I går aftes læste jeg noget, der var lige ved at få mig til at kaste op. I forgårs kastede jeg rent faktisk op efter at have spist noget mad, jeg endda selv havde lavet (vi mistænker, at vi har købt en giftig gryde), men i går var ubeskriveligt mange gange værre.
I løbet af det seneste år har vi tilbragt 3 måneder i Canggu på Bali, hvor vi har haft nogle rigtig gode oplevelser med de lokale balinesere. Bali er et fantastisk sted, men selvom vi havde hørt meget godt om øen, før vi rejste dertil, havde vi ikke forestillet os, hvor venlige og imødekommende de lokale ville være. Canggu er ikke det mest turistede sted på Bali, men det er afgjort i toppen af listen, men hvor vi i Thailand har vi oplevet, at de lokale bliver mindre venlige, jo flere turister der er, var det slet ikke noget, vi oplevede på Bali.
Vi blev inviteret med til flere ceremonier og begravelser, og da vi strandede på toppen af et bjerg i nærheden af Mount Batur, var det en lokal 17-årig dreng, der kom os til undsætning og tilbød mig at sidde bagpå hans motorcykel.
De fleste balinesere er skønne, skønne mennesker, men der er også en skyggeside. Vi stødte kun på den i forhold til behandlingen af dyr, specielt hunde, for nogle balinesere har desværre et helt andet forhold til dyr, end vi har. Gadehunde bliver forgiftet, vilde hunde bliver fanget og serveret på de særlige RW Warungs, og hunde, der holdes som kæledyr, kidnappes og går samme skæbne i møde. Det viser noget om mennesker, hvordan de behandler deres dyr, men de fleste balinesere er som sagt rigtig dejlige mennesker, der (selvfølgelig) også behandler deres hunde og øvrige dyr ordentligt.
I går læste jeg så et opslag inde på Facebook, der i første omgang tog pusten fra mig og gjorde mig både målløs og rasende på en gang. En vestlig dame bosiddende i Canggu bad om donationer til sin housekeeper, Putu, der åbenbart i mange år har været udsat for vold i hjemmet. Det er der desværre alt for mange kvinder der oplever, og i Indonesien er loven sjældent på kvindens side. Men denne gang gik det fra slemt til forfærdeligt, og Putus mand savede begge hendes fødder af med en machete. Jeg kan nærmest ikke skrive det, fordi jeg synes det gør så utroligt ondt at tænke på, at noget menneske kan finde på den slags. Og det bliver værre, for manden valgte at gøre det foran hendes to børn på henholdsvis 9 og 13 år.
I Indonesien er der ikke noget statsligt sikkerhedsnet til at beskytte kvinder som Putu, der nu ikke længere er i stand til at forsørge sine børn og desuden står med nogle vanvittige lægeregninger, og derfor er der nu blevet oprettet en indsamling. Jeg skriver ikke dette indlæg for at bede jer om at bidrage til indsamlingen. Jeg har selvfølgelig selv bidraget, og det samme har Mathias, for det rørte os begge utroligt meget. Vi kender ikke Putu, men vi kender Canggu, og vi kender Bali, og vi kender kvinder som Putu, og det er derfor, vi mærker det så meget.
Da jeg havde sendt min donation af sted, kunne jeg ikke holde op med at tænke på Putu og på, hvor tilfældigt det er, at jeg vælger at støtte lige netop hende. Misforstå mig ikke, hun fortjener al den støtte og hjælp, hun på nogen måde kan få, men det viste mig noget andet, jeg nok havde mistænkt, men som jeg indtil nu ikke havde følt helt så klart.
Nemlig hvordan min medfølelse forandres, alt efter om jeg kan sætte ansigter på et sted i verden. En skæbne som Putus vil altid røre og forfærde mig, uanset hvor i verden den måtte finde sted, men denne gang mærkede jeg det på en anden måde.
Og midt i kvalmen og alle de forfærdelige billeder endte min tankestrøm et positivt sted. Hvor er vi heldige, at vi i vores tid har mulighed for at rejse ud og opleve andre mennesker og andre leveforhold og skabe nogle forbindelser, der binder os så uløseligt sammen med hinanden på tværs af verdensdele og kulturer.
Det er bare én af mange grunde til at rejse, men det er en god grund, der er medvirkende til, at så mange allerede har valgt at hjælpe Putu. Dét, synes jeg, er helt fantastisk.
Hvis I kunne tænke jer at hjælpe Putu eller følge med i, hvordan det går hende, kan I gøre det lige her
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
6 comments
Uhyggeligt!!
Ja. Mildest talt.
Kan man tro det er rigtig hvad du skriver
Ja, desværre.
Det er så forfærdeligt! Jeg tænker nogle gange over, hvorfor vi i Danmark er så heldige at være født lige netop der – og især som kvinder. Vi kunne ligeså godt være født i Saudi Arabien eller på Bali og have en helt anden skæbne!
Ja, det er svært at forstå, at sådan noget sker. Og ja. Vi er helt utroligt heldige. Det tænker jeg ofte over herude.