Det er søndag, og det er derfor tid til en ugentlig status og lidt strøtanker. Det har været en god uge, der har båret meget præg af, at jeg ikke helt havde lyst til at tage af sted fra min familie, selvom jeg glædede mig til at tage hul på vores måned i skønne Athen. Vi landede i går aftes, og i dag har mestendels stået på arbejde og indkøb – sidstnævnte er altid lidt spændende, når man ankommer til et nyt sted. Vi har kunnet konstatere, at bananer er svinedyre hernede, men at man til gengæld kan få et kilo appelsiner til fire kroner. Eftersom vi har en lille juicepresser i vores nye lejlighed, var det en okay byttehandel.
HVOR HAR VI BOET?
I den sidste uge har vi boet lidt forskellige steder – og vi har faktisk boet hver for sig det meste af tiden. Mandag tog Mathis nemlig fra Viborg for at besøge sin mormor på Bornholm, og der blev han, indtil vi i går mødtes i København og tog ud til lufthavnen. Jeg var i Viborg indtil i onsdags, hvor jeg lånte min mors bil og kørte min mormor ind på sygehuset i Århus, og så havde jeg ellers et par dage for mig selv i min fars lejlighed. Han er nemlig ude at rejse igen. Det var selvfølgelig ærgerligt at gå glip af et par dage med ham, men det var nu også tiltrængt med lidt ægte alenetid for første gang siden sidste sommer. I går flyttede vi så ind i vores lillebitte, og meget fine, lejlighed i Athen, og den skal jeg nok vise jer snart.
HVAD ER DEN MEST MINDEVÆRDIGE OPLEVELSE?
Den mest mindeværdige oplevelse fra den forgangne uge er, da vi sad og kiggede på ultralydsbillederne af min mormor og fik at vide, at det var falsk alarm. Hun skal stadig opereres om et par dage, fordi der er noget i hendes ben, der skal fjernes (hvad ved de ikke helt endnu), men de havde været bange for, der var noget i armhulen, hvor hun før har fået fjernet lymfekirtler, og det var der så gudskelov ikke.
HVAD HAR JEG ELLERS LAVET?
I denne uge:
- Fejrede min mormor og jeg den gode nyhed med nachos i solen uden for Ziggy på Trøjborg.
- Købte (og spiste) vi bagefter (endnu) en jordbærtærte, og i den forbindelse bliver jeg altså nødt til lige at anbefale jordbærtærterne fra Brugsen i Hornslet. Jeg ved det godt, det er en tosset anbefaling, men nu har jeg efterhånden spist mig igennem min del af jordbærtærter, og jeg kan derfor konstatere, at dem i Hornslet både er særdeles gode og kan erhverves til provinspriser.
- Lykkedes det mig at kapre en af mine skønne veninder og hive hende med på værtshus en højhellig torsdag aften, og så skulle vi selvfølgelig lige forbi Café Århus, så jeg kunne kramme nogle gamle mænd og hidse mig op over, at ungdommen nu til dags stjæler de nikotinfyldte kasketter, der ellers har hængt i loftet siden… jamen, for evigt.
- Ordnede min mor og jeg hendes drivhus, så det nu er et sted, man kan sidde og drikke en kop kaffe. Måske er det sådan, man kommer igennem en dansk sommer.
- Har jeg saltet en hulens masse mælkebøtter og sørget lidt over, at en så fin blomst kan være så irriterende.
- Har jeg genset den første sæson af Doctor Foster og gen-elsket den. Nu er jeg klar til den nye, der er kommet på Netflix!
- Opdagede jeg, hvor nemt og billigt det kan være at komme fra Århus til København. Så længe man ikke har noget imod at være lidt hyggekikset og synge lidt med på Kombardo-sangen. Kombardoexpressen er fantastisk. Vi kom endda frem før tid.
- Bestod min aftensmad en enkelt dag af trøfler og Marabouchokolade. Sådan går det, når Mathias ikke er der.
- Forlod vi Danmark efter tre skønne uger og tog til Athen, hvor vejret i skrivende stund ikke kan hamle op med det, I har derhjemme. Regn og torden i massevis.
I DENNE UGE HAR JEG TÆNKT OVER…
…hvem pokker der har hugget Spice Girls-kasketten fra Café Århus.
…om det mon snart er på tide at finde en lille lejlighed og have en base igen. Og hvilken by vi i så fald skulle vælge. Som det ser ud lige nu, er jeg splittet mellem gerne at ville rejse og gerne at ville have et sted at vende tilbage til. Jeg tror dog, den sidste følelse er forbipasserende og mest af alt et resultat af, at vi har bevæget os rundt og levet ud af kufferter siden februar. Nu tager vi det mere med ro sommeren over, hvor vi har en måned i tre dejlige byer.
…hvor mange sko man kan forsvare at tage med ud at rejse. Jeg nåede åbenbart frem til syv par.
…hvor pokkers priviligeret det er at vågne om morgenen, slå øjnene op og have udsigt til Akropolis.
HVAD MED ARBEJDET?
Det har været meget stille og roligt! To opgaver, begge temmelig små. Det betyder, at jeg har tjent lige netop nok, men heller ikke mere end det, men at jeg til gengæld har fået mulighed for at slappe lidt af og bruge ekstra tid med min familie, som jeg først ser igen om tre måneder. Helt perfekt.
UGEN I BLOGINDLÆG
Banko for meget voksne mennesker
Video: De sødeste babyskildpadder · Dalawella, Sri Lanka
HVIS UGEN VAR ET AFSNIT AF FRIENDS VILLE DEN HEDDE
Den med alle kagerne.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Hvor er det dejligt, at der var tale om falsk alarm med mormor. Det gør så ondt at tænke på, at livet er på lånt tid, og at man aldrig ved, hvornår tiden den oprinder. Dejligt at finde ud af, at der er mere at give af! Og hvilken bedre fejring end med nachos ;)
Lyder som en helt fin uge du har haft, og jeg glæder mig til at følge med i eventyret i Athen.
Meget! Det var den bedste nyhed, jeg længe har fået :)
Tak skal du have, Janni!