Men tør vi være Charlie?

Jeg har undladt at uddybe mange af de tanker, der lå bag min anoreksi af frygt for at gøre tykke mennesker kede af det. Selvom min eget kropsideal i langt højere grad udspringer af usikkerhed end af sandhed, har jeg været bange for at støde nogen ved at fortælle præcis hvor bange, jeg egentlig har været for at blive tyk. Selv nu sidder jeg og overvejer, hvordan jeg skal få forklaret, at intet af det, jeg skriver, er et angreb på nogen som helst.

Det er nemt at støde folk, og det er denondebrodereme også nemt at blive stødt, hvis man søger det. På min gamle blog skrev jeg et indlæg, der hed noget ala “Hvad Hiphop Har Lært Mig”, hvor jeg tog lidt pis på en hulens masse hiphoptekster og blandt andet fortalte, at en vis dansk duo havde lært mig, at verden rent faktisk drejer rundt.. og at den ikke drejer sig om mig. Der var også noget med, at drengene helst ville drikke deres milkshake i gården. Man skulle have læst det – det var bedre i oprindelig form.
Få timer efter at jeg havde udgivet, hvad jeg syntes var, et hyggeligt og harmløst indlæg, fik jeg en kommentar fra en ung mand, der var træt af verdens urimelige behandling af hiphopgenren – og dermed ham. Han skyndte sig at råbe røv og skride, og det var da også helt og holdent også op til ham, men pointen er, at et indlæg der udsprang af, at jeg ikke har den mindste forstand på hiphop og synes det er halvt pinligt, halvt sjovt, at jeg slet ikke kan forstå, hvad de siger, var i stand til at støde nogen. Jeg vil vove at påstå, at han valgte at lade sig støde. Der var i hvert fald ingen onde hensigter i et indlæg, der i langt højere grad udstillede mig, end det udstillede en musikgenre. Men helt ærligt – HVAD SÅ hvis jeg udstillede en musikgenre? HVAD SÅ hvis jeg skriver, at jazz er for nørdede prætentiøse røvhuller, hvis forældre har bællet et par flasker bourgogne for meget under graviditeten? Min holdning er jo bare min, så behold da bare lakskoene på, tænd din cigar og kast dig i sofaen og lyt til rejsegrammofonen for fulde drøn.

Jeg bliver træt, når Pippis far ikke længere må være negerkonge. En ting er at bede en så cool mand abdicere, men ville det ikke være langt bedre at bruge historien konstruktivt? I stedet for at råbe racist efter den stakkels Lindgreen, kan vi så ikke se det som en mulighed for at lære vores børn, at visse ord skal bruges (eller ikke bruges) med omtanke, men at man engang så anderledes på verden, end vi gør i dag? Jeg ser et ret stort lærings- og forståelsespotentiale i sådanne samtaler, og jeg tror simpelthen ikke på, at det hjælper i den lange ende at pille ved historien. Hvis Lindgreen havde levet, måtte hun selv have vurderet, om hun ville ændre ved sit værk, ligesom eksempelvis Hergé ændrede på flere af sine fortællinger efter krigen, men sket er sket, og skrevet er skrevet, og i Huckleberry Finn står n-ordet hele 219 gange, og det er sådan, den bog er. I dag er verden en anden, og så skriver vi anderledes.

Jeg bliver mere og mere konfliktsky med alderen. Jeg hader diskussioner for diskussionens skyld, og jeg undgår meget bevidst at skrive noget, jeg mener kan støde nogen. Alligevel holder jeg på retten til provokation, og jeg synes også, det er utrolig vigtigt, at der er nogen, der tegner problemer til debat og nogen, der tør gå imod samfundstonen, hvad end den måtte være. I onsdags blev 12 uskyldige mennesker dræbt. Vi kender alle historien, og der er ingen grænse for, hvor forfærdeligt, jeg synes, det er.
Jeg har ventet næsten to døgn med at skrive noget som helst om Charlie Hebdo, fordi det satte gang i uendeligt mange tanker hos mig – tanker der ikke sådan lige var til at få styr på, hvilket det følgende måske bærer lidt præg af.

Et par dage før læste jeg i en artikel, at 37% af den danske befolkning var klar til at gå i krig for Danmark. Det gik op for mig, at jeg var en af de 26%, der ville vide mere, før jeg svarede. Jeg kan forestille mig en situation, hvor svaret er ja, men jeg ville ikke ofre mit liv (ja, sådan ville det stensikkert gå) for hvad som helst. Da jeg var yngre ville jeg have svaret ja uden at tøve.
Dengang var jeg også overbevist om, at jeg ville have været en del af modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Sandheden er, at jeg sandsynligvis højst ville have gjort som min farmor og iført mig en hue i RAF-farver og delt nogle blade ud. Det synes jeg desuden heller ikke er at kimse af, situationen taget i betragtning. Det er gratis at være heltemodig i alle hvad-nu-hvis-situationerne. Jeg håber stadig, jeg ville gøre det rigtige, men frygt kan gøre mærkelige ting ved mennesker, og hvem er jeg at sige, at jeg ville have været one of the good guys?

Det slog mig i onsdags, at jeg læste lige så mange kommentarer, der slog fast, at “vi skal huske, det er et mindretal af muslimerne, der er radikale”, som kommentarer der udtrykte medfølelse med Frankrig og den forfærdelige situation, de står i. Jeg så nogle angreb på Islamisk Stat og på den religiøse ekstremisme (angreb som jeg vel at mærke må tilslutte mig), men jeg så ingen angribe islam som helhed (men nu har jeg heller ikke browset rundt på EBs hjemmeside), og derfor syntes det meget besynderligt, at dagen skulle bruges som et forsvar for en religion.
Mogens Lykketoft nærmest hånede tegnerne ved at sige, at “man kan godt i sin brug af ytringsfrihed være så omsorgsfuld, at der ikke er nogen, der føler sig provokeret”.
Det var også din egen skyld, at du blev voldtaget, når du havde så kort en kjole på. Nej!
Lars Løkke gik endda så langt som til at sige, at nogen havde voldtaget en af verdens største religioner, Og så er det i øvrigt ligemeget, hvilken religion der er tale om. Det er princippet. Det er sgu da ikke religionen (misfortolket eller ej) bag angrebet, der skal forsvares på det tidspunkt. For mig at se var det usmageligt at forsvare noget som helst andet end ytringsfriheden og de franske tegnere/skribenter/redaktører på en dag som den. Det var der heldigvis også rigtig mange, der på tværs af alle mulige skel stod sammen om at gøre, og så må vi tage resten senere. Religionerne skal nok være her i morgen.

Derudover blev jeg godt og gammeldags forarget over, at Politiken dristede sig til at skrive “Vi er Charlie” på deres forside, når de for fem år siden undskyldte, indgik forlig og var ALT andet end Charlie. Det var deres valg, og folk og medier må selv om, om de vil være modige (jeg har for eksempel heller ikke postet nogen tegning noget sted), men.. Jeg ved inderst inde godt, at det er en sympatierklæring, men den klinger noget hult, når den kommer fra den kant.

Jeg ville så gerne være Charlie, og jeg håber, at jeg en dag tør turde mere, end jeg gør i øjeblikket. Je suis Charlie, skriver jeg nu for at vise min ubetingede sympati, men sandheden er, at langt de færreste af os tør være Charlie. De fleste af os tør ikke engang støtte tegningerne, medmindre alle andre gør det.

Tak til alle dem, der tør være Charlie og til de 12, der betalte med deres liv for at være det for os, der endnu ikke er modige nok.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)