Klokken 01.28 i nat sad jeg og lagde sidste hånd på noget arbejde, da sengen lige pludselig begyndte at bevæge sig frem og tilbage. Mathias sad inde i stuen, så jeg kunne ikke skyde skylden på ham, og det ville da også have været topmålet af urimelighed at give ham skylden for et jordskælv i Myanmar. For det var, hvad det viste sig at være. Altså, det var også et jordskælv her, men epicenteret var i det centrale Burma, og derfor mærkede vi heldigvis ikke mere til det end den rystende seng. Da vi kiggede ned på poolen, bølgede vandet fra den ene ende til den anden – og så gik vi tilbage i lejligheden.
Da vi var på Bali oplevede vi også jordskælv engang imellem, og jeg kan ikke – hvor dumt det end er – lade være med at synes, det er lidt spændende hver gang. Jeg håber aldrig, jeg oplever et af de farlige, for jeg kommer garanteret til at være hende, der står og kigger sig fascineret omkring, indtil jeg bliver kvast under en elmast.
Selvom vi efterhånden har rejst tilpas længe til, at jeg måske bør “keep it cool” og trække på skuldrene over sådan noget, er det for mig bare et bevis på, at jeg er rigtig langt hjemmefra. Det glemmer jeg lidt engang imellem, når jeg sidder i min topmoderne lejlighed med elektronisk kodelås på døren, der er endnu mere vestlig og endnu mere komfortabel, end det vi er vant til hjemmefra. Det er nemt at blive vant til alle de småting, jeg hoppede og dansede af glæde over, da vi først kom herud, og selvom det er lidt bizart, at der engang imellem skal et jordskælv til at huske mig på det, synes jeg, det er fedt at blive trukket ud af min lille normalitetsboble og mindet om, hvor anderledes alting egentlig er.
Jeg har været for dårlig til at dele min hverdag på både Snapchat (R.I.P.) og Insta-stories, fordi jeg selv er blevet så vant til den, at jeg nok ubevidst tænker, I også er blevet det. Det står i stærk kontrast til, hvordan jeg selv har det, for jeg elsker netop at se glimt fra forskellige hverdage. Det er nemt at klippe en spændende lille fortælling sammen fra en rejse (og dem ser jeg da også gerne), men jeg elsker at se, hvordan noget så “kedeligt” som en hverdag kan være så forskellig for os allesammen.
2018 kommer til at byde på flere nye lande og en masse nye oplevelser, og om en måneds tid er hverdagen i Chiang Mai slut for denne gang. Vi har ingen umiddelbare planer om at vende tilbage, i hvert fald ikke i år, og når jeg kan mærke, at tiden løber ud, bliver det hele en smule mere eksotisk igen. Der skulle lige et jordskælv til, men nu skal jeg nok blive bedre til at nyde – og dele – hverdagen i Chiang Mai.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Bliv der lige lidt endnu – vi kommer snart :-) Jæi!
Vi tager sgu en måned mere! Jaaaa, vi glæder os <3