Et vaskeægte sammenbrud og lidt om te

Jeg er ikke syg, men jeg har det dæleme ikke for godt for tiden. Mit studie har lagt tre forskellige portfolio-opgaver midt i eksamenstiden, og jeg kan slet ikke se mig ud af, hvordan jeg skal få lavet og afleveret det hele. De to ugers sygdom stressede mig enormt meget, fordi de lå på et tidspunkt, hvor vi skulle aflevere en opgave og hvor jeg havde planlagt at komme i gang med den ene af de to store eksamensopgaver. I midten af sidste uge begyndte jeg at kunne mærke, at jeg var trættere og noget ved siden af mig selv, og da jeg mødtes med min far i søndags, bemærkede han, at jeg ikke så ud som om, jeg havde det ret godt – og det havde han sådan set helt ret i. I torsdags var jeg til en af de sidste litteraturtimer i år, hvor jeg var så heldig at sidde mellem to personer, der allerede havde skrevet deres 15-siders opgaver og alligevel formåede at stresse, fordi de ikke var helt sikre på deres brug af kilder. Jeg har ikke engang en problemformulering, og de hjalp ikke.

Jeg har før haft en depression, og da jeg både onsdag og torsdag havde et decideret sammenbrud, gik det op for mig, at det var den samme vej, jeg styrede ned ad igen. Jeg har haft for travlt til at lægge mærke til nogle ret klokkeklare signaler, min krop har sendt mig, og i forgårs endte jeg med sidst på eftermiddagen at sidde og tude i Statsbibliotekets kantine efter at have hentet 13 af de bøger, jeg skal bruge til en af opgaverne. De siger minimum 25 kilder, men hvis ikke min ryg skal gå helt i smadder, finder jeg sgu resten på nettet. Og hvorfor siger de sådan noget? Kan de ikke bare lade os skrive den opgave, som vi ellers skriver opgaver og så ellers blande sig uden om? Så siger de, at vi nærmest ikke havr en chance for at bestå, hvis ikke vi er færdige før jul, så vi kan bruge resten af tiden indtil den 12. januar på at rette den igennem. Og så griner de, som om det siger sig selv, at vi bliver nødt til at bruge dag og nat i halvanden måned på netop deres opgave. De glemmer nok lige, at der er en anden kæmpeopgave, der skal afleveres på.. nå ja, præcis samme dag. Og en anden eksamen, der skal afleveres den 17. december. Og en fjerde opgave, der skal afleveres den 5. december. Og da jeg gik fra timen, sad mit hjerte helt oppe i halsen. Det er sgu nok meget godt, at jeg normalt ikke bruger så meget krudt på den der undervisning. Jeg er så uheldig, at jeg går på et af de få studier, der er med i en prøveordning, hvor vi skal have en eller anden procentdel flere timer og en højere hjemmearbejdstid. Indtil nu har det ikke været et problem, men nu skyder de altså over mål.

Det er fjollet, så meget eksaminer kan fylde, når man står foran dem, og hvor lidt de egentlig betyder, så snart de er afleveret. Jeg har aldrig prøvet at dumpe, og jeg har heller aldrig prøvet af være i nærheden. Alligevel reagerer min hjerne som om, min fremtid er i fare, hver gang jeg skal bedømmes. Sandheden er vel, at karaktererne ikke betyder en skid, medmindre man går efter en Ph.D. eller et universitetsjob, og jeg ville næsten hellere være en af de første til at bosætte sig på Mars, end jeg vil bruge flere år på at studere.

I denne weekend skulle jeg havde været på Bornholm med Mathias og hans forældre for at besøge bedsteforældrene, der begge har fået det skidt på det sidste. Jeg sagde ja, velvidende at det ville blive en tur bestående af to dages transport og en dag på Bornholm, men jeg ville gerne gøre det for Mathias. Jeg lider af angst. Jeg har aldrig fortalt jer det før, selvom jeg har været temmelig åben omkring både min anoreksi og min depression. Sagen er bare, at de to sidstnævnte bare er langt nemmere at tale om, fordi jeg ikke er midt i dem længere. Det sker ofte, at angsten træder i stedet for andre diagnoser, og jeg begyndte at mærke til min, da jeg havde nedkæmpet min anoreksi. Angsten betyder, at jeg er blevet godt og gammeldags sart. Især i sociale sammenhænge kan jeg have problemer. Hvis jeg sidder ved et middagsbord, og der er larm og flere samtaler i gang rundt om mig, begynder jeg at koldsvede og få svært ved at trække vejret. Jeg har en aftale med min familie om, at jeg bare lige tager 5 minutter for mig selv, når det bliver for slemt, og at de så ikke skal tænke mere over det. Det er faktisk kun min tætte familie, min kæreste og min bedste veninde, der ved, at jeg lider af angst. Jeg havde ikke engang tænkt mig at fortælle jer det. Det her indlæg startede faktisk med at handle om te, men det viste sig at være umuligt for mig at skrive andet end lige netop det her. Angsten kan også trigges af menneskemængder, stress og i særdeleshed lyde, og med angsten følger der også en række bekymringer, der invaderer mit hoved og gør mig lysvågen, når jeg har tid til at sove. Nu vil jeg ikke gå mere i detaljer, men kombinationen af søvnløshed, stress, en larmende, trommende nabo, der umuliggør selv en enkelt lille middagslur, har mildest talt haft en træls effekt på mig.

Da jeg i går kom hjem med 13 bøger og mascara ned ad kinderne, fandt jeg frem til, at jeg blev nødt til at vinke farvel til Bornholm og bruge weekenden på at sove og forberede mig til vejledningen i begyndelsen af næste uge. Jeg har absolut ikke i sinde at blive opslugt af endnu en depression, og selvom det selvfølgelig ikke er noget, jeg har 100% kontrol over, har jeg tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan for at undgå den. Jeg har efterhånden bøvlet med mit sind så længe, at jeg for det meste selv når at få øje på de små tegn, før de får den store betydning, og når de kommer, ved jeg, at jeg bliver nødt til at skrue lidt ned for blusset og acceptere, at jeg ikke skal spilkoge, men simre.

Jeg vidste, at det ville blive et hårdt semester, og jeg er allerede kommet godt igennem de første tre måneder. Halvdelen af min gruppe kører med 20 ECTS per semester i stedet for de 30, og selv de stresser. Jeg har på ingen måde de optimale forudsætninger for at studere på fuld tid, men jeg gør det, og jeg vil det, og så er der sgu ikke noget at sige til, at det hele brænder en smule på lige nu. Jeg har truffet en beslutning om, at min angst ikke skal være en sygdom, for jeg er træt af at være syg, og jeg nægter at planlægge mit liv efter det. Det betyder, at jeg i høj grad mangler overskud til veninder, familie og alle de ting, jeg egentlig allerhelst vil, men this too shall pass, og om et års tid sidder jeg forhåbentlig og kradser i problemformuleringen til mit speciale.

Torsdag aften brugte jeg to timer på at finde billetter til Bornholm, så jeg kan tage Mathias med derover, så snart jeg har afleveret i januar. Jeg følte mig som den mest lusede kæreste, da jeg blev nødt til at sige fra, men jeg er simpelthen nået til et punkt, hvor jeg er bange for at knække, og på den måde var der egentlig kun én valgmulighed. Det forstod han heldigvis godt.
Weekenden kommer til at gå med at forberede mig og med at forsøge at trække vejret helt ned i maven, og så prøver jeg at tage den én dag ad gangen og glemme alle andre forventninger end mine egne. Måske endda også mine egne.

Det er godt nok blevet et langt indlæg, men det er et, jeg ikke rigtig føler, jeg kan komme udenom. Men hvis vi lige skal slutte med en lidt mere munter anekdote, så brød jeg også sammen i Rema forleden. Af grin. Helt alene. Fordi jeg skulle købe selleri. Vej selv-selleri. Vej-Selleri. That happened. Ha’ en skøn lørdag, og selvom julen er hjerteflimmerens tid, så husk lige at trække vejret :)

Ps. Jeg sagde jo, det skulle handle om te. Billedet viser to teer, jeg er tosset med for tiden. Bogstavrim aside, så ville jeg egentlig bare anbefale teerne fra Celestial Seasonings (især deres Coconut Chai, der egentlig bare smager af mere intens chai og overhovedet ikke af kokos), og så ville jeg nok have skrevet noget om, at jeg for tiden er ret så te-fanatisk og lige har bestilt en sørens masse te-æg over ebay. Det ville nok alligevel ikke have været så spændende, men tjek lige teerne ud, hvis I kommer forbi Søstrene Grene.

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)