Indeholder reklame i form af affiliate links
Sommerferien er det perfekte tidspunkt at starte en blog. Hvorfor det? Fordi du sandsynligvis har en del tid at bruge på projektet. De lyse aftenener giver rig mulighed for at tage nogle smukke billeder, og du har mulighed for at få din blog op at køre, så du kan lancere den, når folk igen er tilbage på kontoret eller skolebænken – for ja, det er der rigtig mange af sidevisningerne kommer fra.
Psssst! Dette er første afsnit i min store blogging-guide. Se hele guiden her.
Det kan måske virke lidt uoverskueligt at gå i gang med at blogge, og måske tænker I ligefrem, at det da også er for sent at starte en blog i 2017. Det var der også flere, der sagde for en 3-4 år siden, og hold fast hvor er der mange bloggere, der er hoppet på vognen siden da, men hvis du brænder for det, er der stensikkert også plads til dig!
I dag skal det handle om et af de allerførste valg, man skal træffe, når man vil starte en blog.
Hvor skal bloggen ligge? Skal den ligge hos sig selv eller hos et blogfællesskab? Skal den ligge hos Blogger eller WordPress? For at svare på de spørgsmål, kan du med fordel stille dig selv et par andre spørgsmål.
Hvilken slags blog vil du starte?
Hvis målet med din blog er at dele billeder fra dit roadtrip i USA, så din familie kan følge med i dine eventyr, er der sandsynligvis ingen grund til at betale for hverken hosting eller domæne. Hvis du derimod drømmer om at være professionel blogger (hvilket du jo i teorien kan kalde dig, når du har tjent din første tier på affiliate links), kan det være en god investering at købe dit eget domæne og dertilhørende webhotel fra begyndelsen, så du giver dig selv de bedste forudsætninger og desuden slipper for at skulle flytte hele molevitten, når du efter de første 4 måneder bliver træt af den begrænsede bevægefrihed, du har med de gratis løsninger.
Min første blog var hostet hos Blogger, og da jeg startede GOWNSANDROSES, oprettede jeg bloggen hos et blogfællesskab, hvor jeg betalte 39 kroner om måneden. Efter et halvt år med månedlige betalinger og læssevis af irriterende reklamer, som jeg ikke engang fik penge for, rykkede jeg over for mig selv, og det er den absolut bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet på bloggens vegne.
–> Har du allerede valgt WordPress? Jeg bruger dette webhotel, der ikke koster mere en én euro om måneden!
Hvor mange penge kan og vil du bruge?
Takes money to make money, siger de kloge, og det er for så vidt rigtigt nok, men det behøver ikke koste en formue. Det meste jeg har oplevet at betale var de 39 kroner om måneden som plus-blogger hos Bloggers Delight, og jeg har aldrig fået mindre for pengene, end jeg gjorde i de seks måneder.
Nu betaler jeg en euro per måned for hosting og 45 kroner årligt for mit domæne, så det har sparet mig rigtig mange penge, at jeg i tidernes morgen sagde farvel til den “faste ‘lave’ månedlige betaling” og i stedet skød omtrent 300 kroner i projektet for det første år. Med hensyn til blogdesignet kan det være så dyrt eller billigt, som du ønsker det, men det kommer jeg tilbage til i et andet indlæg.
Hvis du ikke har en rød reje, kan du enten vælge at oprette en blog hos et blogfællesskab (hvis du ikke betaler, har du for det meste ikke ret megen frihed til at ændre på dit design) eller gennem Googles gratis blogplatform, Blogger. Personligt vil jeg alle dage anbefale Blogger over et blogfællesskab, fordi du så har større kontrol over din blog og dit materiale.
Hvis du derimod er parat til at investere lidt i en mere professionel blog, er der en mulighed, der for mig at se trumfer alle andre, og det er WordPress. WordPress i sig selv er gratis, men eftersom du ikke “ligger” hos nogen, skal du selv betale for både domæne og webhotel.
Gratis WordPress eller “gratis WordPress”?
Giv mig lige en femmer for den mest forvirrende titel nogensinde. Men her kommer forklaringen!
Det “rigtige” WordPress (.org) er et open-source-system, der er 100% gratis at bruge, og det kan installeres på din hjemmeside med et enkelt klik.
Det “falske” WordPress (.com) er skabt af en af skaberne af det “rigtige” WordPress, men WordPress(.com) er faktisk en hosting service i sig selv, og vælger du at oprette din blog eller hjemmeside hos WordPress(.com), ejer du derfor ikke selv din hjemmeside. Derudover er dine muligheder (blandt andet hvad angår design og plugins) meget begrænsede, og den gratis udgave er plastret til med reklamer, som du ikke får noget ud af. Mange begyndere kommer til at starte en blog det forkerte sted, fordi de tror, det er det, der menes med en WordPress-blog, men det er det altså ikke!
Hvis du vil eje din egen hjemmeside og have fuld kontrol med alt fra design til indhold til plugins og reklamer, er det WordPress(.org), du er ude efter. Det er desuden det system, langt størstedelen af de professionelle danske bloggere bruger. Mig selv inklusiv. Hvis du er ude efter en gratis blog, vil jeg ALDRIG anbefale WordPress.com. Vælg i stedet Blogger, hvor du slipper for reklamerne, er fri til at skifte dit design, som det passer dig og desuden slipper for at blive presset til at “opgradere” til et betalt abonnement.
Start en blog –> Hvor?
Så hvad skal du vælge?
Hvis du har en smule penge at gøre med og har nogen former for tanker om at skulle tjene penge på din blog, vil jeg absolut anbefale dig at hoste din egen WordPress-blog og på den måde have fuldt ejerskab og fuld kontrol over din hjemmeside. Det er slet ikke så svært, som mange går og tror, og jeg betaler kun 1 euro om måneden for mit webhotel gennem UnoEuro, så det er ikke noget, der behøver koste en formue. Hvis I klikker jer ind på siden og bruger rabatkoden F2GXNC, får I desuden 3 måneders gratis webhotel! :)
Hvis du derimod bare vil starte en hyggeblog for familien, mens du er på bryllupsrejse i Sydafrika (eller du ligger inde med en knastør konto og en ligeså bankrådgiver) foreslår jeg dig at vælge Blogger.
De næste afsnit kommer til at handle om, hvordan du vælger et godt navn til din blog, og hvordan du helt praktisk køber domæne og webhotel.
Hvis du ikke allerede følger bloggen, kan du gøre det gennem Bloglovin eller Facebook, så du ikke går glip af de næste indlæg i serien :)
THIS POST CONTAINS AFFILIATE LINKS
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
4 comments
Hej.
Tak for et par gode guides til blogging. Jeg har ikke lige læst dem alle – endnu. Jeg er ikke ny som blogger. Jeg startede også med at oprette en blog på Blogger, men blev lidt træt af udsenet, og flyttede derfor i sommers min blog, over på Nouw. Jeg har allerede mit eget domæne og webhotel, faktisk også ved UnoEuro som dig. Men nu til spørgsmålet, for efter at have læst et par af dine guides, er jeg måske blevet lidt hooked på prøve WordPress (.org). Men, ved du om det er nemt at flytte en allerede eksisterende blog der over? Og er det så bedst at have købt et tema inden?
Håber du kan hjælpe mig :)
God aften.
Mvh. Lena
Hej Lena og mange tak :)
Åh, ved du hvad, det kan jeg faktisk ikke rigtig huske. Jeg flyttede selv min blog fra Blogger til WordPress, og det tog ikke mange minutter, men jeg kender slet ikke til Nouw, så jeg kan desværre ikke svare dig på det. Jeg vil dog tro, det er nogenlunde lige til. Jeg kan i hvert fald kun anbefale at skifte til WordPress.
Hvis jeg var dig, ville jeg kigge efter tema og købe det, inden jeg flyttede min blog, for på den måde kan du sætte en masse op, før du flytter, så din blog ikke behøver at være nede i flere dage, mens du designer og tilpasser din nye side.
Du må bare skrive, hvis du har flere spørgsmål, så vil jeg besvare dem efter bedste evne :)
KH Anne-Li
Hej Anne-Li,
Jeg går selv her med en lille drøm om at starte en blog, Men har efterhånden oplevet at der kører en generel stil med blog sites. Jeg har tænkt lidt om det er god idé at starte med dette hvide simple og clean stil, eller om man bare bør gå direkte igang med sin egen stil?
Og hvis man nu sidder her og tænker man vil starte en music blog, kender du så til nogen hvor man kan finde noget inspiration? som ikke er en livsstils blog, hvilket oftest er det jeg støder på.
Hej Bob
Ja, det kan du godt have ret i, at der gør. Selv foretrækker jeg det hvide, rene udtryk, men det passer selvfølgelig ikke til alting, og hvis du har en god idé, der passer godt til dig, synes jeg da bare, du skal give det et skud! :)
Der kan jeg desværre ikke være så behjælpelig. Måske du kan gå ind på Bloglovin og browse lidt rundt?