Godmorgen piger! Pyha, endelig et indlæg med vaskeægte, gode, gammeldags ord!
Som I nok har opdaget, har jeg virkelig kløet på med videoerne de sidste par dage, og selvom sådan en video ikke tager meget mere end 10 minutter at se, ligger der en del timer i dem alligevel, og den tid er altså blevet snuppet fra min normale skrivetid, men sådan går det jo lidt i bølger engang imellem.
Jeg er så glad for endelig at være hernede. Det er alt, hvad jeg drømte om og mere til, og jeg drejer i cirkler om mig selv for at få det hele med. Ligesom sidste gang stresser jeg nærmest allerede over, at jeg på et tidspunkt skal tilbage igen, men med næsten en måned endnu, er der heldigvis god tid.
Jeg har sådan haft behov for at komme væk. Det lyder måske mærkeligt, men jeg er overbevist om, at nogle af mine problemer er koblet til mit liv derhjemme, mere end de er koblet til mig. Det er ikke ferieeufori, der taler. Jeg ved godt, jeg ikke kan booke en flybillet væk fra hverken angst eller usikkerheder, men jeg kan komme på afstand af de forventninger, jeg føler, der er til mig derhjemme. Og afstanden gør, at jeg kan trække vejret og begynde at arbejde med mig selv på en helt anden måde.
For nogle uger siden var jeg til min første samtale med min nye psykolog. Eller, hun er faktisk slet ikke psykolog. Hun er læge med speciale i psykiatri, og nu uddanner hun sig så videre til noget terapeut-halløj. Og jeg passede tilfældigvis ind i hendes uddannelse, så det var et held for mig. Måske netop fordi hun ikke er psykolog. Hendes tilgang til angsten er langt mere analytisk, end noget jeg før er stødt på, og jeg elsker det. Jeg skal ikke sidde og tude i en time hver onsdag – i stedet sidder vi og pinpointer tanker, følelser, reaktioner og det løse. Det er lidt ligesom at løse en psykisk ligning, og jeg har virkelig lyst til at give hende en high five, hver gang vi finder et x. Det ville være yderst upassende, men alligevel. De ser nok værre ude på psyk.
Det vigtigste, jeg indtil videre har lært, er, at dårlig samvittighed ikke er en følelse. Det lyder måske banalt, men for mig var det et kæmpe aha-øjeblik. En stor del af min angst trigges af min dårlige samvittighed, og der skal vitterligt nærmest intet til at udløse den. Hvis jeg får afsendt en pakke en dag for sent, hvis jeg kommer til at sige noget, der bliver misforstået, hvis jeg sætter mig på et sæde i bussen, mens andre står op, hvis jeg rækker hånden op og svarer noget forkert, hvis jeg (som altid) ikke bliver inviteret med til et event, alle de andre bloggere bliver inviteret til – jamen, alt! Jeg tænker automatisk, det er mig, den er gal med.
Jeg hader min dårlige samvittighed, men det er en yderst trofast følgesvend, og det har den sådan set altid været. Men det er åbenbart ikke en følelse. Der findes en række grundfølelser – for eksempel vrede, skyld, skam, tristhed, glæde, misundelse etc., og der er selvfølgelig en masse varianter af disse. Irritation hører under vrede, eufori hører under glæde and so on. Men der er simpelthen ikke en følelse, der hedder dårlig samvittighed. Det er en tanke.
Og tankerne kan man gøre noget ved. Det fantastiske ved at sidde og løse de psykiske ligninger er (udover at få lov til at være ulækkert navlepillende), at jeg finder x’er, jeg ikke engang vidste, jeg ledte efter. Jeg er så færdig med at sidde og finde frem til episoder i min barndom, der kan forklare, hvorfor jeg er, som jeg er. På et tidspunkt må man sgu lade det ligge og komme videre. Især når man, som jeg, har haft en ret fortræffelig barndom. Alligevel gik der ikke engang et kvarter, før min psykolog havde regnet sig frem til, at stort set al min angst fører tilbage til én eneste tanke: Jeg er ikke god nok.
Da hun skrev ordene på tavlen, var jeg lige ved at grine. For helt ærligt. Det er lige netop dén tanke, der var roden til min anoreksi, og nu stod den så sort på hvidt på en tavle alt for mange år efter. For den er der stadig. Og jeg er bange for, jeg ikke er alene om den.
Den dårlige samvittighed er en tanke. Jeg har altid været bange for, at folk skulle blive sure på mig. Jeg har altid frygtet, at folk ikke kunne lide mig. Jeg har altid været bange for, at andre skulle synes, jeg var træls. Jeg har altid været bange for ikke at være god nok.
I går gik vi ind i en Rossmann-butik, og mens Mathias kiggede på paraplyer, stod jeg og pillede ved indstillingerne på mit kamera, da jeg hørte vagten sige et vredt “Hallo!”, og da jeg kiggede op, kom han hen imod mig med en decideret løftet pegefinger, som han viftede fra side til side. Oh my God. Jeg er 26 år, og jeg følte mig som en tre-årig, der blev skældt ud.
LÆS OGSÅ: 7 tips til at tackle angst
Nu gjorde jeg jo sådan set ikke noget galt i at stå og kigge på mit kamera (jeg tog ikke engang billeder), men jeg fik det med det samme SÅ dårligt, at jeg bare sagde okay og lod kamera være kamera og skyndte mig ud, så hurtigt jeg kunne.
Den følelse, ville jeg have kaldt dårlig samvittighed, for det er sådan, min dårlige samvittighed føles, men det er nok i bund og grund enten skam eller skyld. Og hvor er det tåbeligt at føle i en Rossmann.
Så hvad er det, der sker i den situation? Jeg oplever en mand med vred stemme og løftet pegefinger. Han er sur på mig + jeg har gjort noget galt + han kan ikke lide mig => Jeg er ikke god nok => ANGST!
Alle de der dumme tanker, ligger klar lige under overfladen. Det er ikke min dårlige samvittighed, der ødelægger mig. Det er alle de negative tanker, min hjerne automatisk aktiverer, når jeg løber ind i den mindste modstand.
Jeg har brug for at vise mig selv, at jeg er god nok. Tanken er så indgroet i mig, at jeg ikke bare kan vende den om inde i mit hoved – jeg bliver nødt til at bevise det overfor mig selv. Jeg bliver nødt til at bevise, at jeg kan leve af at være selvstændig, så jeg ikke ryster, hver gang der er nogen, der tvivler på min beslutning. Jeg bliver nødt til at bevise, at jeg kan klare mig selv.
Hernede får jeg et glimt af det liv, jeg gerne vil bygge. Det er ikke en sindssygt langsigtet plan, men det er i dén grad en plan, jeg har behov for at følge. Om det er et, to eller tre år ved jeg ikke, men jeg ved, at det at flytte herned – selv hvis det skulle vise sig ikke at være sagen – vil give mig noget ala det, mit efterskoleår gjorde. En fornyet tiltro til mig selv, der forhåbentlig kan sparke de negative tanker til hjørne, så der er mere plads til alt det gode, når jeg vender tilbage.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
18 comments
Super indlæg om noget vi nok er rigtig, rigtig mange, der kender til – med eller uden angst. Den dårlige samvittighed har ødelagt meget for mig, og viser sig ofte som latterlige sammenligner med andre mennekser, andre forhold, andres præstationer. Selv andre mennesker liv, som jeg slet ikke har lyst til at have! Sådan en sammenligning kan så let lede til tanker om, at man ikke selv er god nok – til sit arbejde, til sit forhold, til at leve generelt. Ikke en videre konstruktiv følelse. Jeg bliver i hvert fald skælder bedre til noget som helst af den ;)
Altså.. Med skælder mener jeg sjældent..
Tak, søde du!
Ja, det er nemlig noget, mange af os døjer med, har jeg indtryk af! Det er I HVERT FALD ikke en konstruktiv tanke, og det ville gøre liet meget lettere, hvis det kunne lykkes at dreje den i en bedre retning :)
Så, så fint indlæg! Det håber jeg mange kommer til at læse :)
Mange tak, Caroline! :)
Igen må jeg sige, at jeg er fan af dine angstrelaterede indlæg.
Jeg har aldrig tænkt over angsten på den måde, du beskriver den her, men der giver rigtig god mening.
Jeg tager også let tingene personligt og får dårlig samvittighed helt vildt nemt. Det er første gang jeg tænker over, at det faktisk bare er tanker. Og dem kan jeg arbejde på at ændre!
Iøvrigt kender jeg også godt til det der med, at angsten er koblet til hverdagen. Jeg var i London i påsken. En by jeg elsker og også har boet i med succes, før jeg fik angst. I de 5 dage var der ikke skyggen af uro og angst, trods vi boede på et rigtig dårligt hostel uden privatliv (noget der normalt stresser mig helt vildt). Jeg var ikke bange i busser og metroer, selv om de larmede og bumlede rundt (bliver altid utryg ved sådan noget herhjemme). Jeg var bare glad, tryg og i balance med mig selv. Selv flyveturene var ok, selv om jeg hader at flyve.
Så det beviser jo igen igen, at angsten kommer fra tankerne omkring vores omgivelser.
Tusind tak skal du have, Julie!
Ja, det er lidt en øjenåbner at tænke på samvittigheden som en tanke i stedet for en følelse, synes jeg. Jeg håber, det kommer til at gøre en forskel :)
Det er sært, men det er i høj grad også sådan, jeg har det. Jeg tror, det betyder, det er tid til en eller anden form for ændring, hvis de hjemlige omgivelser fungerer som trigger. Så er det måske, fordi der er noget i ens liv, der ikke helt er, som det skal være. I don’t know. Det er virkelig trial and error det her!
I den grad en øjenåbner!
Jeg er pt på weekend i Svendborg, hvor vi har lejet et privat hjem gennem airbnb. Jeg har haft svært ved at nyde det, og var bange for hvad naboerne ville tænke (her er ret åbent og med kig til naboer). Følte mig i det hele taget ikke tilpas og drømte, at vi blev smidt ud.
Men efter dit indlæg fik jeg indset, at jeg har det sådan pga. de tanker, jeg tror andre har. Nu prøver jeg at fokusere på, at jeg jo har ret til at være her, at naboerne sikkert ved, at huset ind i mellem lejes ud, og hvis de ikke ved det, kan jeg jo bare sige tale med dem og forklare dem det.
I stedet for at føle mig utilpas og stikke af fra vinduet, hvis jeg ser nogen.
Så tak for at have fået sat nogle (bedre) tanker igang!
Ej hvor dejligt, Julie!
Det er de små skift, der ender med at gøre den store forskel! Sæt dig i vinduet og kig ud på verden – den er vores, har jeg hørt :D
Super godt indlæg! Der er så meget behov for at tale om dette emne, som du omtaler i dit indlæg. Jeg mener at vi (stort set) alle går rundt med tanken om at vi ikke er gode nok. Det er ligesom en “tatovering” skraveret i vores underbevidsthed, siden vi er kommet til moder Jord. Det kan vi takke for samfund for. Der bliver forventet så meget af os, at vi ikke kan følge med hverken psykisk eller fysisk. Jeg har det fuldstændig ligesom dig, når jeg modtager kritik for et eller andet (for det meste ligegyldigt), det føles som om hele min eksistens bliver truet. Vi skal bevise os selv på alle områder: arbejde, skole, familie, venner osv. Det er for stort et press. Jeg har heller ikke langsigtede planer, men ved du hvad? Det er ikke nødvendigt at have langsigtede planer for at være lykkelig. Jeg har lært at tage en dag ad gangen (og være glad i nuet), det har hjulpet mig en del. Jeg synes at det hele bunder i at vi ikke elsker os selv fuldstændigt. Det skal vi blive bedre til! Jeg håber at du er/bliver lykkelig med de beslutninger du har taget. “Ever tried.Ever failed. No Matter. Try again. Fail again. Fail better”-Samuel Beckett.
Årh tusind tak skal du have, Laura! Der er meget sandhed i dine ord, og det er sgu lidt trist. Men heldigvis ikke noget, vi ikke kan gøre noget ved, hvis vi er opmærksomme på vores tankemønstre og mavefornemmelse! :)
Hold kæft, det her er et stærkt indlæg, Anne-Li! Jeg har ikke været forbi herinde alt for længe nu, så jeg er først faldet over det nu. Du er virkelig sej. Jeg har kæmpe respekt for dit mod, og også hvor meget du kæmper for at komme angsten til livs. Det er cool. Du ER god nok – og mere til. :)
Jeg kender godt selv lidt til følelsen, selvom jeg ikke tror, jeg decideret har angst. Men mon ikke det er en ret velkendt følelse hos mange? Jeg er meget lydsensitiv, og jeg kan slet ikke klare, hvis nogen råber af mig. Din situation med den vrede vagt fik mig sgu næsten til at få det helt dårligt … Hvad bilder folk sig egentlig ind?
Jeg er også et bedre, tryggere og stærkere menneske, når jeg er væk. Jeg føler virkelig, jeg er et bedre menneske her i USA, det er så vildt. Jeg elsker det.
Kæmpe held og lykke med alle dine projekter! Jeg synes, du er så cool!
/Celia
Tusind tak, Celia! <3
Jamen er det ikke utroligt? Der sker noget med én, når man kommer ud af de vante rammer og skal bygge sig selv op et nyt sted. Det er som om, man får muligheden for at vælge til og fra i hvad, man er, tage det bedste med og lade resten ligge. Selvfølgelig er det lige lovligt forsimplet, men jeg tror virkelig det sætter sig, hvis man giver det tid, så det ikke bare bliver en ferietilstand, men en ny, opgraderet version af en selv :)
Tusind tak, søde du. Og lige over - big time! :D
Helt afgjort! I Danmark kommer man bare hurtigt til at indgå i de rammer, man plejer. Det kræver så meget at bryde fri og leve på sine egne præmisser. Det giver et nyt sted bare plads til. Ahh. Så kan man falde ordentligt på plads. Og måske have held med at blive dér, og når man er tilbage i gamle rammer. Forhåbentligt som nyt og stærkere menneske af sin tid væk. <3
Du er sød! :*
For Søren da Anne-Li. Hvorfor er jeg først stødt på din blog nu? Det er jo helt galt, da ALT hvad du skriver, er én stor AHA-oplevelse og en følelse af “ej jeg har det jo på samme måde!” (og danmit, hvorfor er vi ikke veninder, haha). Nå men, hvor er det rart at gå hele din blog igennem. Tak fordi du deler ud, med så stor en ærlighed. Og iøvrigt super inspirerende med jeres livs tur i verden. Min mand og jeg er ved at planlægge at gøre nøjagtig det samme :)
Fortsat god dag :)
Hej Bella! Haha, det ved jeg dæleme da heller ikke :) Jeg ville slemt gerne have haft dig forbi længe før!
Tusind tak skal du have, hvor er det sødt af dig at skrive. Det varmer virkelig, kan du tro!
Ej hvor spændende for jer. Du må endelig skrive, hvis du mangler lidt tips og tricks (eller bare en lille forsikring om, at det nok skal gå, og at det er en vidunderlig beslutning, som I ikke kommer til at fortryde!)
I lige måde!
Hej Anne-Li
Jeg har kun kortvarigt og overfladisk været din yderst læseværdige blog igennem, eftersom jeg først blev introduceret for den i går via dit gæsteindlæg hos Mia. Ej, hvor er jeg bare glad for, at jeg får lov til at “lære” dig at kende. Jeg kan allerede nu fornemme, at dine indlæg bliver gavnlige for mig, og får sat meget af det, jeg selv kæmper med, i et endnu bedre perspektiv. Jeg har aldrig følt mig god nok, og har altid været plaget af den dårlige samvittighed, som gjorde virkelig ondt på mig sommetider. Men efter jeg i julen tog beslutningen om, at sætte mit kandidatstudie på pause, for at satse på min drøm om en levevej inden for boligindretning og tekstforfatning, er det begyndt at gå den rigtige vej – jeg døjer dog stadig med stresssymptomer og følelsen af at være utilstrækkelig. Men nu står den snart på 2 ugers sommerferie, hvor jeg skal helt ned i tempo, så mon ikke det kan give mig fornyet energi. Tak igen for en skøn blog, som jeg glæder mig til at bruge min tid på at læse.
Kæmpe klem fra Kristinna
Hej Kristinna
Tusind tak for din dejlige besked!
Hvor er det fedt at høre, at du følger din drøm, og at det endda går så godt med det. Jeg er stadig i dén grad i opstartsfasen, og det er bare så svært at sælge sig selv og sine evner, når man har tendens til at tvivle på, om man egentlig er god nok. Det er vildt fjollet, for vi er jo for det meste allerbedst til at gøre lige netop det, vi brænder for, men logikken lader engang imellem vente på sig :)
Jeg er superglad for, at du kom forbi bloggen, og jeg glæder mig virkelig over at have dig herinde. Jeg håber, du vil dele mere af din historie hen ad vejen!
Kæmpeknus fra Anne-Li