Dagens: Tømmermænd og modstandsfolk

I lørdags holdt jeg en vaskeægte slapperdag ude hos min mormor og morfar. De bor i Hornslet, ca. 20 km. nord for Århus, og eftersom begge min forældre har flyttet flere gange, end jeg kan tælle på én hånd, er min morfar og mormors hus det tætteste, jeg kommer på at kunne besøge mit barndomshjem. Det er rart med sådan et sted.

Tempoet i Hornslet passede mig godt, eftersom jeg slæbte rundt på en tømmermand eller to fra fredagens “jeg tager lige en enkelt øl, hov, der er en tagterrasse, så tager jeg 5”-impromptufest, og efter at have spist halvdelen af frokostbordet, tænkte jeg, det nok var en fremragende idé at tage med på en gåtur. Min morfar ville i skoven, min mormor syntes, han var tosset, og således endte vi med at gå på kirkegården. Jeg tror, det er fordi, jeg er bymenneske, at jeg er så glad for kirkegårde. De er smukke, fredfyldte oaser i byen, og jeg elsker at gå rundt og rense mine tanker mellem alle de liv, der var engang. Det var dog en noget anderledes oplevelse på Hornslet Kirkegård, hvor mine bedsteforældre kendte halvdelen af stenenes ejermænd og kunne fortælle en masse historier om livet på landet for længe siden.

Lige udenfor Hornslet kirkegård står et mindesmærke for de faldne modstandsfolk fra Hornslet. I maj fik min morfar en bog om Hornsletgruppen, som var en mindre kendt modtagegruppe, der arbejde sammen med folk fra Hvidstengruppen under anden verdenskrig, og da vi kom tilbage, satte jeg mit til at læse i den. Jeg må have set mindesmærket 100 gange, men jeg har aldrig rigtig tænkt over skæbnerne bag den, og da jeg kom hjem sent på aftenen, besluttede jeg mig for at se filmen om Hvidstengruppen, som jeg ikke havde set endnu. Min moster fortalte mig, at det var en rigtig god film, men at hun aldrig ville se den igen, fordi den var så hård, og nu forstår jeg, hvad hun mener.

Da filmen var færdig, hulkede jeg. Det var ikke bare en normal filmgråd med et par tårer på kinderne, som jeg havde troet. Nej, det var noget af det mest forfærdelige, jeg nogensinde havde set. Når vi hører om historien, er den af gode grunde altid på afstand, men filmen placerede mig lige midt i 1943 i selskab med nogle helt almindelige, fantastisk modige mennesker, vi alle skylder en utroligt stor tak. Jeg blev meget overrasket over, hvor tæt på, filmen kom, og hvor mange år jeg har boet i området uden at kende til dets historie.

Faktisk blev jeg så overrasket og berørt, at jeg klokken to om natten googlede alle medlemmerne af gruppen for at læse mere om dem. Jeg havde dårlig samvittighed over at have stået i taknemmelighedsgæld i år så mange år uden overhovedet at vide det.

Så snart min morfar fik bogen om Hornsletgruppen, snuppede min mormor den, så nu giver jeg ham lige et par uger med den, før jeg hugger den med hjem og læser historien om de fem mænd, hvis navne står på mindesmærket.

Har I set filmen om Hvidstengruppen?

Jeans: Topshop / Bluse: Atmosphere / Jakke: Fars gamle / Støvler: H&M / Taske: Calvin Klein

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)