2 UGER TIL AFREJSE

Jeg. Kan. Ikke. Fatte. Det.

Om to uger er vi i Bangkok. Ugens indlæg er en lille smule forsinket på grund af en herrespændende herrehåndboldkamp, som jeg simpelthen ikke kunne rive blikket væk fra. Sådan går det, når der går sport i mig, men det gør der gudskelov sjældent.

På forberedelsesfronten har den sidste uge været den klart letteste. Især fordi vi ikke har gjort det store. Jeg har ikke set Mathias siden mandag morgen, og vi har ikke fået klaret noget som helst. Ingen forsikring og ingen bookede billetter. Vi mangler stadig billetterne fra Bangkok til Bali, så dem skal vi virkelig til at have købt. Nu.

Til gengæld har den sidste uge været den mentalt hårdeste uge. Ugerne flyver så hurtigt forbi, at jeg slet ikke kan følge med, og i går aftes blev det også lige en tand for meget. Lige nu er jeg i Viborg hos min mor, men hovedparten af den sidste uge har jeg brugt med min far i London. Det er så dejligt at få noget tid med mine forældre, før jeg tager af sted, men det viser mig virkelig også bare, hvor meget jeg kommer til at savne dem.

Jeg har altid prioriteret min familie meget højt – og ofte en del højere end mine jævnaldrende – så i bund og grund giver det slet ikke mening for mig at forlade dem i en længere periode. Jeg har altid hadet lejrskoler, og jeg fik hjemve flere dage før, jeg overhovedet tog af sted. Jeg ville bare hjem til min mor, og så kunne alt andet sådan set være lige meget. Hvordan passer det med, at jeg nu smutter på ubestemt tid? Det passer dårligt. Faktisk virkelig dårligt, og det begynder jeg at kunne mærke.

Jeg har aldrig været væk i længere tid end en måned af gangen. Det har aldrig været et problem, og jeg har altid følt, at jeg godt kunne tage en måned mere. Selvfølgelig savner jeg familie og venner, men det har aldrig været tæt på uudholdeligt. Heldigvis har jeg heller ikke oplevet at være udenlands, mens der er sket noget alvorligt eller kæmpestort herhjemme. Denne gang kommer jeg til at være væk, mens min bedste veninde bliver mor og får den største oplevelse i sit liv. Det føles mere end underligt at vide, at jeg måske ikke når at dufte hendes bette, mens han ligger og knirker og er babydejlig, men jeg ved, at jeg nok skal få lov til at være med alligevel. Og så må jeg tage kæmperevanche, når vi kommer hjem på besøg.

Jeg er mere bekymret for min morfar. Jeg ved godt, det går igen i alle mine ugentlige status-indlæg, men det fylder bare meget. Jeg er også pissenervøs for, at der sker noget med andre i min familie, mens jeg er af sted, og det fylder mere og mere, jo tættere vi kommer på afrejsedagen. Jeg tror, det er fordi, jeg begynder at kunne tælle de gange jeg kan nå at se de forskellige personer, før vi tager af sted, på meget få fingre. Shit, det var en indviklet sætning, men jeg kan sgu ikke lige gennemskue at fikse den.

Det er ikke fedt at lide af angst og slet ikke op til sådan en stor rejse. Det må jeg blankt erkende. Jeg bekymrer mig om absolut alting, og det stjæler noget af glæden, men jeg kan heldigvis godt gennemskue, at min angst ikke er rationel. Det betyder desværre ikke, at jeg kan holde op med at føle den, men jeg kan heldigvis tænke mig nogenlunde ud af de forskellige bekymringer, når de rammer. Hvis det var farligt at flyve, var der ingen forældre, der ville tage deres børn med ombord på et fly. Hvis det virkelig var farligt at køre på scooter i Thailand, var der nok ikke så mange turister, der gjorde det hele tiden. Und so weiter. Men bekymringerne spidser til, jo tættere vi kommer på afrejsedagen, og jeg tror ikke, de holder kæft foreløbigt. Jeg bliver ganske enkelt nødt til at gå dem af mig ved bare at gøre det hele alligevel og forhåbentlig bevise over for mig selv, at der ikke sker noget ved det.

I dag har vi besøgt min mors faster og onkel. Han er 89 og har netop fået konstateret kræft, og selvom han er gammel, er det virkelig trist, for han er simpelthen den hyggeligste mand og en kæmpestor del af vores familie. Heldigvis så han godt ud og var ved godt mod, så der er måske god grund til at håbe, at jeg får ham at se igen, men det var sgu hårdt at vinke farvel. Men sådan er det jo. Jeg er bare glad for, jeg fik besøgt dem og fik sådan en hyggelig eftermiddag med dem.

De næste par uger bliver noget kaotiske. I denne uge skal jeg være i Viborg indtil tirsdag, hvor jeg skal klippes (og endelig befries fra den rædsomme klipning, jeg fik i april og siden har kæmpet med at gro ud igen) og ud at bo et par dage hos min mormor og morfar i Hornslet. Onsdag står den på de sidste vaccinationer, og fredag skal min mor giftes!

Jeg glæder mig sådan til at dele nogle af alle de oplevelser, jeg havde med min far i London, men jeg har dæleme ikke haft mange timer at give af. I den sidste uge har jeg for første gang nogensinde udgivet to sponsorerede indlæg i træk. Det var ikke planen, men det var to fede kampagner, og jeg havde planer om mange London-indlæg ind imellem, men da jeg så var derovre, var jeg mere optaget af at opleve så meget som muligt og nyde dagene med min far. Det er alligevel sjældent, man som (halv)voksen får mulighed for at være på ferie med sine forældre. Jeg håber dog, I også får noget ud af de sponsorerede indlæg, for jeg prøver altid at koble dem sammen med indlæg, jeg alligevel ville have skrevet. Jeg synes faktisk, det der med at pakke min makeup er lidt af en hurdle! Jeg prøver forskellige kombinationer af i disse uger, hvor jeg alligevel lever i en kuffert, men jeg er nok en smule forvænt og lidt for glad for mine valgmuligheder til rigtig at have styr på det endnu. Der er heldigvis lidt tid endnu, og så snart jeg får lidt kulør kan jeg alligevel kyle min foundation ud, så mon ikke det går.

Og med hensyn til shopping. Ja, så har jeg jo været i London. Og det kan man se på min kuffert. Jeg har hermed fået fat på den længe eftersøgte denimnederdel og et par lange bukser til at rejse i. Og en hel del mere, for der var bare så meget godt i Primark denne gang! Jeg filmede faktisk et haul på hotelværelset, som jeg forhåbentlig får ud en af de næste par dage :)

Nu vil jeg snuppe en kop pebermyntete og en småkage. Hvis I følger med på Snapchat (anneliwallmann), så I måske vores bryllupsbagesession i går. Det meste af kransekagekonfekten er desværre frosset ned, men mon ikke jeg alligevel kan finde noget i skabet! Smut forresten også lige forbi snappen for at se min mors mærkværdige og nærmest gymnastiske reaktion på håndboldherrernes indsats! Det er hyggeligt i Viborg. Så meget er sikkert!

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)