Sidst I hørte fra mig, havde vi netop besluttet os for at forlade Chiang Mai for en stund og tage til Koh Chang for at holde lidt pause fra det hele og lade batterierne lidt op. Det er skønt at bo i Thailand, og det er lækkert at være selvstændig og have mulighed for at være hvor end i (den billige del af) verden, vi har lyst til, men det er også hårdt.
Det er hårdt at få gang i en karriere som freelancer, og det er måske lidt ekstra hårdt for mig, fordi jeg er så helt igennem elendig til at sælge mig selv. Det resulterer i nogle latterligt lave timelønninger (som jeg dog langsomt får skubbet lidt opad i takt med at min erfaring stiger, og folk (heldigvis) siger pæne ting om mit arbejde), der betyder, at jeg skal arbejde en hel del for at tjene meget lidt.
Og det bliver sgu lidt stressende. Nogle dage har jeg tossetravlt, og andre dage sidder jeg og panikker over, at jeg ikke har noget (betalt) arbejde at lave. Jeg har altid noget, jeg bør klare i forhold til bloggen og Youtube, men dem kører jeg jo mere på hobbybasis, så det er ikke det, der giver curry på risene.
Jeg kan mærke, at jeg er på rette vej, men jeg har stadig rigtig mange dage, hvor jeg slet ikke kan se, hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen, og jeg bliver i hamrende dårligt humør, hver gang det er tid til at hæve en ny omgang kontanter, og tallet på min konto bliver mindre.
Nina skrev forleden en kommentar, hvor hun fortalte, at de i hendes omgangskreds kalder det “eksistens-stress”, når man kæmper for bare at have til ly, læ og mad – og jeg er vild med den betegnelse. Den rammer nemlig SÅ meget plet. Og lige så skønt som det er at være “sin egen chef” og kunne arbejde fra en café i Thailand – ligeså stressende er følelsen af ikke at vide, om jeg kan tjene det, jeg skal, og om jeg nogensinde kommer til det. Altså, det ved jeg jo godt, at jeg nok kommer til det på et tidspunkt, men når man står midt i det er det meget nemt at være meget pessimistisk.
Så vi tog sgu til Koh Chang for at holde lidt ferie. Ikke ferie i den typiske forstand, men ferie i bloggerforstanden, hvor jeg kunne fokusere på mine egne projekter og så ellers putte fødderne i noget saltvand engang imellem. Og det gik slet ikke som planlagt. Som I kan se, har I jo ikke fået et eneste indlæg herinde.
Et par dage efter vi ankom, fik jeg nemlig en opgave (og jeg er ikke i en position, hvor jeg siger nej, hvis jeg kan sige ja), og dagen efter fik jeg en mere, og et par dage efter en mere og så en mere igen. Så vi har faktisk mest af alt brugt tiden på at sidde og arbejde fra en café et par hundrede meter fra vores lille lyserøde bungalow i Lonely Beach.
Jeg klager ikke, for jeg er glad for at have noget arbejde, men opgaverne har det bare generelt med at komme på de dummeste tidspunkter. De sidste to dage har jeg pretty much arbejdet non-stop, for i morgen tidlig tager vi videre til Koh Mak, hvor vi skal være i fire dage, før vi tager tilbage til Chiang Mai, og der vil jeg vildt gerne kunne holde fri fra freelancearbejdet i et par dage eller tre, så jeg kan trække vejret lidt og bruge noget tid på bloggen og på min youtubekanal.
Jeg har gjort alting klar – jeg har afleveret de fleste opgaver, og resten mangler bare den sidste lille gennemgang. Og for en halv time tikkede der så en ny opgave ind. Jeg er glad for den, men jeg er også træt. Så længe jeg er freelancer, kommer opgaverne til at dumpe ind på både belejlige og ubelejlige tidspunkter, og sådan er det. Men jeg kan mærke, jeg bliver nødt til at blive bedre til også at give mig selv fri engang imellem.
Jeg arbejder ikke hele tiden – overhovedet ikke. Jeg er ikke en af dem, der “bliver nødt til at arbejde noget mindre”, men jeg bliver dæleme nødt til at blive bedre til at holde fri, når jeg ikke arbejder. I går havde vi halvanden times pause, da vi spiste aftensmad nede på stranden, så jeg lagde mig og kiggede op på skyerne. Mathias spurgte mig, hvad jeg tænkte på, og jeg svarede “ingenting”, fordi jeg lå og tænkte på facebookopslag (jeg har ansvaret for et par facebooksider) og fakturaer.
Så det er grunden til, at der ikke er sket en hujende fis herinde på bloggen. Vores ferie blev lige pludselig til noget helt andet, og det er, hvad der kan ske. Vi ruller med det, og i morgen sejler vi til Koh Mak. Og så har vi aftalt, at jeg forhåbentlig kan nøjes med at arbejde om aftenen, så vi kan få mest muligt ud af vores dage på den lille paradisø.
Hvis I gerne vil følge med, er jeg heldigvis noget bedre til at få opdateret inde på Instagram, hvor I kan se lidt billeder fra fine Koh Chang :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Jamen det er da en masse at glæde sig over!! Skønt for jer, at der ruller noget arbejde ind – som jeg husker det, så kommer freelancearbejde netop i bølger. Part of the charm, they say :-) Dejligt, der er noget at rive i, når den konto nu skal fyldes op igen :-)
Tillykke med opgaverne! Det må betyde, du gør noget rigtigt. Hvad har du gjort for at få dem? Har du selv henvendt dig, eller kommer de via anbefalinger fra andre? Og når du selv henvender dig, hvad gør du så for at overbevise dem om, at de skal hyre dig? Jeg har nemlig også vildt svært ved det med at “sætte ord på mine kompetencer”, som en af de AU-workshops, jeg har været til, så fint hedder. Det kunne være fedt med noget inspiration inden jeg om lidt bliver færdiguddannet :)
Tak :)
Jeg har ikke selv henvendt mig, for det er jeg for stor en kylling til at gøre (endnu – jeg skal absolut lære det!), så jeg har bare oprettet mig på en freelanceplatform og fået opgaver den vej fra. Der er ikke de store penge i det, men jeg ville gerne have lidt mere erfaring, før jeg går i luften med min egen hjemmeside, så det finder jeg mig i lidt endnu.
Jeg tror, jeg skriver et indlæg om det på et tidspunkt, hvor jeg går lidt mere i dybden med hvordan! Og så skal jeg ellers også lære det der med at “sætte ord på mine kompetencer” :)