Der var få ting, jeg absolut ville gøre i løbet af mine tre dage i Edinburgh, og udover at besøge Primark (hvilket jeg fik gjort tre gange) og se den smukke Victoria Street ville jeg altså bestige Edinburghs vulkan, Arthur’s Seat. Okay, altså, det var en vulkan. Den gik i udbrud for 350 millioner år siden og er dermed uddød eller udslukt, eller hvad pokker man nu kan nænne at kalde det, men der var altså intet uddødt over turen op på Arthur’s Seat.
Jeg havde faktisk opgivet forehavendet, fordi mit knæ gik helt amok og teede sig helt håbløst i går, hvilket mildest talt ikke tegnede godt for planerne om vulkanbestigning, og jeg havde egentlig heller ikke tænkt mig at gå derop, da jeg i dag gik derhen for at se vidunderet nedefra, men så slog det mig alligevel, at jeg stod ved foden af en vulkan, som jeg har drømt om at bestige (eller, gå op på, men bestige lyder federe lige nu), og så skippede jeg frokosten og gik i stedet for i Tesco og købte deres lunch combo (falafel wrap, smoothie, gulerodskage) for sølle 3 pund og håbede så ellers, jeg kunne nå både op og ned, før solen forsvandt. Og før mit knæ for alvor satte ud.
Heldigvis har mit knæ det fint med at gå op ad bakke, så den væsentligste del af turen gik det faktisk rigtig fint. Og hold nu kæft, hvor er det smukt altså. Det må være Edinburghs Adam’s Peak det her. Man kan vælge flere forskellige ruter, og jeg planlagde selvfølgelig at tage den nemmeste, men da jeg så denne sti, kunne jeg altså ikke dy mig for at tage the road less travelled.
På vej derop slog det mig, hvor glad jeg var. Måske ligefrem lykkelig. Det var en helt fantastisk følelse at gå der helt mutters alene og bare gøre lige, hvad jeg ville og følge de pludselige indskydelser uden at diskutere det med nogen som helst. Jeg har altid været glad for at rejse med nogen, og det vil jeg bestemt også meget gerne gøre i fremtiden, men hold nu kæft, hvor kan det altså også noget at rejse alene. Og bare være sig selv. Gå i sine helt egne tanker og stoppe, lige hvor man vil – så længe man vil. Det lyder måske ikke af meget, men for mig var det nærmest større end vulkanen selv.
Turen fra Holyrood Palace og op på toppen tog mig omtrent 45 minutter inklusive små stop og tripodleg, så jeg kunne være med på nogle af billederne, og selvom jeg pustede og svedte i mine mange lag, måtte den gerne have været endnu længere. Jeg tror dog, mit knæ var slemt tilfreds med, at der ikke var så meget som en ekstra lille meter op. Og der på toppen satte jeg mig så i læ af en lille klippe og spiste min gulerodskage og drak min smoothie, mens jeg så ud over Edinburgh og klappede mig selv lidt på skulderen for at gøre det, selvom jeg ikke troede, jeg kunne.
På vej ned tog jeg den mest direkte vej, for der sved og brændte mit knæ ad Pommern til, og sørme om jeg så ikke kom forbi noget andet smukt. St. Anthony’s Chapel blev bygget tilbage i det 14. eller 15 århundrede, og der er nu kun denne lille ruin tilbage, men jeg havde den til gengæld helt for mig selv, og er den ikke smuk, som den står der foran de skotske skyer (der få minutter senere begyndte at smide vand ned)?
Jeg havde en helt vidunderlig sidste dag i Edinburgh, og jeg oplevede selvfølgelig meget mere end Arthur’s Seat, men jeg synes i dén grad, det er et sted, der fortjener sit helt eget indlæg! Da jeg kom ned igen og så på uret, var der gået omtrent en time og fyrre minutter, men man ville sagtens kunne bruge længere tid på at følge de andre stier rundt på de omkringliggende bakker. Det må blive næste gang. For sådan en bliver der.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Ej men der er så fantastisk. Virkelig flotte billeder du har fået taget. Jeg glæder mig til at jeg igen skal besøge skønne Edinburgh til foråret :)
Det er der virkelig! Endnu smukkere end jeg havde forestillet mig :D Uh, det kan jeg godt forstå. Jeg vil også meget gerne tilbage :) Min mor og hendes mand har netop booket billetter til Edinburgh til foråret, og jeg er ret misundelig!
Jeg er glad for, – på dine vegne – at du nåede Arthur’s Seat. Det er en helt unik oplevelse, og det ser da også ud til, at du har fået det smukkeste med :)
Edinburgh har også slået benene væk under mig, så skal helt sikkert også tilbage en dag.
Beklager jeg ikke nåede at komme med nogle råd til byen, men der gik lidt huleboer i mig da jeg kom hjem :)
Det er jeg virkelig også! Det var uden tvivl den største oplevelse på turen :) Det er helt i orden. Jeg havde rigeligt at lave, og det er også så hyggeligt bare at gå og falde over ting, man gerne vil se :)