Da jeg for lidt mere end 3 år siden forlod min psykolog for sidste gang, spurgte jeg hende, om hun havde et sidste godt råd til mig. Hun havde hjulpet mig med at overkomme min anoreksi, og jeg tænkte, at hun derfor måtte have et ganske godt indblik i, hvem jeg var. Efter mange timers nikken og smilen over mine mere eller mindre vellykkede forsøg på at underholde hende, imens jeg i bund og grund serverede alle mine usikkerheder på et sølvfad, kendte hun mig på mange måder bedre, end nogen andre gjorde, så det overraskede mig ikke, at hendes sidste råd til mig var lige i øjet:
“Lad være med hele tiden at tænke på, hvad du bør kunne. Tænk på, hvad du kan.”
Det lyder så simpelt og ligetil, men med det lille råd ramte hun ned i noget af det, jeg har kæmpet – og stadig kæmper – allermest med. Forventninger. Andres og egne.
Jeg brugte mange timer på at fortælle hende alle de ting, jeg burde gøre, ville og kunne, men som jeg simpelthen ikke magtede eller ønskede. Jeg brugte mange timer på at slå mig selv i hovedet over, at jeg ikke var vokset op og blevet det menneske, jeg troede, jeg skulle blive. Jeg bruger stadig alt for meget energi på at have dårlig samvittighed over alt det, jeg burde.
For et par uger siden havde jeg en af de dage, hvor livet bare er lidt for uoverskueligt. Hvad gør man så? Først prøvede jeg at kæmpe mig igennem den stak opgaver, der lå på mit metaforiske skrivebord, men da knuden i brystet blev ved med at vokse sig større, gjorde jeg, hvad enhver fornuftig, voksen kvinde ville gøre: Jeg ringede til min mor.
I sommer vidste jeg godt, at det ikke ville blive nemt at blive fuldtidsstuderende igen. Jeg var stoppet i terapigruppen, men min angst gjorde (og gør), at jeg desværre stadig er et godt stykke fra at være normalfungerende. Normalfungerende er et lorteord, ikke? Det indeholder jo alle de forbudte varianter af bør og burde. Heldigvis tror jeg ikke på, at man behøver at være normalfungerende for at være fungerende. Den overbevisning betød også, at jeg gik ind til kandidatstudiet med en accept af, at jeg måtte gøre det på min egen måde. Det havde jeg gjort på min bachelor, og selvom min måde udløste en hel del skepsis, virkede den for mig.
Jeg lærte hurtigt, at tre fag er ét fag for meget. Hvis jeg har tre fag, bliver jeg kort og godt nødt til at nedprioritere et af dem. Jeg er et menneske, der fungerer hamrende godt, når jeg får lov til at fordybe mig, men når jeg skal splitte mit fokus mellem for mange ting, kan jeg ikke gøre nogen af dem godt nok.
Min mor tog heldigvis sin telefon, og jeg fortalte hende, at det hele simpelthen var ved at blive for meget, og at jeg blev nødt til at nedprioritere et fag på det allergroveste, hvis ikke min hjerne skulle krakelere. Og så begyndte jeg at tude, for det var så rart at vide, at hun sad i den anden ende af røret og ikke ville blive sur på mig over det, jeg var sur på mig selv over. Jeg bliver så frustreret, hver gang jeg bliver nødt til at overgive mig og rokere rundt på livet omkring mig. Jeg ser de andre, der bare pløjer lige igennem og endda er medlem af både festudvalg, studenterforening og foreningen til bevarelse af bjerggræshoppernes ynglesteder, og så gør jeg det, jeg ikke må: Jeg sammenligner mig selv med dem og ser alt det, jeg ikke kan.
“Så drop da bare det fag og kom igennem eksamen, så godt som du kan!” sagde min mor. Jeg er før gået til eksamen i fag, jeg hverken har læst eller mødt op til, så på den måde var der intet nyt under solen. Problemet er bare, at jeg nu er med i en gruppe. Ret beset er jeg medlem af tre grupper, fordi vores kandidat åbenbart er en udvidet form for børnehave, men det var kun oversættelsesgruppen, der ville blive berørt af mit valg. Der er afleveringer hver uge (ikke obligatoriske), og selvom jeg måske godt kan finde tid i min kalender, kan jeg ikke finde det nødvendige overskud. Baggrundsinfo (Mads og Monopolet-style): Vi er en mand for meget i gruppen, og hovedparten af de øvrige gruppemedlemmer, har 10-15 ECTS mindre end jeg. Jeg fortalte et af mine gruppemedlemmer, at jeg simpelthen ikke kunne overkomme det hele, og at de derfor bare kunne slette mit navn fra listen og så ellers fortsætte ufortrødent. Hun svarede, at der kun lige var et par afleveringer tilbage, så det kunne jeg godt klare.
I går lavede vi så den anden af de to afleveringer, hun talte om, og jeg mødte selvfølgelig op. Det sagde hun jo, at jeg burde. Og det skulle jeg overhovedet ikke have ladet hende bestemme. Det skulle ikke have været mit problem, at hun ikke godtog, hvad jeg fortalte hende, men det blev det, og resultatet af det har været, at jeg ikke har fået det bedre og dermed er kommet bagud i de andre fag. Og med arbejde. Og med alting.
Der er ingen, der kender os ligeså godt, som vi selv gør. Hvis jeg siger fra, er det fordi, jeg har brug for at sige fra. Det behøver verden ikke at hverken vide eller respektere, hvis bare jeg selv gør det. Det er mig, der er dum, hvis jeg lader andre menneskers forventninger til mig resultere i hjertebanken, hedeture og søvnløse nætter, men alligevel gør jeg det gang på gang. Og det skal stoppe nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an, men det er stensikkert, at jeg ikke skal bruge hver mandag fra nu og til maj på gruppemøder til et fag, jeg ikke engang møder op til.
Lad være med hele tiden at tænke på, hvad du bør kunne. Tænk på, hvad du kan. Det er svært at tro, at et så simpelt råd kan være så svært at følge. Jeg håber, jeg lærer det engang!
Jeans: Topshop / Bluse: Primark / Læderjakke/skjorte: Secondhand / Slippers: H&M (udsolgt i sort, men i leoprint(!!) HER) / Læber: Maybelline Colour Drama “Light it up”
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
13 comments
Rigtig godt råd! Jeg pressede mig selv alt for meget, hvilket resulterede i, at jeg nu har fået voldsom panikangst. Det er simpelthen frygteligt. Fra nu af vil virkelig prøve på, kun at lave op til mine egne krav. Men det er svært, når man har fuldtidskandidat, 2 jobs og en masse andre forpligtigelser.
Hvordan arbejder du ellers med din angst? Det er lidt nyt for mig, så sig endelig til hvis du har nogen råd.
Og tak for din rigtig fine blog, har fulgt med længe:)
Tak skal du have :)
Det er jeg ked af at høre! Det er absolut ikke en sjov ting at kæmpe med. Jeg er i næsten samme situation som dig, og det virker meget uoverskueligt engang imellem. Mit allerbedste råd er at lytte til dig selv. Jeg bliver ofte nødt til at takke nej til forskellige ting, fordi jeg ved, at de timer er bedre brugt på at lave ingenting. Jeg har brug for at koble helt af – meget ofte! Og så kan jeg lidt igen. Jeg er ikke ret god til at arbejde med min angst. Jeg har ikke de store værktøjer, så min proces består mestendels af at undgå de situationer, jeg ved, trigger det for mig :)
Tak fordi du følger med! :)
Tak for svaret. Tror det er et rigtig godt råd, at lytte til sig selv. Hvis jeg må spørge… Har du lidt af angst længe? Og er det blevet bedre med tiden? Du behøver ikke at svare – jeg er bare interesseret fordi det med angst er nyt for mig. Og jeg føler mig lidt alene med det – kender ikke andre, der også har prøvet det.
Det var så lidt. Tja, det har jeg vel egentlig – i hvert fald i en 3 års tid. Jeg fik bare først sat ord på det sidste forår, så det er på mange måder også nyt for mig. Jeg synes, det hjalp meget at finde ud af, hvad det var, der var galt, så jeg kunne agere efter det. Jeg brugte lang tid på at finde ud af og gennemskue, hvilke situationer, der trigger min angst, og da jeg begyndte at vælge dem fra, begyndte det at blive bedre. Helt lavpraktisk droppede jeg koffein og alkohol. Koffeinen påvirkede min krop negativt – det var som om den skruede lidt op for den nervøsitet, der for mig er forbundet med min angst. Når jeg drak alkohol, glemte jeg alt om angsten, men så snart jeg vågnede, kom den tilbage med ekstra styrke, fordi jeg i min hyggefuldhed havde overskredet nogle af de grænser, jeg ellers er meget påpasselig med ikke at udfordre for meget. Det kunne påvirke mig i mange mange dage, og så snart jeg droppede den ugentlige værtshusaften, begyndte mit liv at se meget lysere ud.
Du er altid velkommen til at skrive – jeg kan dog ikke garantere, at jeg kan være til megen hjælp. Jeg ved langt fra altid selv, hvad jeg skal stille op :) Men husk – du er ikke alene! Der er rigtig mange, der har det på samme måde. Det er bare de færreste, der siger det højt.
Nå ja – mit allervigtigste råd må være at være åben om, hvordan du har det! Fortæl det til din familie og venner, så du kan få lov til at være dig selv sammen med dem. Det gør en verden til forskel ikke at skulle foregive at have det godt, hvis man i virkeligheden er på randen af et sammenbrud. Det at have nogen at tale med kan mange gange være det, der gør, at det hele ikke behøver at boble over, før man gør noget ved det :)
‘I did it my way’… now you do it your way! Sådan er det bare.
Knus mor
Tak, mutti!
Kort og godt: Kloge ord!
– Anne
Tak skal du have, Anne :)
Sikke et fint indlæg.
Jeg kæmper selv meget med, hvad jeg bør gøre og bør kunne overskue – over for, hvad jeg rent faktisk magter, før jeg bryder sammen og slet ikke kan noget som helst.
Mit problem er, at jeg mister fornemmelsen for, hvor min grænse går, fordi jeg er så optaget af, hvad omverdenen forventer.
Jeg har netop udskudt et fag på uni, fordi det simpelthen blev for meget for mig at skulle tage oveni de andre ting på studiet og en masse arbejde, men det var virkelig svært for mig bare at “mærke efter” og ignorere tankerne om, at “alle andre kan jo overskue det, så hvorfor kan jeg ikke…?”
Tak skal du have, Rikke!
Jeg tror desværre, vi er alt for mange, der har det sådan! Der er så meget rush på med fremdriftsreform, karriere- og superkvindeforventninger, at det er blevet næsten umuligt ikke at “skuffe” på et eller flere områder. Jeg synes, det er supergodt, at du har truffet den beslutning! Det er jo at lytte til og respektere dig selv. Jeg håber, den beslutning hjælper dig til at lytte endnu mere efter i fremtiden :) For det hele skal jo nok gå, selvom man ikke tager den snorlige vej!
Meget fine betragtninger. Tænker, der er mange i vores fasttrack-uddannelsessystem, som oplever det samme.
/Wordjuggles
Tak skal du have :) Det tror jeg desværre, du har helt ret i.