ROADTRIP I USA // MAGNOLIA PLANTATION I CHARLESTON

Jeg har mere end 1000 billeder liggende fra vores roadtrip, og selvfølgelig putter jeg dem ikke alle sammen herind, men jeg har nu alligevel lyst til at dele nogle af de oplevelser, vi havde på vores rejse. Det bliver ikke kronologisk eller noget som helst – bare nogle spredte højdepunkter fra turen. En af de ting, jeg havde sat mig for at se, var en vaskeægte sydstatsplantage. Da jeg i foråret læste Borte med Blæsten, kunne jeg slet ikke vente med at opleve omgivelserne i virkeligheden, og vi så en del brochurer igennem, før vi slog os fast på Magnolia Plantation. Plantagen kan føres helt tilbage til 1676, og i 1870 åbnede haven for offentligheden – dermed er den USAs ældste “public garden”. Den var nu ikke just gratis at besøge, men for lidt mindre end 50$ fik vi indgangen og en bådtur i de gamle rismarker.
Plantagen ligger ved Ashley River, få kilometer uden for Charleston i South Carolina, og på det tidspunkt af turen havde vi mildest talt ikke vejret med os. Vi oplevede gigantiske thunderstorms hver eftermiddag, så vi stod tidligt op i håb om at få så meget som muligt ud af dagen og plantagen, før himlen gik i stykker. Solen var væk, luftfugtigheden var ekstrem, og myggefamilien var mødt fuldtalligt op, men det var en skøn og smuk formiddag, selvom det trykkende vejr skinner en del igennem på billederne. Klokken lidt i tolv mærkede vi de første dråber og nåede lige netop at spurte hen til bilen, før vi var midt i endnu en thunderstorm.

LÆS OGSÅ: HVAD KOSTER ET ROADTRIP I USA?

Mens Mathias hentede det vand, vi havde glemt i bilen, sad jeg og overvejede, hvilken ekstrapakke, vi skulle tilkøbe, Vi endte som sagt med bådturen i de gamle rismarker, men der var også mulighed for et lille futtog, en sumptur og en slavehytteudstilling. Især sidstnævnte ville jeg gerne have set, men på grund af vejret måtte vi prioritere vores tid.

Mathias er verdens mest tålmodige menneske, så mens jeg sad og så på floden og ventede på vores båd, blev han helt gode venner med en sommerfugl. Billedet er taget med en helt normal 18-55 linse, så han var sgu nærmest henne og give hånd.

Det var sådan et billede, der kunne og skulle have været så smukt og idyllisk, men mit udtryk er lidt mere “har du taget billedet”, end det er Scarlett O’Hara. Oh well. Som I kan se havde jeg også droppet makeuppen, der alligevel bare smeltede af i varmen.

LÆS OGSÅ: ROADTRIP I USA // RUTEN ER TEGNET

På bådturen så vi mange forskellige fugle, som vi tog alt for mange billeder af. Jeg kan ikke huske, hvad denne fætter hedder, for jeg går ærligt talt ikke ret meget op i fugle. Men altså – sådan så rismarkerne ud. Der er ikke længere plantet ris, fordi det ville kræve for meget arbejde, men i stedet har de plantet noget græsagtigt, som skulle ligne det, der var engang. Tanken om slavernes arbejde i rismarken, hvor de vel at mærke gik rundt i op til 60 centimeter vand i en nærmest ulidelig luftfugtighed i alt for mange timer om dagen, slog et skår i den smukke oplevelse – men det var jo lige netop det, den skulle, og det var rigtig spændende at se.

“I am the resurrection
and the life.
He that believeth in me
though he were dead,
yet shall he live.”

Halløj gamle kone. Ja, det er mig, der læser. Gravkammeret har været i brug siden det 17. århundrede, og for cirka 10 år siden blev endnu en fra Draytonslægten stedt til hvile derinde (man kan vel ikke sige begravet?). På skiltet kan man se et billede af, hvordan det så ud, da man sidst åbnede gravkammeret. Kun to kister stod stadig – den første og den sidste. Den første var vist lavet af bly, og den sidste fra en gang i første halvdel af 1900-tallet var i forfald. De andre var nedbrudt gennem tiden. Jeg tror, jeg selv i død tilstand ville være hunderæd for at komme ind i sådan et kammer. Hvad er der nu galt med jorden?

Der var selvfølgelig også en fin lille labyrint, som vi gennemførte i løb, fordi vi mærkede et par dråber.

Jeg synes selv, jeg har været ret vidt omkring i mit 24-årige liv, men midt i en gammel sydstatshave fandt jeg alligevel et af de smukkeste og mest meditative steder, jeg nogensinde har oplevet. Var det ikke for myggene og de tunge skyer, kunne jeg have siddet der til mine dages ende.

Selve hovedbygningen var vi ikke inde at se, da det var lavet om til møbel- og quiltmuseum og var en tilkøbstur, men udefra så det faktisk mindre imponerende ud, end jeg havde forestillet mig. Nogle af sydstatsplantagerne er så utroligt store, at de får Amalienborg til at ligne rækkehuse, men dette her var en smule mere “modest”.

Det var ikke nemt at fange dyrenes interesse, selvom vi havde mad med til dem, men ligesom resten af USA var de vant til rigelige mængder, så stakkels Mathias endte med at sidde helt alene og forladt og vente forgæves, mens dyret stille traskede hen for at sove. Jeg havde lidt mere held med mig, men til gengæld kan jeg se, at mit hår mest af alt ligner noget fra Star Wars. Eller Star Trek. Et eller andet med rummet.

Det var en superskøn dag, og jeg er så glad for endelig at have set en sydstatsplantage. Næste gang vil jeg se en til – og så har vi forhåbentligt vejret med os :)

Hvad er det smukkeste sted, I har set?