Er der noget, jeg kan bruge timevis på, så er det at sidde og kigge på nye spændende destinationer og dertilhørende flybilletter. Selvom jeg nok brokker mig lidt over besværet engang imellem, kan jeg ikke løbe fra, at jeg elsker at sidde og forsvinde i rejseplanlægning, datoer og drømme.
I november havde vi egentlig planlagt at tage til Cambodia, men fordi det viste sig, at billetterne ville blive meget dyrere, end vi havde regnet med, gik jeg på jagt efter interessante alternativer, og derfor har vi nu booket billetter til det mest fantastiske sted, der aldrig nogensinde har været på min bucket list. Vi bliver i Chiang Mai indtil midten af februar, for så sparer vi småturene væk for i stedet at have næsten to måneder på Sri Lanka.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
SÅDAN PLANLÆGGER OG BOOKER JEG VORES REJSER
I dag skal det handle om, hvordan jeg planlægger og booker vores rejser. Nu skriver jeg “jeg”, og det gør jeg med fuldt overlæg, for Mathias er ikke just planlægningstypen. For det meste fungerer vores planlægning sådan, at jeg opridser en række forskellige scenarier, og så finder vi begge to frem til det, vi helst vil.
Det vigtigste redskab i min rejseplanlægning er Skyscanner. Dette er ikke et sponsoreret indlæg, selvom min begejstring for konceptet måske kan få det til at lyde sådan. Der er mange forskellige rejsesøgemaskiner, og jeg tror efterhånden, jeg har været forbi dem allesammen, men Skyscanner har gang på gang vist sig at være bedst. Ikke kun fordi det konsekvent er den søgemaskine, der giver mig de laveste priser, men også fordi Skyscanner har en funktion, jeg absolut elsker!
BILLIGE FLYBILLETTER OG VERDENS BEDSTE SØGEFUNKTION
Hvis man ikke har en bestemt destination på tegnebrættet, giver Skyscanner nemlig en mulighed for at søge på “Overalt”. Shit, jeg elsker den funktion. Drømmefunktionen. Bogstaveligt talt. Man taster sit udgangspunkt ind – enten specifikt i form af en lufthavn eller en by, eller mere generelt i form af et land.
Derudover har man mulighed for ikke at søge på en specifik dato, men i stedet kigge på en hel måned, så man kan se, hvilke datoer der er billigst at flyve på.
SÅDAN FINDER JEG BILLIGE FLYBILLETTER TIL SPÆNDENDE DESTINATIONER
Så det er det, jeg gør. Jeg indstiller min søgning fra mit udgangspunkt. Hvis det er en større rejse, bruger jeg faktisk ofte en af de større lufthavne som udgangspunkt, fordi der er større chance for at finde spændende, billige billetter fra eksempelvis Bangkok, Singapore eller Kuala Lumpur, end der er for at finde dem fra Chiang Mai.
Denne gang tjekkede jeg både rejser fra Chiang Mai, Bangkok og og Kuala Lumpur, før jeg fandt nogle billetter, jeg var hooked på. Jeg indstillede søgningen til “overalt” og blev præsenteret for en masse spændende muligheder.
Når vi rejser ud fra Danmark, bruger jeg for det meste hele landet som udgangspunkt, for hvis det er en større tur, kan det for det meste godt betale sig at være fleksibel i forhold til landsdel og lufthavn.
Når jeg planlægger vores rejser, sørger næsten altid for at få styr på flybilletterne først, og så finder jeg hotel bagefter. Jeg tjekker dog altid, er der er ledige hoteller, der passer til vores budget, før vi booker flybilletterne.
Jeg fandt billige billetter fra Kuala Lumpur til to superspændende destinationer, og heldigvis kunne jeg med en hurtig søgning konstatere, at det ikke ville koste ret meget for os at komme fra Chiang Mai til Kuala Lumpur på en dag, der passede.
BILLIGE FLYBILLETTER KAN BLIVE DYRE
Når jeg har fundet et par muligheder, begynder jeg at kigge på leveomkostningerne de forskellige steder. Først og fremmest kigger jeg på transport og indkvartering, for det giver et godt billede af det generelle prisniveau.
Når jeg planlægger vores rejser, kigger jeg (klog af skade) på, hvor store transportomkostninger der er til og fra lufthavnen. Engang imellem kan en billig billet blive temmelig dyr, hvis man er nødsaget til at bruge mange penge på en taxa eller en overnatning på et lufthavnshotel. Eller begge.
Fordi det denne gang var en større rejse, jeg skulle planlægge, var lufthavnstransporten ikke det vigtigste, for de omkostninger bliver trods alt spredt ud over mange dage. I stedet begyndte jeg at kigge på, hvor nemt det var at komme rundt i landet. Et af stederne (Sri Lanka) var det hamrende billigt, det andet sted (Filippinerne) var det en noget bekostelig affære, hvis vi ville se alle de ting, vi gerne ville se.
FORSKELLIGE SCENARIER OG DERTILHØRENDE UDREGNINGER
Efter nogle timer havde jeg et par scenarier og de anslåede priser klar til Mathias. Et scenarie der bød på Sri Lanka i tre uger og så hjem til Danmark før tid. Et scenarie der bød på Sri Lanka i tre uger, nogle dage i Kuala Lumpur og så Filippinerne i 3 uger, før vi tog hjem til Danmark – og det sidste scenarie: 2 dage i Kuala Lumpur, Sri Lanka i næsten 8 uger og en enkelt dag i Bangkok. Før jeg gik amok i at kreere scenarierne med datoer og priser, havde jeg selvfølgelig lige tjekket med Mathias, at det var nogle destinationer, han sagde god for. Og det var det heldigvis!
Vi stregede hurtigt den første mulighed, for der er ikke det store ved at komme til Danmark i midten af marts i stedet for april. Den anden mulighed var spændende, men da vi kiggede nærmere på Sri Lanka, stod det meget klart for os, at vi gerne vil have så god tid som muligt til at udforske og opleve – og så gav valget faktisk sig selv.
Vi kunne få 45 dage i landet og billige flybilletter til omtrent 1000 kroner, eller vi kunne få 54 dage i landet og betale 50-60% mere for billetterne. I sidste ende valgte vi at tage den ekstra udgift med, for der var ingen af os, der var vilde med tanken om 8 mellemlandingsdage i Kuala Lumpur. I hvert fald ikke når det var på bekostning af det samme antal dage på drømmedestinationen.
DET TAGER TID AT FINDE DE RIGTIGE FLYBILLETTER
Når jeg planlægger en rejse, ender jeg altid med at sidde med 50 åbne faner og jonglere med en pokkers masse datoer, priser og scenarier. Så snart jeg får mig begrænset bare en smule, finder jeg en blyant og begynder at skrible ned, så jeg kan holde styr på alle mulighederne, og jo mere jeg undersøger og noterer, desto klarere bliver valget ofte – enten på grund af pris, muligheder, internet, visum eller hoteller – der er mange faktorer, der skal spille sammen.
Når jeg har lagt mig fast på en destination, tjekker jeg for en sikkerheds skyld altid billetpriserne til og fra andre lufthavne i nærheden. For det meste lægger jeg mig først fast på de specifikke datoer til allersidst, så jeg hele tiden har styr på, hvornår jeg kan få de billigste flybilletter.
HUSK AT REGNE DISSE UDGIFTER MED I DE BILLIGE FLYBILLETTER
Selvom Skyscanner ofte henviser til forskellige “mellemmænd”, der formidler flybilletter fra forskellige selskaber, foretrækker jeg næsten altid at booke direkte hos flyselskabet – medmindre vi rejser uden bagage. Mellemmændene viser nemlig ofte en lille smule lavere priser, men til gengæld kræver de så det dobbelte for bagagen, og så er den besparelse hurtigt forsvundet.
Husk at indregne eventuelle bagagetillæg i det store regnestykke. Ofte kan en mellemlanding gøre flybilletten lidt billigere, men til gengæld stiger prisen for bagage, og i nogle tilfælde (i mange tilfælde!) bliver du nødt til at gå igennem immigrationen, hente din bagage og checke den ind på ny, hvilket virkelig kan være irriterende. Især når man lander i Kuala Lumpur klokken 1 om natten og først kan checke bagagen ind kl. 06. Engang imellem er det vilkårene, når man booker de billige flybilletter, men vi prøver så vidt muligt at undgå den slags.
Mange flyselskaber kræver betaling for at håndtere din betaling. Det er det meste tåbelige koncept nogensinde, men ikke desto mindre er det temmelig udbredt. Du kan derfor spare lidt ved at booke en returbillet i stedet for to enkeltbilletter, men beløbet er ofte så relativt småt (typisk i omegnen af 40 kroner), at det for os bedre kan betale sig at holde vores muligheder åbne og bare købe en enkeltbillet. Vi bander dog lidt hver gang, bare for god ordens skyld.
Hvad er jeres bedste tips til rejseplanlægningen?
THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)