Først og fremmest tusind tak for alle jeres kommentarer og den konstruktive kritik i kommentarfeltet til gårsdagens indlæg. Jeg er så glad for, at vi på den måde kan arbejde sammen om at gøre bloggen bedre, og jeg har allerede tænkt en hel masse over, hvordan jeg fremadrettet vil gå til videoformatet. Jeg synes, I har nogle supergode pointer, der giver rigtig meget mening, og det har hjulpet så meget, at nogle af jer har taget jer tid til at fortælle, hvad der virker for jer, og hvad der.. øh.. ikke virker ;)
Den endelige konklusion venter jeg lidt med, og I må meget gerne hoppe ind og give jeres besyv med. Lige nu er rejsevideoerne i strid (men dog venlig) modvind, så hvis nogle af jer har idéer til, hvordan de kan blive bedre, må I meget gerne give lyd.
I dag er en lidt for spændende dag. Den er startet stille og roligt (og sent) til lyden af regnens trommen på ovenlysvinduerne, men om et par timer har jeg tid hos den ørelæge, der forhåbentlig kan hjælpe mig af med de propper, jeg nu har haft siden november. Jeg tør nærmest ikke håbe på det, for jeg bliver SÅ ked af det, hvis hun ikke kan hjælpe, at jeg ikke kan klare den ekstra skuffelse oveni. Men det går ikke så godt med det. Jeg håber helt vildt.
I næsten ni måneder har jeg ikke kunnet høre normalt. Hver gang jeg synker eller bevæger kæben det mindste, klikker det. Jeg har prøvet alt. Damp, dråber, spray, udligninger i massevis med forskellige teknikker, og lige lidt hjælper det. Mine trommehinder vender indad, og det føles som om, jeg bor i en bobble. En knitrende, møgirriterende bobble, som jeg absolut ikke ville have noget imod at fraflytte.
Jeg ved ikke, om hun kan hjælpe. Da jeg for nogle måneder siden forvildede mig ind på Google, fandt jeg flere debattråde, hvor folk beskrev, hvordan de havde levet med det i både 2, 5 og sågar 21 år. Det er nok den mest deprimerende nyhed, jeg længe har fået.
Så jeg krydser alt, hvad krydses kan og håber på, at Iris i Bjerringbro er en mirakelmager.. eller bare en god ørelæge.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
2 comments
Vi krydser fingre!
Yes we do!