SØNDAGSSTEMNING #16

Vi er stadig vilde med Lviv, men dagene tæsker forbi, og på onsdag vender vi snuden mod Danmark og en måned i det kølige, familiære nord. Det bliver et kort indlæg i dag, for jeg har for meget arbejde for tiden, og jeg har mildest talt ikke overskud til ret meget udover det. Forhåbentlig bliver det lidt mindre tosset i september, men lige nu prøver jeg komme forud, så jeg kan holde “fri” på flyet til Berlin og natbussen fra Berlin til Århus. Ovenpå turen hetil orker jeg ikke en natbus mere, men vi kommer da i det mindste direkte til Århus i stedet for til København, og så kan vi forhåbentlig nå forbi Primark i Berlin. Det og alle Lvivs snacks holder indtil videre mit humør nogenlunde oppe.

HVAD ER DEN MEST MINDEVÆRDIGE OPLEVELSE?

Ugens mest mindeværdige oplevelse var, da vi en aften gik rundt i Lvivs gader, og jeg så fik øje på en ven fra Århus, som vi så dagen efter smuttede ud og fik nogle ukrainske øl med. But I gotta be honest – der har ikke været de store mindeværdige oplevelser i denne uge, der mest af alt har stået på arbejde.

HVAD HAR JEG ELLERS LAVET?

I denne uge…

• Fik jeg verdens bedste bubble waffle.  Bounty. Chokolade i nogle bobler, kokos i andre. Det er et koncept, der holder.
• Har jeg spist mig gennem en del ukrainsk chokolade og konstateret, at man sagtens kan få hæderlige chokoladeoplevelser til 3 kroner pladen.
• Har jeg læst Leonora Christina Skovs “Den, der lever stille”. En helt fantastisk bog, der er så utroligt rammende i både beskrivelser og refleksioner. For der findes forældre, der ikke elsker deres børn betingelsesløst, og selvom det heldigvis ikke gør sig gældende for mine forældre, har jeg selv haft den oplevelse meget tæt inde på livet. Jeg har altid godt kunnet lide Leonora, og efter denne bog er min beundring mangedoblet. Hold da op. Læs den! Jeg fandt den inde på Mofibo og hørte den derfor som lydbog – oplæst af forfatteren selv. Det gjorde den kun endnu bedre.
• Har vi arbejdet fra en masse forskellige caféer rundt omkring i Lviv, og Lviv er altså en sublim caféby.
• Fandt vi et fantastisk lokalt marked lidt uden for den gamle bydel, hvor vi endelig købte en ny kuffert. Det sidste års tid har vi rejst uden rullekufferter, og vi er begge to ved at gå amok, hver gang vi skal bære vores liv et nyt sted hen. Not anymore. Så håber vi bare, den holder. Vi har mildest talt ikke held i kufferter.

I DENNE UGE HAR JEG TÆNKT OVER…

…om det mon kunne lade sig gøre at købe en lejlighed i Ukraine? Det ville kræve, jeg sparede geVALdigt op, men det kunne være et ret cool sted at have en base og tilbringe måske halvdelen af året. Vi må se. Indtil videre er vi i hvert fald fast besluttede på, at vi skal tilbage til Ukraine næste år, og vi skal selvfølgelig også se Kiev.

…at jeg bliver nødt til at finde en balance mellem arbejde og l(v)iv. Høhø. Lige nu vinder arbejde stort, og jeg har egentlig ikke det store imod det, for jeg er glad for mit arbejde, men livet (eller Lvivet?) flyver lidt for hurtigt forbi, når jeg tilbringer så mange timer foran en skærm – og så har jeg ikke engang tid til at arbejde på mit eget.

…hvor stressende det er at skulle hjem til Danmark. Jeg savner min familie og mine veninder, men jeg er stadig ved at vænne mig til at have fuldtidsarbejde oven i alt det andet, og fordi jeg ikke har en fast arbejdsplads, men “bare” møder ind på min computer, er det let at tro, at jeg “da godt lige kan” dit og dat, som jeg i bund og grund også hjertens gerne vil, men når jeg gør det, kræver det så til gengæld, jeg sidder og arbejder til klokken tre om natten i stedet. Jeg vil så gerne have tid med alle dem, jeg savner, men jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg skal få det hele til at gå op i den næste måneds tid derhjemme.

…at jeg ikke har haft en fridag i den sidste måned, og det er sgu lidt voldsomt at gå fra angst og kronisk stress til fuldtidsarbejde plus forventninger. Jeg kan stadig ikke det hele. Jeg kan stadig ret nemt brænde sammen. Det skal jeg huske, og det kan jeg også godt mærke, jeg bliver nødt til at respektere. Jeg kan heldigvis mærke, at jeg vokser med opgaven, men jeg har stadig brug for mere ro og rum end de fleste for at kunne fungere, og jeg bliver selv nødt til at sætte grænserne, for det er der jo for pokker ingen andre, der gør. Vi har en atypisk livsstil og en dertilhørende atypisk hverdag, og vi kan ikke forvente, at andre forstår det, hvis vi ikke selv er gode til at forklare og sætte grænser. Det er noget, jeg nok kommer til at bruge nogle år på at øve mig i.

HVAD MED ARBEJDET?

Elleve PR-opgaver, to QC-opgaver og fem oversættelsesopgaver.  Tror jeg. I’ve lost count. Jeg ved bare, at jeg hele tiden prøver at komme lidt foran, men at det indtil videre ikke går strygende med det projekt. Til gengæld går det godt på indtjeningsfronten, og midt på ugen modtog jeg en mail med en ny kontrakt og en 25% lønforhøjelse. Det fejrede jeg ved… at købe en kop til 35 kroner. Don’t say I don’t know how to party.

Denne måned arbejder jeg desuden hovedsageligt på en kinesisk serie – både som oversætter og korrekturlæser, og jeg siger jer, der er teenagedrama for alle pengene. Jeg er lige dele begejstret og frustreret,

HVIS UGEN VAR ET AFSNIT AF FRIENDS, VILLE DEN HEDDE

Den med alt det kinesiske drama.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)