Det er efterhånden et par måneder siden, at jeg løftede sløret for mine sommerferieplaner. Siden da har jeg plottet en hulens masse punkter ind på kortet og planlagt en cirka-rute, og så har jeg ellers brugt timevis på at lede efter den helt rigtige bil til den helt rigtige pris.
I begyndelsen var jeg opsat på bare at finde den billigst mulige løsning, booke den og barbere den ged uden flere overvejelser, men eftersom jeg er sådan en, der tænker indtil det gør ondt, spolerede jeg selvfølgelig min egen plan og begyndte at huske tilbage på de tidligere ture til staterne.
Første gang var jeg 9 år, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke erindrer ret meget om trafikken. Dengang sad jeg bare trygt og godt på bagsædet med min gameboy i den ene hånd og en subwaysandwich i den anden, mens min mor kørte bilen derhen, hvor vi nu skulle. De sidste to gange kørte vi i en autocamper, og jeg kan tydeligt huske, hvordan vi – selv i den hamrende store bil – følte os utroligt små mellem de amerikanske lastbiler, vi herhjemme kun kender fra Coca Cola-reklamerne. Derfor stregede jeg de små chevroleter, kia’er og ford focus’er fra listen og gik på jagt efter en lidt større model.
Når det regner i USA – så regner det! Når solen skinner i USA – så skinner den! Eftersom vi regner med at bruge en meget stor del af tiden i eller omkring bilen (det er vist fidusen med et roadtrip) kunne det være superfedt, hvis den på en eller anden måde kunne tilbyde en lille smule læ for både det ene og det andet, og efterhånden fik jeg indskrænket feltet til SUVs. Sådan en jeep-lignende bil er tilpas stor til, at man ikke bliver mast på de store veje af de gigantiske lastbiler, og samtidig er der så meget plads, at man godt kan rode lidt og stadig have plads til både køletaske, bagage og en halv ko. Derudover kan bagsmækken bruges som tag i regn og sol, hvor man kan bruge bagenden som bænk, mens man spiser sin sandwich og spiller countrymusik på sin banjo. Selvom det sidste nok ikke bliver helt aktuelt for os, er det jo skønt at have muligheden.
Med en større bil, følger desværre også et noget højere bezinforbrug, men heldigvis er benzinpriserne i USA omtrent halvdelen af, hvad de er i Danmark. Jeg kiggede især på 3 hjemmesider: CarTrawler, RentalCars og AutoEurope. Ved alle søgninger havde AutoEurope den billigste løsning, og vi er nu ved at have besluttet os for en Ford Escape, som i skrivende stund koster 3400 kroner for 20 dages leje og fri kilometer – nå ja, og forsikringer. Det er langt billigere, end hvad vi havde budgetteret med, så vi tager de øgede bezinomkostninger i stiv arm (og træder koblingen i bund nedad bakkerne).
(Psssst! Se hvilken bil vi endte med at vælge)
Derudover bliver jeg under hele turen degraderet til co-driver, fordi jeg endnu ikke er fyldt 25 og dermed er hundedyr at forsikre som chauffør – bilen ville faktisk komme til at koste cirka det dobbelte med mig som chauffør. Heldigvis skal vi i gennemsnit kun køre 200 kilometer om dagen, så det skulle min kæreste nok kunne klare.
Har I nogle erfaringer med billeje i USA? Er der mon noget, jeg har glemt at tænke på?
Jeg har endnu ikke trykket bestil, så I kan snildt nå at råbe op :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
13 comments
Det lyder vel nok spændende Anne-Li, GID det var mig der skulle på roadtrip :) Håber I får en dejlig tur :)
Tusind tak – jeg glæder mig også rigtig meget! :D
Hold nu kaje det lyder fantastisk!!
Vi holder billig-ferie i år. Dvs. en uge i sommerhus med mine forældre (=gratis) og så har vi snakket om at gentage vores cykelferiesucces og drage mod Læsø :)
Det håber jeg sørme også, det bliver!
Det lyder altså også rigtig hyggeligt :) Vi holdt også billigferie forrige år, hvor vi fandt en megabillig rejse til Malta, og sidste år drog vi mod Budapest, hvor vi holdt meget budgetvenlig ferie. Det kan sagtens blive et hit, selvom det ikke er dyrt!
Det lyder bare som en helt vildt lækker tur. Tror du ikke, at der er plads til mig i en kuffert måske? Jeg skal nok være sød og lave mad!
Der er fin plads i taskerne på vej derover, men hvis du også vil have en kuffert på vej hjem, må jeg prioritere mellem dig og alle mine indkøb – og jeg ved ikke helt, hvem jeg vælger ;)
Min kæreste skal forsikres i hoved og røv, da han skal væe chauffør, fordi han er 21….. så det bliver røvdyrt, ha ha!!
Jamen for Pokker da også! Ville det ikke være mere logisk, hvis grænsen lå på de 21 år? Jeg synes i hvert fald, 25-rås reglen er lidt tåbelig. Måske fordi det er mig, den går ud over :D
Du er så tjekket og er god til at finde vej, så det er da fint, det bliver din opgave at holde øje med skilte og kort – og så lade Mathias køre bilen. Der skal jo også serveres ‘kaaahhhhrrrffeeee’ undervejs af sådan nogle krus, der passer til bilens kop-holdere (købes nok i Dollar General :-)) og så skal I vel ha’ nogle Skittles liggende i the glove compartment og noget country & western i cd-afspilleren eller på iPhonen!
En mini-køletaske på bagsædet, hvor du kan fange den under kørslen – til mælken til kaffen, chokoladen og skinkesandwichen er også en fremragende idé.
Go Kiddoes :-)
De skittles bliver ikke liggende længe!
Og du har jo helt ret, mor. Jeg ER ret tjekket – med et kort. Og ellers så oplever vi nye og spændende omveje :D
Det lyder SÅ fantastisk og jeg er næsten helt grøn af misundelse! Håber mest af alt I bare får en fantastisk tur! :)
Det håber jeg godt nok også, det bliver! Nu har jeg efterhånden drømt om det i mange år :) Tusind tak!
Vi har jo generelt skrevet ret meget om roadtrips i USA på bloggen, men vi har samlet det hele omkring billeje i det her indlæg (http://afterglobe.dk/billig-billeje-i-usa/) – hvis jeg må tillade mig at linke ;) Det virker som om I har overvejet godt for og imod de forskellige ting. Det hele er jo også meget individuelt :) Vi har været ret tilfredse med vores biler, som har været intermediate (mellem) og standard, og vi har som sådan ikke følt os små på highwayen. Det har været rart at vi også kunne overskue at køre rundt inde i de større byer i hvert fald :) En elektrisk køleboks er virkelig i øvrigt en god ide. Den kan sluttes til cigarettænderen, og så har man kolde drikkevarer lige på bagsædet :)