“Det er altså én kande te – til deling!” fik vi at vide, da vi bestilte. Mia og jeg vovede os for et par uger siden ind på A.C. Perchs for første gang. Kloge af skade havde vi bestilt bord, men vi fandt hurtigt ud af, at det kræver mere end en bordreservation at være en del af det ægte højbårne klientel. For eksempel 225 kroner per snude.
Vi brugte de første mange minutter på at vende og dreje menukortet i håb om at forstå, hvor mange kager der lå bag priserne, og hvor mange de egentlig var designet til. Vi endte med at give op og spørge, og med største selvfølgelig blev der svaret, at én portion med én kande te var til én person. De må virkelig tiltrække nogle habile tedrikkere, for den kande vi endte med at købe til deling rakte til mere end to kopper til hver.
Vi fornemmede dog hurtigt, at det måske ikke var nok at have nok, men at det havde været bedre at bestille en kande te hver og så levne det halve, for vi skilte os ud som Låsby-kræmmere på en antikmesse, men jeg gider altså ikke give 80 kroner per mand for te. Heller ikke selvom jeg sidder i en behagelig stol.
Vi endte med at give 155 kroner for en kande te og fire kagebidder til deling. Både te og kager var gode, men jeg er nok for jysk til at forstå hypen, og jeg tror altså, jeg vælger et sted med nogle lidt større kager en anden gang. Jeg er hverken fornem eller velbeslået nok til at gæste et sådant etablissement, og jeg føler mig altid allermindst fornem, når jeg prøver for meget på at være det. Selvom det var sjovt at opleve, tror jeg, at både Perchs og jeg får mest ud af, at vi bare krammer farvel ved bussen og lader som om, vi ringes ved, selvom vi godt ved, det ikke sker.
Heldigvis var selskabet i top, og Mia har også skrevet et par ord om oplevelsen, der ser lidt anderledes ud fra den anden side af bordet :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
