STATUS FRA HANOI – MORFAR, FOMO OG ARBEJDSSLUTSPURT!

Turen går til Danmark. Lige om lidt. Vi arbejder på højtryk, og bloggen lider under det, men jeg glæder mig så meget til at få sat punktum for et par arbejdsprojekter, så vi kan tage hjem med god samvittighed. Vi tilbringer den sidste uge af vores rejse i Hanoi, hvor luften heldigvis er blevet bedre, og eftersom vi allerede har set de seværdigheder, vi havde sat os for at svinge forbi, har vi rig mulighed for at få arbejdet uden FOMO, hvilket jeg ellers ikke er ret dygtig til.

Det har været to sære uger, siden min morfar døde. Tiden går hurtigt, men engang imellem føles det alligevel som om, jeg er lige der i det minut, hvor jeg sagde farvel, og så mærker jeg et stik, der husker mig på, at alt slet ikke er så okay, som det føles, når vi bare begraver os i vores projekter og prøver at få mest muligt ud af vores sidste dage herude. Men det er okay. Det er, som det skulle være. Min morfar var 81 år, og i de seneste år har han haft en række både blodpropper og hjerneblødninger. Hans største frygt var at ende som grøntsag på grund af en hjerneblødning, og som han sagde: “Hvis den næste er stor, håber jeg, den er rigtig stor!” Og det var den. Han fik lov at blive boende i sit hjem til det sidste, og selvom han til sidst ikke kunne overkomme det, han gerne ville, stod han dog og læssede traileren, da det pludselig var forbi. Han havde et godt liv, og han fik lov at komme herfra på en fin måde. Det er okay. Jeg ville bare ønske, jeg var nået hjem.

Min morfar havde valgt at donere sit legeme til videnskaben, og selvom jeg er så stolt over hans beslutning, efterlader den os alle sammen med en følelse af tomhed. Vi kan ikke begrave ham, der er ingen kirkeklokker, intet gravsted at besøge – det er en underlig, uafsluttet følelse. Når vi kommer hjem, holder vi en mindehøjtidelighed for ham, og jeg er så uendeligt taknemmelig for, at jeg kan nå at være med til den. Havde min morfar ikke truffet det valg, han gjorde, havde jeg ikke kunnet være der til hans begravelse, og det havde jeg ikke kunnet bære.

Der er et par stykker, der har bedt om et opdatering på sygdomsindlægget, og den skal I nok få om ikke alt for længe. Jeg har en del om ørene lige i øjeblikket, fordi vi er gået ind i en arbejdsslutspurt, men jeg lover jer, indlægget nok skal komme! Jeg har efterhånden så meget, jeg gerne vil dele med jer, at jeg har materiale nok til de næste par år, men jeg skal lige have tid til at sætte mig og skrive det. Mens der er lidt stille herinde på bloggen, er jeg til gengæld blevet ret god til at opdatere min Instagram (@gownsandroses), så hvis I kunne tænke jer nogle opdateringer, der er lidt mere “real-time”, så er det der, det foregår :)

Jeg håber, I alle har det skønt og nyder det (noget sporadiske) gode vejr, jeg hører rygter om, I er ved at stable på benene, til vi kommer hjem. Jeg håber virkelig, det er godt søndag eftermiddag, når vi lander, for jeg tror ærligt talt ikke, jeg har plads til at tage mine sko med hjem, og det er bare  drønærgerligt at ankomme i klipklapper, hvis det hagler og blæser. Det er afgjort min egen skyld, fordi jeg måske er gået lidt shop-amok i Vietnam, men hvad man dog ikke gør for (fire par) nye denim-shorts.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)