Catching Fire: En dybtfølt og værdig filmatisering

I onsdags hev jeg min kæreste med i biografen for at se Catching Fire. Hvis man er fast læser af min blog, har man nok opdaget, at jeg i løbet af de sidste par uger har fortæret hele trilogien. Den anden bog i serien læste jeg på en dag, og da jeg var færdig med den, kunne jeg slet ikke vente med at se, hvordan de havde filmatiseret den. Jeg er helt vild med bøgerne, så jeg var en lille smule skeptisk, da jeg satte mig til rette i biografsalen. Siden jeg så den første Harry Potter-film, har jeg været lidt hidsig på filmatiseringer, fordi de ofte udelader det, jeg synes er allervigtigst, og jeg var ikke videre imponeret over filmatiseringen af Hunger Games, selvom jeg var godt underholdt. Catching Fire imponerede mig! Selvfølgelig er der en række detaljer, der udelades, i det bog bliver til film, men alt i alt synes jeg, de er sluppet utroligt godt fra det! Jeg sad flere steder med tårer i øjnene (og et enkelt sted med decideret bævende underlæbe) og var helt og aldeles opslugt af filmens univers. Jeg forestiller mig, at jeg ikke ville have været helt så fanget, hvis ikke jeg havde læst bøgerne, men det kan jeg jo dårligt afgøre. Fordi jeg har læst bøgerne først, forstår jeg bedre baggrunden for de forskellige ting, der sker, men til gengæld mangler jeg også alt det, Katniss’ tanker i bøgerne bidrager med. Man kan ikke få det hele, men jeg kan helt klart anbefale også at læse bøgerne!

Jeg vil ikke gå nærmere ind på handlingen, da jeg prøver at undgå at spolere den for jer, men sjældent har jeg læst nogle bøger, der drives så hurtigt frem. De er ikke korte, men mange andre forfattere ville have brugt det dobbelte sidetal på samme mængde handling. Der sker hele tiden noget, og verden kan forandres fuldstændig på to sider. Derfor er det også noget af en opgave at skabe en filmatisering, der ikke udelader for meget, men det er lykkedes rigtig fint. Jeg glæder mig i hvert fald til, at den udkommer på dvd, så jeg kan se den igen!

Hvad angår de forskellige karakterer, passer især Gale, Peeta, Katniss, Mags og Finnick perfekt med de billeder, jeg har dannet i mit hoved. I filmatiseringen af Hunger Games var jeg på ingen måde fan af Josh Hutcherson, der spiller Peeta, men i denne film måtte jeg overgive mig. Til at begynde med, var jeg heller ikke vild med Jena Malone, der spiller Johanna, men selv hun endte med at være helt perfekt. Det gør filmoplevelsen 1000 gange bedre, at det er de helt rigtige skuespillere, der er castet, og det synes jeg heldigvis er tilfældet her. I denne film er der endda hele tre smukke unge mænd i de prominente roller som Peeta (til venstre), Gale (til højre) og Finnick (i midten). Min klare favorit er Liam Hemsworth, der spiller Gale! Hvem er jeres?

Og hvad er meningen med dette indlæg? Det er såmænd at forælle jer, at I bør smutte i biografen og se Catching Fire :) Hvis ikke julegaveindkøbene stod for døren, tog jeg i biografen igen! Catching Fire ramte mig på en måde, dens forgænger ikke formåede. Karaktererne var dybere, følelserne mere troværdige og universet mere veludviklet. Mine tårer brød først frem til tonerne fra Rues melodi, og med bævende læbe sad jeg og forsøgte at holde gråden tilbage. Det plejer altid at være bøgerne, der får mig til at knibe en tåre eller to, men i dette tilfælde var det filmatiseringen, der tvang mig i knæ. Det har jeg aldrig før oplevet, men denne film er så utrolig gennemført og dybtfølt, at jeg ikke havde en chance.