Jeg har aldrig rigtig været et udendørsmenneske. Jeg kan ikke fordrage at få beskidte fingre, og eftersom jeg afskyer både kulde og blæst har den danske natur aldrig været et sted, jeg rigtig har boltret mig. Jeg værdsætter dog naturen mere og mere – måske fordi vi oplever flere og flere fantastiske steder.
En af mine yndlingsting er udsigter. Det er sådan en mærkelig størrelse, for det er jo egentlig ikke andet end et sted, man står for at kigge på et andet sted, men jeg er blevet en af dem, der jager dem. Det er meget voksent, synes jeg. Jeg kan i hvert fald tydeligt huske, hvordan jeg som barn syntes, udsigter var noget af det mest dødsyge i verden og derfor ikke kunne forstå, hvorfor det altid var dem, mine forældre talte om. Og lige pludselig en dag spiser man broccoli af egen fri vilje, og før man ved af det, er man en af de tosser, der tager de fornuftige sko på for at gå på jagt efter udsigterne.
En af de mest fantastiske udsigter, jeg nogensinde har set, fandt vi på toppen af Little Adam’s Peak i Ella på Sri Lanka. Ella er i sig selv ikke en ret interessant by, men området er et af de smukkeste, vi nogensinde har besøgt, så der er udsigter nok at tage af.
Little Adam’s Peak ligger omtrent 25 minutters gang uden for byen, og det er en nem gåtur ud ad en lille, snoet vej. Det sidste kvarter går man igennem nogle smukke teplantager, så det er i sig selv en del af oplevelsen. For at komme op på toppen skal man bestige en masse trapper, men hvis man tager det stille og roligt, vil de fleste kunne være med. Da vi gik ned igen, endte vi bag et hold pensionister af typen, der tager et trin og så lige står stille for at få balancen. Eftersom de var på vej ned, må de jo også have været deroppe. Well done. Da de tog en pause på vej ned, lykkedes det os heldigvis at overhale. Ellers havde vi nok stadig stået der.
Det tager måske ti rolige minutter at nå toppen, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor stor en belønning man får for den meget lille indsats. Jeg håber, billederne giver jer en idé om det. Fra toppen af Little Adam’s Peak kan man se over på en anden bakke, man også kan bestige. Det kræver dog lidt mere, da der ikke er trapper, men små ujævne stier blandet med klipper og mange høje trin. Da vi endelig nåede over på den anden bakke, tog vi en god lang pause og en hulens masse billeder. Vi endte faktisk med at stå med et par andre par og hjælpe hinanden med at tage en masse forskellige billeder på klipperne. Der er så mange fantastiske billedemuligheder, men selvom vi tog minimum et halvt kilo billeder, er der ingen, der kommer i nærheden af at vise, hvor fan-fucking-tastisk en udsigt, man går i møde.
Det koster ikke så meget som en sølle lille rupee at klatre op på toppen af Little Adam’s Peak, og det er en af de bedste oplevelser, vi har haft på Sri Lanka indtil videre. Hvis I nogensinde kommer forbi Ella, er det et absolut must – også selvom I ikke får timet det med hverken solopgang eller solnedgang. Vi gik derop ved ettiden og var først hjemme klokken fem. Så fint var det, og så mange billeder tog vi. Da vi gik ned, var der en masse på vej derop, og hvis vi ikke havde været så pokkers trætte, havde vi taget solnedgangen med. Den så meget lovende ud.
Hvad er den bedste udsigt, I kan komme i tanke om?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
En af mine bedste udsigter var over Gran Canyon!
Åh, den var også fantastisk! Den må vi se igen engang :)
Ej hvor ser det skønt ud!! Jeg har længe gerne ville til Sri Lanka, og den her udsigt gjorde lige det sidste :P Håber i øvrigt at I stadig nyder jeres tur! Har ikke været så flittig til at få fulgt med, men nu er jeg vidst inde i en normal bloglæsningsrytme igen :-)
Det er virkelig sådan en fantastisk flot land! Det kan du tro, vi gør. Det bliver ikke til ret mange udflugter, fordi jeg er lettere begravet i arbejde, men det er faktisk okay at tage den lidt med ro :)