Efter en helt igennem formidabel måned i Budapest har jeg, for første gang i bloggens historie, lyst til at dele nogle af mine oplevelser med jer i en guide. Da vi var af sted, var jeg især glad for Emma og Nanas guides til Budapest, der hver især udpegede nogle rigtig gode steder. Nu har jeg så sammenlagt 40 dages ophold i Budapest i bagagen, og jeg vil derfor vove mig ud i noget så ambitiøst som en lille serie (ét indlæg ville simpelthen blive for uoverskueligt!) bestående af en række Budapest Guides, hvor jeg vil tippe om de bedste oplevelser fra vores tur. Der kommer restauranter, der kommer barer, der kommer seværdigheder og et indlæg om escaperooms, og i dag vil jeg starte blidt ud med at fortælle om den lejlighed, vi boede i.
Vi lejede en lejlighed gennem Airbnb, fordi vi havde lyst til at give os selv mulighed til at føle os hjemme i byen, nu hvor vi skulle være af sted så længe. Et hotelværelse ville have været for dyrt at leje i en måned, og jeg tror desuden, jeg ville have fået klaustrofobi, hvis vi skulle have boet to mennesker på 12 kvadratmeter i en måned. Vi kiggede efter en lejlighed, der lå centralt, havde køkken, så hyggelig ud og havde hurtigt internet. Sidstnævnte var især vigtigt, fordi Mathias skulle bruge en del af tiden på sit speciale.
Vi fandt en lejlighed, der lå supergodt i det jødiske kvarter. Tyve meter fra byens mest kendte ruin pub og alskens madmuligheder, men gemt væk inde i en baggård, så støjen fra den glade ungdom ude på gaden ikke generede. Det jødiske kvarter er byens uovertrufne madcentrum, og de hyggelige små gader byder på alverdens muligheder. Kvarteret emmer af historie og syder af liv, og vi er ikke stødt på et kvarter, vi hellere ville have boet i.
Vi betalte omtrent 5500 kroner for 30 overnatninger (lommeregneren fortæller mig, at det er 183 kroner per nat) – superbilligt set med danske øjne, men alligevel ikke det billigste vi så på. Vi betalte en smule ekstra for den sublime beliggenhed, men til gengæld boede vi så i gåafstand fra det meste.
Lejligheden bestod af et stort rum og et WC. I det store rum var der, som billederne viser, dobbeltseng, spisebord og -stole, sofa og bord, tekøkken med to kogeplader, et lille køleskab og en mikrobølgeovn, en vaskemaskine, et kæmpestort skab og et badekar. Det var superhyggeligt med badekar i stuen, og på de allervarmeste dage (lige under de 40 grader), var det lækkert med en lille indendørs pool, vi kunne køle fødderne af i.
Vi havde ingen tidligere erfaringer med Airbnb, så vi bookede hos en såkaldt “superhost” – en vært der har en høj svarprocent, over 80% femstjernede anmeldelser, som næsten aldrig aflyser og som gennemfører mindst 10 rejser i deres bolig om året. For os virkede det mest trygt at starte ud med en superhost, som rigtig mange andre havde sagt god for.
Bookingen foregik sådan, at vi anmodede om at booke lejligheden og indtastede vores kontooplysninger, så Airbnb kunne trække beløbet, hvis værten sagde ja til vores anmodning. Da værten havde godkendt, blev pengene trukket. Der er dog en indbygget sikkerhedsfaktor, der betyder, at beløbet først overføres fra Airbnb til værten efter de første 24 timer i lejligheden, så vi behøvede på intet tidspunkt at frygte, at der var nogen, der tog fusen på os. Udlejerne var supersøde og hjælpsomme, og alt forløb helt gnidningsfrit hele vejen igennem. Vi kommer afgjort til at benytte os af Airbnb igen! Og det kan nærmest kun gå for langsomt!
Hvis I står og overvejer en tur til Budapest, kan I finde lejligheden lige her.
Tilmeld dig Airbnb via dette link og få 250 kroner til næste rejse! Så er den første overnatning i Budapest i hvert fald betalt :)
Airbnb er kæmpestort i Budapest, og der et stort udvalg af virkelig fede lejligheder til få hundrede kroner per nat. Hvis det er første gang, du rejser med Airbnb, kan du skrive dig op via dette link og få 250 kroner til din første rejse, så det bliver endnu billigere. Når vi ikke lejer en lejlighed gennem Airbnb, foretrækker jeg at booke hotel gennem Booking.com, fordi mine erfaringer siger mig, at det er den billigste af hotelsiderne, og så er den nem at navigere rundt på. Skyscanner er min favoritside, når det kommer til at finde de billigste flybilletter, men det er også muligt at køre til Budapest eller tage toget – eventuelt som del af et Interrail.
Valutaen i Ungarn hedder Forint, og 1000 Forint svarer til omtrent 25 kroner. Du behøver ikke hæve hjemmefra, der der er en masse hæveautomater i Ungarn (og flere i lufthavnen), men sørg altid for at hæve fra automater, der er tilknyttet en af bankerne. Der er flere turisthæveautomater (grå og gule uden banknavn) omkring i byen, og hæver du fra dem, kommer du ofte til at betale 100-150 kroner i hævegebyr.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Dejligt, at du kunne bruge min guide :D! Det lyder som om du allerede har fået rigtig eget ud af smukke smukke Budapest – jeg glæder mig til at læse dine indlæg :)
Det kan du tro, jeg kunne! Den resulterede blandt andet i en fremragende burger :D
Hej linket til jeres lejet lejlighed i Budapest virker ikke. Har du et navn man kan søge på?
Den er desværre ikke længere tilgængelig på Airbnb, kan jeg se :(