Jeg har efterhånden været igennem en hel del i mine guides til Budapest, men der er alligevel et væsentligt aspekt, jeg har formået at udelade. Indtil nu. Budapest er nemlig ikke bare kendt for sine skønne ruinbarer, de fedtede langos og de smukke seværdigheder. Når man lærer byen lidt bedre at kende, åbner der sig en hel verden af de såkaldte “escape rooms” – små gådefulde virkeligheder, der placerer deltagerne i noget, der mest af alt føles som et computerspil.
Kort fortalt går det ud på, at man bliver låst inde i et rum og i løbet af en time skal løse en række opgaver eller gåder for at komme ud igen. I rummet er der højtalere, mikrofoner og som oftest et videokamera, så gamemasteren kan følge med og komme med små hjælpsomme tips, hvis man er gået i stå eller bare er helt forkert på den.
Vi har indtil videre prøvet 5 forskellige escape-rooms og hver gang har det været en virkelig god oplevelse. Første gang havde vi dog ikke på forhånd tjekket bedømmelserne og endte i et Alice i Eventyrland-rum, der først var superspændende, men senere viste sig i høj grad at bestå af spånplader og genstridige hængelåse. Alle billeder i indlægget er fra dette såkaldte “Rabbithole”-rum. Som I kan se, begynder man i ét rum og ender et andet, man først ikke vidste fandtes. De andre rum, vi har besøgt, har været utroligt gennemførte og afgjort et besøg værd.
LÆS OGSÅ: RESTAURANTER OG STREETFOOD // BUDAPEST GUIDE
Visse (geniale) personer kan gennemføre alene, men man er normalt sammen i par eller små grupper. Da vi besøgte Budapest i august sidste år, prøvede vi 3 forskellige rum, der alle egnede sig fint til to personer, men da vi var i Budapest i foråret, havde vi besøg af tre af Mathias’ venner, hvilket betød, at vi kunne prøve de lidt mere indviklede rum, der skal flere hoveder til at løse.
Det lyder måske som en klaustrofobisk koncept, men det er det sådan set ikke. Rummene er for det meste af en vis størrelse, og man er aldrig mere låst inde, end at man kan banke på døren og komme ud med det samme. Det lyder måske som et lettere nørdet koncept, og det er det egentlig også. Jeg har dog aldrig selv været ret nørdet (i hvert fald hvad spil angår), men så snart man er i gang, glemmer man alt om konceptet og lever sig helt ind i det mysterium, man er i gang med at løse. Det er det tætteste, man kommer på at være en inde i et computerspil.
Alle rummene har et særligt tema, og i mange af rummene får man også en historie, der underbygger den opgave, man er på. Vi var særligt begejstrede for et rum med 1984-tema, der ligger i den jødiske bydel. Det lykkedes os at løse det (med en lille smule hjælp) på 55 minutter, og det var så helt igennem gennemført og interessant fra første til sidste minut. Samme sted har et cirkus-tema, som var fint, men en smule for letbenet i forhold til, hvad vi synes er fedt, og nu har jeg lige set, at de har fået et nyt rum, som vi helt sikkert skal prøve, næste gang vi kommer til Budapest! Stedet hedder E-exit og her er deres hjemmeside.
LÆS OGSÅ: PRISNIVEAUET I BUDAPEST (MAD, DRIKKE OG SHOPPING) // BUDAPEST GUIDE
I maj besøgte vi TRAP, som er nogle af de mest kendte rum i Budapest. Vi prøvede deres middelalder-rum, men blev lige en tand for puslespilsagtigt til os, så jeg vil anbefale at finde nogle af de lidt mindre kendte rum. Et sted jeg kan anbefale er Goszdu Mission, der ligger tæt ved Kiraly Street. Vi var 5 mennesker om at løse deres Mafia-rum. Vi havde 75 minutter, og vi var allesammen i gang hele tiden. Supergennemført og sindssygt spændende. Samme sted kan man prøve det berømte, og meget svære, “white room”, som ikke har nogen egentlig historie, men snarere er en stor 90-minutters gåde.
Det koster for det meste mellem 100-150 kroner per person at besøge et escape room, og jeg kan varmt anbefale at tage den oplevelse med, når man er i Budapest. Det er måske ikke en af de mest kulturelle oplevelser, men det er afgjort en oplevelse, man kommer til at huske i lang tid bagefter!
Har I været forbi et escape room enten i Budapest eller andre steder? Og hvad synes I om konceptet?
Alle billeder er lånt fra ExitPoint
Praktisk rejseinfo
Airbnb er kæmpestort i Budapest, og der et stort udvalg af virkelig fede lejligheder til få hundrede kroner per nat. Hvis det er første gang, du rejser med Airbnb, kan du skrive dig op via dette link og få 250 kroner til din første rejse, så det bliver endnu billigere. Når vi ikke lejer en lejlighed gennem Airbnb, foretrækker jeg at booke hotel gennem Booking.com, fordi mine erfaringer siger mig, at det er den billigste af hotelsiderne, og så er den nem at navigere rundt på. Skyscanner er min favoritside, når det kommer til at finde de billigste flybilletter, men det er også muligt at køre til Budapest eller tage toget – eventuelt som del af et Interrail.
Valutaen i Ungarn hedder Forint, og 1000 Forint svarer til omtrent 25 kroner. Du behøver ikke hæve hjemmefra, der der er en masse hæveautomater i Ungarn (og flere i lufthavnen), men sørg altid for at hæve fra automater, der er tilknyttet en af bankerne. Der er flere turisthæveautomater (grå og gule uden banknavn) omkring i byen, og hæver du fra dem, kommer du ofte til at betale 100-150 kroner i hævegebyr.
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I
BUDAPEST GUIDE 1 | VORES LEJLIGHED GENNEM AIRBNB
BUDAPEST GUIDE 2 | RESTAURANTER OG STREET FOOD
BUDAPEST GUIDE 3 | OPLEVELSER OG SEVÆRDIGHEDER
BUDAPEST GUIDE 4 | SHOPPING
BUDAPEST GUIDE 5 | PRISNIVEAU – MAD, DRIKKE OG SHOPPING
BUDAPEST GUIDE 6 | PRISNIVEAU – HOTEL, TRANSPORT OG OPLEVELSER
BUDAPEST GUIDE 7 | ESCAPE ROOMS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Jeg har aldrig hørt om konceptet, men det lyder faktisk ret sjovt!
Det tip må jeg lige huske, når jeg engang kommer på de kanter :)
Det er virkelig en sjov oplevelse! Der findes efterhånden escape rooms i de fleste Europæiske storbyer, så du behøver ikke nødvendigvis være i Budapest, før du begynder at kigge efter dem :)
Jeg hørte på et tidspunkt om et herhjemme, men jeg fik det aldrig prøvet af. Selvom det lyder nørdet, er det bestemt også noget, som jeg kan forestille mig er super sjovt, når man godt kan lide gåder. Især når det bliver så “virkeligt”, at det handler om at kunne komme ud af rummet, og derved “vinde” :)
Du skal nok få chancen igen, for de lader til at være på vej frem rundt omkring :)
Det er nemlig det, der er så sjovt. Mens man er i gang, er alt andet glemt. Som i alt! Det er fantastisk at opleve at få lov til at fokusere så intenst på en opgave og en anden virkelighed ende den, man er vant til!