Selv hvis man har sin base i Danmark, har mange af os efterhånden mulighed for at rejse ud – nogle gange nært, andre gange fjernt. Jeg tror bare, vi skal inspireres lidt, for når incitamentet er der, har tiden og opsparingen det med at følge trop! Tirsdagsrejsetips er en ny føljeton, hvor jeg hver uge inviterer en af mine yndlingsbloggere til at dele sine allerbedste tips til yndlingsdestinationen.
I dag har jeg den glæde at byde velkommen til Celia, der er kvinden bag bloggen Wanderings.dk! Jeg har længe gerne villet samarbejde med Celia, for nu har jeg efterhånden i flere år beundret både hendes og hendes forskellige projekter. Det begyndte engang i 2014, tror jeg, hvor jeg kom forbi hendes daværende blog og for første gang nogensinde stiftede bekendtskab med konceptet “digital nomade”. Som I nok kan gætte, endte det med at få ret stor betydning for min tilværelse, for Celias gå-på-mod og eventyrlyst har været en stor del af motivationen bag min egen beslutning. Celia flyttede sidste år til yndlingsbyen Los Angeles og er nu vaskeægte, velfungerende udlandsdansker. Jeg elsker at følge med i Celias liv i LA! For det første fordi jeg finder det så uendeligt inspirerende at se sådan en sej kvinde følge og udleve sin drøm, og for det andet fordi det hele fortælles gennem en række skønne, gennemarbejdede og velformulerede indlæg, hvor der aldrig spares på hverken ord eller tanker. En kvinde efter mit hjerte!
Celias blog er lidt af en uopdaget perle i blogverdenen, og jeg er så glad for at kunne dele både den og Celias bedste tips til Los Angeles med jer i dag. Og som I kan se, forstår Celia sig i dén grad på at hælde værdi i et indlæg. Jeg var lige ved at blive blæst bagover, da jeg modtog hendes tips, og det tror jeg også, I bliver! Nu vil jeg overlade ordet til Celia.
CELIAS BEDSTE TIPS TIL LOS ANGELES
Da sødeste Anne-Li spurgte, om jeg ville dele min favoritdestination med jer, hendes skønne læsere, havde jeg først 1000 steder, jeg havde lyst til at skrive om. Jeg har efterladt stykker af mit hjerte rigtig mange steder i verden, og derfor var det absolut ikke nogen nem opgave at vælge én destination!
Men jeg mærkede efter, og selvfølgelig skal I høre om Sydcaliforniens hovedstad, min yndlingsby, mit hjem: Fantastiske Los Angeles.
Jeg har boet her i lidt over et år, og jeg har ingen planer om nogensinde at flytte herfra. Jeg elsker at rejse, og det bliver jeg ved med at gøre, men Los Angeles er den rette base for mig og det sted, jeg kan se mig selv blive gammel.
Men Los Angeles er et besynderligt sted. Jeg har generelt det indtryk, at turister har svært ved at forstå byen og dens opbygning, og de manglende turistattraktioner gør, at mange efterlades med en lidt tam følelse, når de har besøgt byen.
For mig er Los Angeles et mekka af dimensioner. Det er den fedeste by at bo i efter min mening, for den kan alt. Den er samtidig også nem at bo i, forstået på den måde, at der altid sker noget, og at du altid kan handle, shoppe, gå i byen, gå på restaurant og alt andet. Jeg føler en uendelig frihed over at bo her. Det er så nemt; så godt.
Og netop derfor vil jeg introducere jer til nogle af de bedste ting, man kan lave i Los Angeles, så I hvis (når?) I besøger byen kan få bare en forsmag på, hvorfor jeg elsker den så meget.
LÆS OGSÅ: KOMMER I HJEM TIL JUL?
GÅ PÅ OPDAGELSE I BJERGENE
Jeg fik på et tidspunkt en kommentar på min egen blog fra en læser, der ikke havde meget pænt at sige om Los Angeles. “Det er jo bare en betonjungle”, skrev hun, og særligt dén beskrivelse har jeg haft svært ved at slippe igen – simpelthen fordi det ikke kunne være mere forkert!
Los Angeles er en meget grøn by, der omsluttes af forskellige bjerge, som i nogle tilfælde ligger helt centralt i byen. Santa Monica Mountains strækker sig helt ude fra kysten, parallelt med Stillehavet, og slutter midt inde i Los Angeles, lige nord for Hollywood, i hvad der også kendes som Hollywood Hills.
Der er et hav af parker i bjergene, som har nogle vildt gode trails, der er perfekte til hiking. Jeg hiker fire gange ugentligt i Runyon Canyon Park, som starter lige midt i Hollywood og er en fantastisk workout, som ikke kun får pulsen op, men også bidrager med den mest fantastiske udsigt over hele byen – lige fra Downtowns skyskrabere til Stillehavet.
Griffith Park er en anden fantastisk park, der ligger centralt i LA. Her er der over 80 km hiking trails at udforske, og parken er også hjemsted for det velkendte Hollywood-skilt, som man kan hike op til og se tæt på – forfra og bagfra. En formidabel turistattraktion, som kun de færreste turister kender til.
Jeg har lavet et indlæg på min egen blog om mine fem yndlingshikes i LA, men ellers vil jeg henvise til modernhiker.com, som jeg selv bruger til at finde nye hikes i LA!
LÆS OGSÅ: EMMA MARTINYS BEDSTE TIPS TIL BERLIN
TAG PÅ ROOFTOP BAR
Jeg er blevet kæmpe stor fan af at snuppe en drink på en af de mange rooftop bars i Los Angeles, med formidabel udsigt over byen. I og med at store dele af Los Angeles ikke har skyskrabere, skal man sjældent mere end et par etager op for at få et perfekt overblik over byen, mens man sidder og nyder sin drink.
Nogle af mine favoritter er The London Hotels rooftop i West Hollywood. Udsigten deroppe fra er fantastisk, og der er en meget eksklusiv stemning, selvom drinksne ikke er dyrere end andre steder i byen. Derudover er E.P. & L.P. i West Hollywood også kendt for hyggelig stemning med lyskæder og en masse grønt. Og sidst men ikke mindst har jeg for nyligt fundet Perchs i Downtown, som giver den perfekte udsigt over de flotte skyskrabere og resten af Downtown!
KØR PÅ NOGLE AF DE BERØMTE VEJE
Los Angeles er en kæmpe by, og derfor kommer du til at bruge noget tid bag rattet i din bil, mens du er her – så hvorfor ikke køre på nogle af de fedeste veje i og omkring Los Angeles?
Highway 1, som jo er den berømte vej, der snor sig langs Stillehavets kyst, er absolut et besøg værd, når man er i Los Angeles. Highway 1 er over 1000 km lang, så du kan ikke køre den i sin helhed på bare én dag. Men den er alligevel spændende at køre på i nogle timer, mens landskabet konstant ændres.
Derudover elsker jeg også selv at køre på Mulholland Dr, som er en snoet bjergvej, der snor sig på begge sider af Santa Monica Mountains gennem Los Angeles. Der er lavet en del udkigsposter på vejen, så hold gerne ind til siden og nyd udsigten!
En sidste vej, som jeg altid tager vores gæster ned ad, når vi er så heldige at have besøg, er Beverly Dr. Normalt kommer jeg fra Coldwater Canyon Dr, der ender lige hvor Beverly Dr starter. Turen er helt magisk, fordi man kører forbi de mange kæmpe mansions i Beverly Hills, og samtidig kører ned ad den brede Beverly Dr, der har de smukke høje, slanke palmer på hver side. Generelt er det en stor oplevelse at køre rundt i Beverly Hills, men Beverly Dr er særlig magisk!
LÆS OGSÅ: HVAD KOSTER ET ROADTRIP I USA?
UDFORSK DE MANGE BYDELE
Jeg plejer normalt at sige, at Los Angeles er en masse små byer, der er vokset sammen – og det er der virkelig noget om! Derfor kan jeg kun anbefale at udforske de mange forskellige bydele, så du får en bedre forståelse for, hvor meget LA egentlig kan.
Oplev de sløve beach vibes i Venice Beach, hop i bølgen blå i noget mere polerede Santa Monica, fest til den lyse morgen med LGBT communitiet i West Hollywood, shop med alle de dyre damer i Beverly Hills, drik en kaffe med de rige i Brentwood, gå på Walk of Fame med de mange turister og hjemløse i Hollywood, se skyskrabere og fornem storbystemningen i Downtown LA, tag på tour i diverse film studier i Burbank, spis hjemmedyrket hipster-mad i Arts District, ryg en joint med de lade typer i Silverlake, shop lokalt og biodynamisk i Echo Park og spis en snasket burger på In-N-Out i Culver City.
… Som sagt, Los Angeles kan det hele, når blot man ved, hvor man skal tage hen. Her er for det meste dejligt solskin, og byen er skøn at besøge stort set hele året rundt. Og nu hvor Norwegian flyver direkte mellem København og LA (af og til helt ned til 999 kr. Pr. vej!), er der ikke nogen undskyldning for ikke at tage af sted. :)
Tusind tak, Anne-Li, for at jeg måtte dele min kærlighed til min by på din blog!
FLERE REJSETIPS
EMMA MARTINYS BEDSTE TIPS TIL BERLIN
DANICA CHLOÉS BEDSTE TIPS TIL ROM
CAMILLAS BEDSTE TIPS TIL HONG KONG
10 SÆRE INSIDERTIPS TIL THAILAND
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
3 comments
Tusind tak for den fine introduktion, Anne-Li! Jeg er simpelthen så glad for, at jeg måtte skrive på din blog (den er faktisk min yndlingsblog, men det må du ikke sige til alle de andre. ;) )! Det er sådan en hyggelig serie, du har sat gang i her, og jeg glæder mig allerede til den næste i serien. :)
Håber, I har det godt ude i den store verden! Kæmpe knus!
Selv tak, søde du! Du fortjener hvert et ord :)
Haha, tak skal du have! Det er noget af det bedste, man kan sige til mig :D
Jeg er også selv svært tilfreds med serien indtil videre – og så kan jeg også selv glæde mig til et nyt indlæg hver uge!
<3
[…] i øvrigt op hos søde Anne-Li, som jo blogger på Gownsandroses.dk – det indlæg kan I læse HER, og så vil jeg bare lige slå et slag for Anne-Lis blog, for den er faktisk min favorit for tiden. […]