Hvad Sportslige Fiaskoer Har Lært Mig Om Livet

De siger, en vane tager 21 dage at indøve. Det er løgn.

Tusinder af skoledage gjorde mig ikke til morgenmenneske, og selvom jeg trofast og troligt daffer ned i træningscenteret 2-3 gange om ugen, kribler det ikke just i mig for at komme af sted. 21 dage. Min bare bag.

Min bedste oplevelse i en sportshal var i ’99, da min lillebror var på basket summer school i North Carolina, og jeg kunne ligge på puderne og vente med en bog.

Jeg er ikke sportsmenneske. At all. Jeg har prøvet, believe you me, jeg har prøvet, men det har aldrig rigtig siddet fast. I stedet for at se min samlede sportshistorie som én stor fiasko, har jeg besluttet mig for at fortælle jer om noget af det, mine sportslige udskejelser har lært mig. Hvem ved, måske kan I adoptere mine erfaringer, så I slipper for at bevæge jer ud i verden og opleve dem på egen krop.

Min første skiferie lærte mig, at jeg er en hård negl, der ser bragende godt ud i solbriller. Okay, jeg kan ikke huske en pind, udover at jeg var barnehidsig over ikke at få lov til at bruge skistave. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke ulykker jeg kunne have udrettet, hvis jeg havde fået min vilje.

Da jeg var 3-4 år begyndte jeg til dans. Min første og eneste dansetime lærte mig, at jeg er sådan en, der siger fra! Alle børnene holdt hinanden i hånden og gik rundt i en cirkel, men mine sidemænd gik hver sin vej. Det, der nok var et mildt ubehag, husker jeg som, at jeg var ved at blive revet midt over. Vild panik midt i Mester Jakob. Jeg kom aldrig igen.

Min første svømmetime lærte mig, at det er fint nok at være god til at læse, men at det ikke ændrer på, at det er superpinligt at synke til bunds, når man er 9 år gammel. Det tog en uge med en amerikansk svømmetræner, før jeg lærte at holde hovedet ovenvande.

Mit første møde med højdespring lærte mig to ting. Den første var, at mirakler findes, og at det rent faktisk er muligt for mig at springe over en stang!
Den anden var desværre, at mirakler som oftest kun sker én enkelt gang, så da min lærer bad mig vise de andre, hvordan det skulle gøres, løb jeg direkte ind i madrassen.

Mine tre år som hestepige lærte mig, at ikke alt er muligt, selvom man bærer viljen i sit hjerte. Heste er bare stærkere end mennesker, og hvis hesten Oliver synes, du skal moses – ja, så skal du altså moses.

Mine badmintontimer lærte mig at give helt slip på min stolthed og erkende mit uomtvistelige nederlag til modstandere, der gik op til flere klassetrin under mig.

Min målmandsoplevelse lærte mig, at man godt kan blive ramt, selvom man gemmer sig bag stolperne.

Min anden svømmetime lærte mig at sætte pris på, at fiskene engang for længe siden gik i land. Først sagde træneren til den 12-årige mig: Svøm 18 baner crawl. Så sank jeg. Så flyttede træneren mig til de 5-årige på miniput-holdet. Vi skulle lære at have hovedet under vand. Da jeg også fejlede hos miniputterne, endte min svømmekarriere.

Aerobic lærte mig at give op.

Min første og sidste skøjtetime lærte mig, at det er nytteløst at diskutere smag, og at mit syn på elegance tilsyneladende var uforligneligt med de andres.

Spydkast lærte mig, at ikke alt er relativt. Når læreren siger frem, mener læreren frem. Ikke tilbage. Jeg nåede at kaste én gang, hvorefter jeg blev flyttet til Ultimate, fordi jeg var til fare for mine klassekammerater. Mine klassekammerater lærte, at de ikke skulle placere sig bag ved mig, når jeg var i fuld gang med spydkast.

Mine idrætstimer i gymnasiet lærte mig, at snyd betaler sig, og at det i høj grad er muligt at snyde lidt med løbeturen og spise pomfritter i stedet, så længe ens kondi er dårlig nok til, at man stadig er forpustet og postkasserød i hovedet, når man vender tilbage.

Min første og eneste Zumba-time lærte mig, at hovmod står for fald. Jeg grinede af de ældre, halvbuttede husmødres nationalsport, lige indtil jeg prøvede kræfter med den og skamfuldt måtte liste ud ad den bageste dør efter 20 minutters ydmygelse.

Thai-Bo lærte mig, at der findes kvinder, der er villige til at gennemgå timevis af brysthopningstortur, men at jeg desværre ikke er en af dem.

Min samlede træningshistorie har lært mig, at jeg kan bøjes, men ikke knækkes. Hvis altså man ser bort fra den håndledsknogle jeg brækkede, da jeg stod på rulleskøjter i gangen.

Hvordan ser jeres sportshistorier ud? Har I haft mere succes, eller bandt jeres mor også puder på jeres numser, når I skulle på skøjtebanen? :)

 

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)