Pyha, jeg er glad for, at min mor først kom og besøgte mig en måneds tid før, vi alligevel vender snuderne tilbage mod Danmark, for det var absolut ikke nemt at lade hende flyve hjem igen, og det ville have været meget sværere, hvis ikke det var fordi, der kun er en lille måned til, at jeg ser hende igen. Syv måneder uden Mutti er personlig rekord – og en jeg ikke har tænkt mig at stikke i fremtiden!
Vi har virkelig oplevet meget i løbet af de sidste 10 dage med besøg hjemmefra, og jeg glæder mig til at dele de bedste oplevelser med jer. I går forlod vi temmelig spontant Hanoi, hvor vi ellers havde regnet med at blive i de næste 25 dage, men luftforureningen og det ustabile vejr blev tungen på vægtskålen, og så fandt vi heldigvis et par billige billetter til Da Nang. Vi ankom kl. 19 i går aftes efter en virkelig pudsig flyvetur.
Indenrigsfly i Vietnam er en oplevelse. De billige flybilletter er ikke så billige for de lokale, og det var tydeligt, at en meget stor del af passagererne aldrig havde fløjet før. Vi sad lige bag ved en far og mor og deres tre små piger, og det var mildest talt noget af en kaotisk oplevelse. Normalt har jeg ikke den store tålmodighed, når det kommer til tumlende børn på flysæder, men det var så skørt, at det nærmest blev komisk, hvordan de rejste sig i sæderne og konstant frigjorde sig fra deres seler for at se ud af vinduet/frem i flyet/på de blege mennesker bag dem, og den midterste måtte ligefrem holdes nede i sædet for ikke at hoppe rundt, da vi skulle lette.
Kaosset kulminerede for alvor, da vi landede, og alle spændte sig op og rejste sig, så snart hjulene ramte asfalten, og flypersonalet måtte gå op og ned ad midtergangen for at sætte folk ned igen. I mit hoved blev det til et af de der gamle arkadespil, hvor det handler om at slå flest muligt muldvarper i hovedet med en gummihammer, så snart de dukker op. Jeg ved ikke, hvem der vandt, men det var intenst.
Vi sad lige ved den bagerste udgang, så da vi langt om længe stoppede, rejste jeg mig for at tage vores kufferter ud. Normalt bliver vi siddende, og det skulle jeg nok også bare have gjort, for endnu engang ramte det vietnamesiske kaos, og folk møvede sig forbi hinanden både op og ned ad midtergangen for at hente kufferter, prikke vennerne på skulderen, og hvad man nu ellers kan tage sig til, når man venter på trapperne.
Jeg opgav ævred, da en særligt målsat dame prøvede at mose sig forbi mig med en kuffert, så jeg satte mig og beundrede kaosset i stedet, og da dørene gik op, røg passagererne ud som små missiler. Aldrig før har jeg oplevet en så hurtig evakuering af et fly. To minutter ved bagagebåndet, og så var hele ankomsthallen tom – bortset fra os. Vi stod tilbage og vidste dårligt, hvad der havde ramt os.
Før det var jeg smuttet ud på toilettet, hvor det første syn, der mødte mig, var en af de små piger, der tissede for åben dør. Da jeg kom ud til de tre håndvaske, måtte jeg vente et minut eller to på at komme til den midterste af dem. Den venstre var nemlig optaget af en mor, der vaskede sig selv og sine to børn, og den højre var optaget af en dame, der stod og skyllede sin stråhat. Vietnam for Fanden.
Og nu er vi i Da Nang. De lokale er supersøde og imødekommende, og fordi byen ikke er ret turistet, sniger mange sig lige til et billede af os med selfiekameraet. Det gode vejr har ramt os igen, der er mange vegetariske restauranter, og vi glæder os til at lære Da Nang meget bedre at kende! Hvis I har nogle tips til Da Nang, må I endelig smide en kommentar :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
