ET HALVT ÅR SOM DIGITAL NOMADE | STATUS PÅ ØKONOMI, SAVN, LIV (og tis)

For fire dage siden vågnede jeg op og fandt ud af, at det var præcis 6 måneder siden, vi forlod Danmark og for alvor satte fut i eventyret og vores liv som digitale nomader. 6 måneder. Før det havde jeg i “mit voksne liv” aldrig rejst mere end en måned ad gangen – begge gange til Budapest, og begge gange fik vi besøg af min far. Det her er helt helt anderledes. Selvom vi selvfølgelig også denne gang fik besøg af min far, men der var der som bekendt gået næsten 5 måneder på egne ben først.

Det er over et halvt år siden, jeg sidst har set min mor, og hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg aldrig, det ville ske. Jeg er en vaskeægte mor-pige, og at undvære hende var noget af det, jeg var mest bekymret for. Men for Pokker hvor er det egentlig gået fint. Engang imellem har jeg da tænkt, at jeg dæleme godt kunne bruge en mor-krammer, men der er heldigvis ikke længere hjem end et Viber-opkald, når det hele brænder på, og jeg er overrasket over, at jeg ikke har haft anden hjemve end den, jeg mærkede et snert af juleaften, da vi sad på et hotelværelse i Pattaya, og min familie sad i min mors hyggelige stue med konfekt og kaffe og ikke mindst hinanden. Jeg tror det hjalp lidt, at jeg gik i seng, før deres juleaften for alvor begyndte. Hvis vi har pengene til det, er juleaften (nok nærmere juledagene) dog noget, jeg gerne vil hjem til fremover.

---

PLANER OG KONKLUSIONER

---

Vi er så småt begyndt at lægge planer for sommeren, og de involverer hele to besøg i Danmark. Det første i slutningen af maj, og vi har netop købt billetterne. Som altid ventede vi lige et par uger for lang tid, så de nåede at blive dyrere, end vi havde budgetteret med, og det betød også, at vi bliver herude en uges tid længere end planlagt. Men det her indlæg ser jo bagud og ikke fremad, så planerne må I høre mere om i et andet indlæg.

På de seneste 6 måneder har vi været forbi 6 forskellige destinationer. Det passer i gennemsnit med en måned hvert sted, hvilket var det, vi satsede på hjemmefra. Nu har vi efterhånden i alt været to måneder på Bali, og derudover boede vi i efteråret 2 af månederne i Chiang Mai. De sidste to måneder har været fordelt på Saigon (Ho Chi Minh) i Vietnam, Pattaya, Phuket og Koh Lanta i Thailand. Overordnet set har Chiang Mai, Bali og Koh Lanta været de fedeste steder at være, da vi der (her?) har haft relativt nemt ved at finde en god work/life balance og få en hverdag op at køre. Pattaya var umulig, og arbejdsmæssigt var Patong var ikke meget bedre. Saigon var ok, men det tog os så lang tid at finde os til rette i virvaret (og vi havde i dén grad også mit skrantende helbred at kæmpe med), at vi kun nåede at have få velfungerende hverdage.

Det er ret sjovt, at det er netop de tre steder, jeg drømte om hjemmefra, der har vist sig at være helt rigtige for os, og jeg tror, vi har lært, at vi fremover hellere må være bedre til at lytte til vores mavefornemmelse og ikke bare tænke at “det tager vi som en udfordring” – for dem er der ærligt talt nok af, selvom vi ikke lige bor midt i en.

---

ARBEJDE OG ØKONOMI

---

Arbejdsmæssigt er vi slet ikke kommet så godt i gang, som vi havde håbet. Jeg havde som bekendt en indtjening fra bloggen, da vi rejste, men jeg har ikke haft noget arbejde siden oktober. Det er sindssygt uheldigt, for det var min “base”, om man så må sige, og det skyldes ikke, at jeg ikke har lagt en masse arbejde i bloggen. Men sådan er virkeligheden nu, og selvom jeg ikke kan lide den, er jeg i gang med at se mig om efter nye muligheder uden for bloggen. Allerhelst ville jeg lægge alle mine timer i bloggen og min nye youtubekanal, men jeg skal tjene 4000 kroner om måneden for, at det kan lade sig gøre, og det gør jeg ikke lige nu.

Hvis I vil, kan I hjælpe os lidt med huslejen, kan I melde jer til hos Airbnb gennem dette link og så desuden få 250 kroner i rejsekredit til jeres første rejse! Det er I allerede nogle stykker, der har gjort, og det hjælper os virkelig meget :) Tak!

Jeg troede, jeg ville være længere efter seks måneder, men det er jeg ikke, og det skyldes primært 3 ting:
1) Jeg har været syg – og meget påvirket af det – i 3-4 måneder ud af de 6. Jeg er stadig slet ikke på toppen, men det er dog begyndt at gå langsomt fremad. I de første 2 måneder, hvor jeg ikke var syg, nåede jeg mere, end jeg havde turdet håbe på, især i forhold til mit speciale som endte med at blive både større og vildere, end jeg havde regnet med, og det giver mig selvfølgelig grund til at tro på, at det godt kan blive godt igen, når jeg (forhåbentlig) får bugt med alt det her sygdomsværk, selvom de sidste 4 måneders tid har talt for det modsatte.

2) Vi har haft en masse bøvl med nogle relationer hjemmefra, der har taget alt for meget tid og enormt mange kræfter. Vi er begge to slet ikke skabt til at være i konflikt, og det virker nærmest paralyserende på os. Nu har vi dog forhåbentlig fundet en løsning, og vi har haft en uges tid uden forstyrrelser på den front.

3) Mig selv. Jeg når aldrig til det punkt, hvor jeg tør tro på, at jeg er god nok til noget, til at jeg kan tage penge for det. Og så længe jeg ikke kan finde ud af at sætte mig ud over det, sker der ingenting. Det er afgjort min største udfordring – mit største problem.

Til gengæld kan jeg mærke, at de sidste seks måneder virkelig har gjort underværker for mig (som de siger på Paradise Hotel:) “personlighedsmæssigt”. Det er selvfølgelig svært at måle præcist, men jo mere jeg følger drømmen om det liv, jeg gerne vil leve, desto mere hviler jeg i mig selv. Min angst er blevet væsentligt mindre dominerende, end den var, da vi først tog af sted, og jeg er blevet langt bedre til at tale med de nye mennesker, jeg møder. Nej, det er ikke noget, der betaler huslejen, men det er noget, der viser mig, at jeg er på rette vej.

Jeg er pissetræt af, at vores første halve år har været så udfordrende som det har, for det har selvfølgelig ikke just fået mig til at tvivle mindre på mig selv, men det er bare ikke et spørgsmål om jeg kan klare det, for det skal jeg. Hvis jeg ikke kan det herude, kan jeg det heller ikke derhjemme, og hvis jeg ikke kan det derhjemme – så skal jeg eddermaneme til at kigge mig om efter en stinkende rig mand, der tænder på forliste drømme og forsørgelse. Så det kommer til at gå, for det skal det. Jeg ved ikke, om der går et halvt eller et helt år mere, før det lykkes mig at hive en SU-lignende indkomst ind, men indtil da gør jeg det bedste, jeg kan for at få både mig selv og min virksomhed op at køre, og så nyder jeg solen, palmerne og kokosnødderne imens.

---

STATUS PÅ LIVET LIGE NU

---

Det er skønt at være tilbage på Bali, og jeg er så glad for, vi traf beslutningen om at gå igennem visumprocessen, så vi ikke skal være ude af Indonesien efter bare 30 dage. Vi har en uges tid tilbage på vores coworking space, men det har desværre mistet noget af den atmosfære og den magi, vi var så vilde med sidste gang, så vi bliver der indtil vores medlemsskab udløber, men så er vi også begge to klar til at komme ud og opleve noget andet end Canggu.

Der er efterhånden en pæn lille sjat af jer, der er flyttet med over på min nye Youtubekanal, Ho let’s go (og yay! Og tak for det!), og jeg kan ikke slippe tanken om, hvor fedt det ville være at køre Bali rundt på scooter og samtidig vlogge hver dag. Det vil blive noget af en udfordring at filme og redigere så mange videoer på så kort tid (jeg tror faktisk aldrig, jeg har gjort det!), men det kunne være en sjov måde at skyde den nye kanal i gang på, og så kunne vi desuden begge to godt trænge til et vaskeægte eventyr! Hvad siger I? Er det noget, I ville have lyst til at følge med i? :)

Helt lavpraktisk jeg fortælle, at vi er ved at være godt trætte af ikke at have aircondition. Bali har de seneste dage været ramt af noget af en fugtig hedebølge, og sveden driver af os. Da jeg forleden fik taget en blodprøve var mit blod så mørkt, at det så mere sort ud end rødt, og sygeplejersken kunne derfor meget hurtigt konstatere, at jeg var dehydreret. Jeg drikker og drikker, vand, frugtjuice og kokosnødder, men det er som om, intet er helt godt nok i den her varme, og jeg vågner hver morgen og føler mig som en af de særligt tørre rosiner. I det mindste bor vi megabilligt, og som et lille plaster på såret er mit tis rigtig fint og lyserødt på grund af de mange dragefrugter. Sådan er livet på Bali også!

Så. Seks måneder inde, og selvom det ikke går, som vi havde håber, går det faktisk ret fint! La vie en rose, som de siger.

ANDRE INDLÆG I DENNE SERIE

1 UGE SOM DIGITAL NOMADE
1 MÅNED SOM DIGITAL NOMADE
2 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE
3 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE
 4 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE
5 MÅNEDER SOM DIGITAL NOMADE

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)