Athen er beskidt, sagde de. Det er en kedelig by, sagde de. Den er der ikke noget ved, sagde de. Og hvor tog de dog fejl. Athen er pisselækker, og var det ikke for prisniveauet, var det lige før, den vippede Budapest af pinden. Og hvis I kender mig, så ved I, at det er en alvorlig sag!
Priserne er forresten ikke høje – de er bare højere end i Budapest. De er stadig kun 50-75% af de danske, så det er en god by at tage på ferie i. Men som I ved, er vi store fans af gratis oplevelser. Det betyder, at vores skridttællere til tider går lidt amok, for der er bare ikke noget der slår at gå rundt i en by og opleve den lidt efter lidt. Jeg elsker det.
I går blev det så tid til at tage forbi Mount Lycabettus. Grækerne har flere navne for det, og bjerget går derfor også under navnet Lycabettus Hill. Jeg vælger bare førstnævnte, for det er langt federe at have brugt sin søndag på at bestige et bjerg end på at gå op på toppen af en bakke, ikke?
Mount Lycabettus er næsten to gange højere end Akropolis, der oprindeligt var byens højeste punkt. Byen har dog udvidet sig noget siden oldtiden, så nu er det Mount Lycabettus, der er det højeste punkt. Står man ved Syntagma i centrum, tager det nok 15-20 minutter at gå hen til foden af det, og turen derhen er rigtig hyggelig. Vi gik en anden vej derhen, hvor vi kom forbi de mest fantastiske trapper (som jeg nok skal vise jer senere), og vil man gøre os kunsten efter, skal man om på sydøstsiden og finde den vej, der hedder Marasli. Det kan varmt anbefales!
Området ved foden af Lycabettus hedder Kolonaki og er superhyggeligt at gå rundt i, så sæt lidt ekstra tid af til at tage en kop kaffe på en café og tage et par billeder til Instagram, hvis I også er den slags opdagelsesrejsende, haha.
Selve turen op tager nok omtrent en halv times tid, men kan nok godt klares væsentligt hurtigere, hvis man ikke stopper op og tager billeder og nyder udsigten (og puster lidt). Det, jeg bedst kunne lide ved turen, var faktisk selve turen derop. Altså, udsigten var spektakulær, men udsigterne på vej op var bare endnu finere, synes jeg. Der er fyldt med kaktusser og andre fine planter, og som I kan se, fandt vi en masse fine steder på turen derop.
Vil man dertil med offentlig transport, er metrostationen Evangelismos noget af det tætteste, man kommer på, og der er stadig 20 minutters gang. Man kan nok godt finde en bus, men medmindre man har dårlige ben, ville jeg ærligt talt bare gå. Der findes faktisk en lille kabelbane, som man kan komme med for 7 euro tur/retur, men turen på tre minutter foregår i en tunnel og var derfor ikke noget, vi så meget som overvejede.
Så hvis I kommer forbi Athen, synes jeg helt sikkert, I skal slå vejen forbi Lycabettus. Mount Lycabettus.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Super lækre billeder jo! Jeg får næsten helt lyst til, at årets sommerferie skal gå til Athen ;) Men, tror Italien vinder i år.
Tusind tak, Janni! Ja, det er dæleme også en dejlig by, som jeg varmt kan anbefale :) Kan dog godt forstå, Italien vinder, når det er en sommerferie! Athen er nok mere en city break-by :)