give cookies, get cookies, you know!
Har I forresten set de første to videoer i min lille roadtrip-serie?
Hvis ikke er den første lige her, og den anden gemmer sig lige her :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
