Jeg er nok lidt en kedelig tante på det her punkt, men strande siger mig altså ikke ret meget. I hvert fald ikke de sædvanlige lange, turistede sandstrande. Jeg synes, de er kedelige. Medmindre der altså er skyllet en masse skaller op, så skal I se mig gå både amok og i barndom, men ellers rocker de altså ikke min båd. Måske fordi jeg har nået en alder, hvor folk kigger mærkeligt på mig, hvis jeg bruger min tid på at grave mig ned i et hul i stedet for at tage sol eller bade.
En strand jeg dog var helt vild med var den lillebitte Suluban Beach på den sydlige del af Bali. Suluban Beach er en strand, man ikke tilfældigvis støder på. Den ligger få kilometer nord for Uluwatu-templet, så selve området er temmelig turistet, men fordi stranden er omgivet af klipper, kan man kun komme ned til den via en temmelig lang trappe (107 trin, hvis nogen skulle finde på at spørge!), der ligger for enden af en blind vej, og det lader ikke til, der er så voldsomt mange, der kommer den vej forbi.
Det koster ingenting at komme ned til Suluban Beach udover et par kroner til parkering, men det er et af de steder på Bali, jeg varmest kan anbefale at smutte forbi. Det er ikke fordi, det er et sted, der er særligt velegnet til hverken at svømme eller at sole sig – det egner sig nok egentlig bedst til bare at blive beundret (og eventuelt til at være baggrunden på et Instabillede eller to), men det gjorde vi til gengæld også. Det er sådan en fin lille strand, og jeg var helt blæst bagover af de smukke klipper med alle de forskellige farvenuancer.
Har I besøgt Bali? Og hvilke steder tog pusten væk fra jer? :)
I kan forresten se nærmere på Suluban Beach i denne video fra den sidste dag på vores roadtrip. Hvis I ikke har tid til at se den hele, kan I hoppe 6 minutter og 30 sekunder ind og komme direkte til Suluban Beach!
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)