HVAD MAN IKKE MÅ SIGE TIL EN, DER KAN BLIVE STØDT

Når internettet sådan er lidt til og fra, har man lige pludselig rigtig god tid til alt muligt andet. Desværre bliver jeg for det meste så frustreret over at være ufrivilligt offline, at det ikke lykkes mig at bruge “frirummet” hverken konstruktivt eller effektivt, og så ender jeg med at sidde og gense det ene afsnit af Outlander, jeg har downloadet på min telefon.

Engang imellem, når vinden blæser den rigtige vej, og månen står i syvende hus, dukker der lige en notifikation op på skærmen, og selvom det burde være en glædelig ting og et vidnesbyrd om, at internettet er deroppe bag skyerne, selvom man ikke lige kan se det, er jeg begyndt at blive lidt bange for de der notifikationer. Engang imellem bringer de gode nyheder om et par nye følgere på Instagram, og selvom det jo selvfølgelig er en glædelig begivenhed, vejer det ikke helt op for den anden slags notifikationer, der tikker ind: Youtubekommentarer og emails.

De fleste bloggere klager over en fyldt indbakke, og der kan jeg så sige, at det er ikke et af mine problemer. Jeg får engang imellem søde mails fra jer, som jeg sætter stor pris på, men der er ikke ligefrem så mange af dem, at de stresser mig. Jeg får heller ikke de der røvirriterende tilbud fra firmaer, der bare drøngerne vil arbejde sammen med mig og desuden betale mig for det, så det skal jeg heller ikke bekymre mig om.

Til gengæld får jeg mails fra mange andre. Obskure webshops, der vil tilbyde mig (og jer, you lucky dogs) rabatkoder på tvivlsomme brudekjoler, potentielle kunder, der er villige til at betale mig hele FEM dollars for en tekst på 1000 ord, som desuden skal være klar om tre timer, og ikke mindst: Youtube, der lige lader mig vide, hvornår der tikker en ny kommentar ind på mine videoer.

Jeg er i den frydefulde situation, at jeg ikke er ret hærdet, når det kommer til negative kommentarer, for jeg har en samling af dejlige, hyggelige læsere, og desuden skriver jeg sjældent om ret kontroversielle emner. Men. Det er bare pisseligegyldigt på Youtube, for der er det blevet en slags folkesport at være negativ, og så er det sådan set ikke så vigtigt, hvad det er, man angriber. Så længe man angriber.

Jeg læste lige Miriams nye indlæg, hvor hun meget fint siger fra over for den der nye tendens, hvor vi fryder os over at finde ting, der støder os, og dermed gør alle emner giftige. Miriam ender (spoiler alert!) med at konkludere: “Det er ikke mit problem.” Læs forresten lige indlægget – det er fremragende.

Men det er sgu Miriams problem, ligesom det er mit og jeres, for uanset hvor meget man beslutter sig for at ignorere den slags kommentarer, så forgifter de altså “den gode stemning” og hele den samtale, der er grundlaget for den tillid, der er så særlig for vores lille land.

I et af Miriams eksempler er der en dame, der i bund og grund beder Miriam holde sin kæft om alt, der har med børn at gøre, fordi hun ikke selv har børn. Hvis man siger noget negativt om børn uden selv at have børn, støder man altså ALLE, der har børn. Det er alligevel en del mennesker, man kan få på nakken på den måde.

Forleden var der en lille notifikation, der faldt igennem internettet og landede på min telefon. Der var sgu brev. Nogen syntes noget om min Kuala Lumpur-video.

Too much whining and grumpy statement ..just watch a few videos from your journey in SEA and i think this region is not suitable for you..maybe visiting russia or Switzerland is good for you..Have a nice day in Sri Lanka

Jeg følte egentlig ikke, at jeg sådan beklagede mig. Overordnet set var jeg positivt overrasket over Kuala Lumpur, men jeg sagde godt nok, at jeg havde det varmt.

You seem narrow-minded and closed off to different cultures. You certainly are not a beautiful soul like Audrey Hepburn or Angelina Jolie, Asia was never too hot for them to whinge like you have.

Den anden video fra Kuala Lumpur blev set en hel del gange, så den fik selvfølgelig også et par kommentarer med på vejen. Det er Youtube, og det har vi efterhånden accepteret, at vi bare skal vænne os til. Alligevel blev jeg ked af de kommentarer. Jeg kan ikke lade være med at tænke over dem, og så ender jeg med at tvivle på, om jeg overhovedet kan tillade mig at fortælle, at toget er propfyldt. Nogen kunne jo tolke det, som om jeg hader tog, mennesker eller Sri Lanka. Jeg citerer en anden kommentar fra Angelina Jolie-eksperten:

There is an air of bitchy negativity about your personality.

Der er efterhånden blevet opstillet sådan en lose-lose situation, hvor man ikke kan sige noget som helst om noget som helst, uden at man støder enten folk, kulturer eller hele befolkningsgrupper (forældre/mænd/kvinder/ogalledeandrekøn/børn/hvide/sorte/ogalledeandrefarver/meteorologer). Når jeg siger, luftfugtigheden er høj, bliver jeg bedt om at skride ad Pommern til (altså, til Schweiz eller Rusland), og på baggrund af det ene udsagn kan man åbenbart både konkludere og tillade sig at sige en masse om både mig og min personlighed.

Vi skal passe på, hvad vi siger. Ja, det skal vi selvfølgelig – til en vis grad.

Men vi skal efterhånden også passe på ikke at passe for meget på, hvad vi siger.

En ny trend i blogland er de der indlæg, der handler om, hvad man skal eller ikke skal sige til folk der er i forskellige situationer. Jeg har læst flere af indlæggene, og jeg synes, de for det meste er både velskrevne og gennemtænkte, og jeg hylder udgangspunktet, som jeg tolker som: Vi vil gerne være gode ved hinanden, og sådan her undgår vi at komme til at såre de mennesker, vi holder af.

Fint. Det er en skidegod tanke – men det er et tveægget sværd. For i stedet for at guide os til, hvad vi kan sige, bliver den hurtigt oversat til en masse regler for, hvad vi ikke må sige, og fordi vi så tilfældigvis selv lige har læst et indlæg, der har hjulpet os på vej, kan vi tillade os at blive både stødt og harme over velmente kommentarer fra folk, der ikke lige har fået det memo, og som af forskellige grunde ikke lige har fået tænkt tanken selv.

Jeg tror, de fleste af os har materiale til sådan et indlæg. Jeg kunne skrive om anoreksi, depression eller mobning og guide jer til, hvad I kan sige til sådan en som mig. Andre kan skrive om at miste en forælder, at være terminalt syg, at være single, at tabe håret – you name it. Vi har alle vores, og der er altid nogen, der har noget at sige om det.

Jo mere vi fortæller om det, desto flere kommentarer får vi, og derfor kan jeg godt forstå, at for eksempel Cathrine vælger at stå frem og sige: Hør her, jeg ved, jeres kommentarer kommer fra et godt sted, men det er ikke lige det, jeg har behov for at høre lige nu. Det udmundede i nogle virkelig gode indlæg, som mange satte stor pris på, og nu har de af os, der har læst Cathrines råd og overvejelser, muligheden for at gebærde os lidt mere gelinde fremover.

Det er en gave. Indtil vi bruger den til at blive stødt på andres vegne. “Der er faktisk nogen, der fryser, og så klager du over varmen.” Vi har mulighed for at tænke andre folks udgangspunkter ind og agere efter det, når vi taler med dem, men vi har ikke mulighed for at tænke alles udgangspunkter ind hele tiden.

Jeg tror på, at vi vil hinanden det godt. Jeg tror, det er de færreste af os, der bevidst prøver at såre nogen. Den tanke skinner også igennem i både Cathrines og Miriams indlæg, og det er den tanke, der danner grundlaget for alt det smukke og dejlige, vi har sammen på tværs af både bælter, blogs og caféborde.

Når jeg deler en video, deler jeg mine oplevelser, så I forhåbentligt kan få glæde af dem på den ene eller den anden måde. Derfor fortæller jeg, på en pæn måde, også om både det gode og det dårlige ved byen. I videoen undlod jeg faktisk at komme ind på det største minus, jeg oplevede ved Kuala Lumpur, fordi jeg ikke kunne overskue konsekvenserne af at dele den oplevelse, jeg i stedet valgte at dele i blogindlægget.

I det tilfælde handlede det om den meget mandsdominerede kultur, der kom ret meget bag på mig. Siden da har jeg talt om det par gange med folk, jeg har mødt herude, og de siger alle som én, at de ofte har samme oplevelse, når de rejser i Malaysia eller andre muslimske (og nogle gange også hinduistiske) lande.

Det giver god mening, for det er jo helt andre kulturer, end dem jeg er vant til fra Danmark og fra andre sydøstasiatiske lande, og det er i sig selv hverken godt eller skidt. Det er bare en kulturforskel. En forskel der opleves forskelligt fra sted til sted og land til land af forskellige mennesker. Personligt bryder jeg mig ikke om at være eneste kvinde på gaden, for jeg synes, det føles både utrygt og en smule unaturligt i forhold til, hvad jeg er vant til. Og hvad betyder det så, at jeg siger det? Betyder det, at jeg hader islam? Eller hinduismen? Eller Malaysia? Eller mænd? Eller befærdede veje? Nej, det gør det ikke. Det betyder faktisk nærmest slet ingenting. Der behøver nemlig ikke altid ligge noget bag.

Jeg kan godt sige, at jeg er mere komfortabel i Chiang Mai, end jeg er i Kuala Lumpur, uden at det betyder, jeg angriber hverken nogen eller noget. Der skal være plads til de subjektive oplevelser, og der skal være plads til, at Miriam siger, det er hårdt at køre i bil med sin søsters børn i tre timer, uden at nogen farer i flæsket på hende, fordi de bliver “stødt” over, at nogen siger noget negativt om børn, nu hvor de ikke har nogen og derfor umuligt kan have en gyldig holdning til emnet.

Jeg er heller ikke meterolog, og jeg er ikke opvokset i et subtropisk klima, men jeg kan godt alligevel synes, høj luftfugtighed er møgirriterende. Vi skal lade være med at læse alle mulige angreb, bagtanker og “bitchy negativity” ind i hinandens ord, og vi skal sgu huske at respektere både hinanden og det faktum, at der ikke er én endegyldig sandhed, der gælder for os alle.

Så snart vi åbner munden, er der en meget reel risiko for, at vi får et eller andet skudt i skoene. Vi kan altid blive bedre og klogere, og hvis man vitterligt er i tvivl om, hvordan noget er ment, kan man jo altid spørge på en pæn måde. Undskyld mig, men mener du egentlig, at alle børn er idioter, og at deres forældre er helt forfærdelige mennesker for at have sat dem i verden? Og før man trykker “send”, kan man med fordel læse sit spørgsmål igennem og kigge lidt indad og spørge sig selv, hvorfor man er så særligt sensitiv i forhold til det emne.

Jeg kan huske, hvordan jeg selv for et par år siden blev temmelig harm over at læse et blogindlæg, hvor bloggeren beskrev mælk som “sekret” eller noget i den dur. I stedet for at kommentere indlægget, begyndte jeg at tænke over det, og det gik op for mig, at det ramte mig, fordi jeg inderst inde ikke havde det godt med at spise mælkeprodukter og derfor fik en følelse af skam. Det er en forfærdelig følelse, men den lå hos mig og ikke hos den pågældende blogger. Da det gik op for mig, at jeg havde det sådan, skar jeg drastisk ned på mit indtag af mælkeprodukter. På den måde fjernede jeg mit ømme punkt. Jeg kunne også have lagt en sur kommentar, men det havde jeg nok ikke fået det bedre af.

Det er ikke alle ømme punkter, der kan fjernes, og derfor skal vi tænke os om, før vi taler, men vi skal i lige så høj grad tænke os om, før vi tillægger hinanden onde hensigter både i virkeligheden og i diverse kommentarfelter. Der er lidt for meget ego over den “MIG”-tanke, vi straks farer hen til, når vi stødes over det ene eller det andet. Som afsender kan man umuligt tænke på alle de individuelle MIG’er, der er ens potentielle modtagere, og kunne man det, kunne man jo ikke engang tillade sig at have en god dag, når der sidder et MIG derude og har en lortedag og bliver stødt over, at man synes, livet er nice, når det ikke er tilfældet for alle hele tiden. Hvis man har det hårdt, vil der altid være et MIG, der har det hårdere og derfor bliver stødt over, at man tillader sig at være negativ. Er vi så selvcentrerede, at vi har behov for at belemre alle andre med vores MIG på bekostning af deres?

I 2016 var det meget moderne at være forarget. I 2018 er det meget moderne at være stødt. Mor er ikke forarget, Mor er stødt. Og der er ingen grænser for, hvad Mor kan blive stødt over. Nu er jeg godt nok på orlov fra Danmark, men det gør det kun mere tydeligt, at vi har noget helt særligt i vores lille land. Vi har en grundlæggende tillid til hinanden. Det er den tillid, der gør, at vi kan lade vores børn ligge uden for i barnevognen, selvom vi ikke kigger. Det er den tillid, der gør, at vi er et af verdens lykkeligste folk, og det er en tillid, vi har det med at tage for givet, fordi den er så stor en selvfølgelighed for os.

Hver gang vi leder efter noget at blive stødt over, hakker vi en lille flig af det, som er så særligt for os, og før vi ved af det, har vi skabt en virkelighed, vi ville ønske, vi kunne logge ud af.

Hvad tænker I? Er det noget, I har bidt mærke i?

PS. Fik du set vores Kuala Lumpur-videoer? Før du klikker, er det vigtigt, du gør op med dig selv, om du er et sted i dit liv, hvor du kan holde til, at jeg på et tidspunkt siger, at der er varmt.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)