Da min farmor var meget syg, afmeldte jeg to eksaminer og min bacheloropgave og endte med at måtte forlænge min bachelor med et år. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. I en tid hvor CV og karriere skattes højere end ilt og vand er det dog en beslutning, ikke alle har kunnet forstå.
Min farmor døde nogle få måneder før, jeg startede GOWNSANDROSES, så de indlæg jeg skrev under hendes sygdom og efter hendes død, har I selvsagt ikke haft mulighed for at læse, medmindre I fulgte med på min gamle blog. Hvis I har læst de indlæg, ved I, at min farmor var min bedste ven. Hun var min inspiration, min ubetingede støtte og et af de absolut vigtigste mennesker i mit liv. Hun var den, jeg ringede til først. Altid. Når jeg havde fået en god karakter, når jeg absolut ikke havde, når jeg havde behov for at vende mit liv, og når jeg var på vej ned til bussen og lige havde fem minutter ekstra. De fem minutter blev altid til mange flere, og hele mit liv har jeg værdsat min tid med hende umådeligt meget – og jeg har altid haft in mente, at jeg havde hende på lånt tid.
Da min farfar døde i ’99, gik det op mig, at min farmor en dag ville følge efter ham, og selvom tabet af min farfar var nærved ubærligt, vidste jeg, at tabet af min farmor var noget af det værste, der kunne ske for mig. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har vækket hende midt om natten, fordi jeg havde haft en drøm om, at hun var kommet noget til. Hun tog altid telefonen, og så snart jeg hørte hendes stemme, fik jeg frempebet, at jeg bare lige ville høre, at hun havde det godt. Selvom klokken var fire om natten, kunne jeg høre hende smile, og jeg vidste, at hun vidste, hvor meget jeg elskede hende.
“Jeg har det godt, Lise”, svarede hun altid. “Mig skal du ikke bekymre dig om!”
Hun kaldte mig altid Lise. Det skulle hendes datter have heddet, men hun fik aldrig en – og så kom jeg. Jeg havde fra mit første sekund i verden en helt særlig plads i hendes hjerte, og når alle andre var nogle fjolser, var min farmor der for mig. Hun bakkede mig altid ubetinget op. Hun kom med råd, når jeg behøvede dem, lyttede når jeg bare ville tale og lukkede mig skridt for skridt og år for år mere og mere ind i sin verden og det liv, hun havde før mig. Jeg hørte om alt fra sneboldkampe til sommerforelskelser og opmaskning af nylonstrømper, og selvom hun aldrig rejste længere væk end til Norge, og selvom hun i langt hovedparten af sit liv var hjemmegående husmor, fandt jeg en stor inspiration i både hendes liv og hendes person. Min farmor kendte altid svaret, når jeg placerede mine mere eller mindre vanskelige tysklektier foran hende, og jeg har ikke tal på, hvor mange latinske fraser, jeg i tidens løb er blevet overhældt med. Hun var hammerskarp og altid opdateret, men hendes mål i livet havde intet med karriere at gøre. Hun levede for sin familie, sine veninder, søndagens svære krydsord og en kop kaffe på terrassen, og for hende var det mere end nok.
Derfor var det også et utroligt nemt valg jeg traf, dengang jeg skubbede uni et år for at bruge mere tid med hende. Jeg har altid set op til min farmor, og jeg har altid beundret hende for al den kærlighed, hun havde at give. Da hun blev syg, havde jeg chancen for at give hende en lille smule igen, og i dag er jeg lykkelig over, at jeg tog den.
På det sidste har jeg tænkt meget over ambitioner. Jeg føler mig ofte presset til at overdrive, når jeg bliver spurgt, og de få gange jeg rent faktisk har givet et ærligt svar, har jeg fået et uforstående blik tilbage. Sandheden er, at jeg slet ikke er så karriere-ambitiøs, som folk automatisk forventer, at folk (og nok i særdeleshed studerende) på min alder er. Jeg har en drøm om at klare mig godt og at komme til at arbejde med noget, jeg virkelig brænder for. Hvis jeg en dag bliver tilbudt en bestyrelsespost, siger jeg sandsynligvis ikke nej, men havde selveste Oxford University headhuntet mig med legater og hele moletjavsen, dengang min farmor var syg, var jeg ikke taget af sted. Min familie fylder mere end noget andet og mere, end den gør for de fleste andre på min alder. Jeg ved ikke, om det blandt andet skyldes de mange års sygdom, jeg har været igennem, eller om det slet og ret skyldes, at jeg er den, jeg er, men jeg afskærer mig selv fra mange muligheder for at være tæt på mine forældre og bedsteforældre. Jeg ved, nogle vil mene, at jeg skal tage at blive voksen og udfordre båndene lidt mere og flytte til København, Cuba eller Canada og tage nogle chancer, men i løbet af mit kvarte århundrede har jeg lært mig selv ret godt at kende, og jeg ved, at jeg i sidste ende får et rigere liv ved at tilbringe det tæt sammen med de mennesker, jeg holder af, end ved at have opbygget et beundringsværdigt CV.
Jeg har faktisk været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive disse tanker ned herinde, for i vores tid er det tabu at sætte relationer over ambitioner – familie over netværk. Selvfølgelig håber jeg på, at jeg kan få både i pose og i sæk, for selvom jeg er klar til at tilsidesætte dem, har jeg en masse drømme og forhåbninger på karrierefronten, og jeg glæder mig til og over at udvikle og uddanne mig. Når dagen er omme, og hvis jeg sætter det helt på spidsen, er en karriere bare intet værd uden kærlighed. I bund og grund er karriere en konstruktion, og selv de største præstationer bliver meningsløse, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Jeg tænker på min farmors liv uden karriere, men med kærlighed og kaffe, og det skræmmer mig ikke. Det ville stadig være et liv med mening og et liv, der i høj grad var værd at leve.
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
14 comments
Sikke et fint indlæg. Jeg er selv meget ambitiøs og skal det kommende semester både tage 25 ECTS og arbejde i gennemsnit 30 timer om ugen – ydrks. Men jeg bruger stadig utrolig meget tid sammen med mine forældre, og jeg skubber altid arbejde eller events til side, hvis de har brug for mig. Jeg er enebarn og har ikke ret meget andet familie end min mormor og mine forældre, så det bliver prioriteret til skyerne. Jeg tror, at i vores samfund er det mere nødvendigt end nogensinde før at prioritere relationer over karriere, og jeg har indtryk af, at det gør flere faktisk, end man lige skulle tro.
Tusind tak, Emma :)
Og ja – det tror jeg du har ret i, at der er mange, der gør. Heldigvis! Det er bare ikke meget, man hører til den gruppe, synes jeg :)
Rigtig fint skrevet og rigtig fint at du tør at sige det højt! Som Emma siger tror jeg faktisk også at der er mange flere der har det sådan end man lige tror, faktisk alle mine veninder har det sådan. Min familie og relationer er helt bestemt også vigtigere end karriere, men jeg er stadig meget ambitiøs og har på mange måder mange ting jeg gerne vil opnå og det skal jeg også nok gøre – men som du selv siger er en vild karriere ingenting værd hvis man i jagten på den forsømmer og skubber alle man holder af væk. Jeg har boet i udlandet 2 gange og det aller værste ved det, og det der er det værste hvis jeg gør det igen er at min mor så er så langt væk. Det er frygteligt ikke at kunne se hende når jeg vil og mindst en gang om ugen som jeg gør nu. Selvom jeg er 30.
Mange tak, Sabrina!
Det er virkelig utroligt, så meget det betyder at have sin mor tæt på! Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde når en alder, hvor jeg ville have det ok med kun at se hende fire gange om året. Men hvor er du sej, at du turde tage af sted alligevel! Især når du også har det på den måde. Jeg kan godt nogle gange være bange for, at det begrænser mig for meget, at jeg jeg vil være tæt på familien.
Flot indlæg Anne-Li! :) jeg har hverken brug for eller har lyst til at rejse et halvt år til USA eller Australien for at studere, springe fra faldskærm eller begrave mig i en jungle som åbenbart er blevet normen. Folk kigger underligt på mig når jeg siger, at jeg ikke har tænkt mig at tage et semester i udlandet. Men jeg vil jo bare gerne være lige her.. I Danmark. Med familie, venner og kæreste.
Tak, Mia :)
Og AMEN! Det er lidt tankevækkende, at der er en ret fast oplevelsespakke, der er blevet “normen” at drømme om.
Jeg kunne utroligt godt tænke mig et semester i England, men når det kommer til stykket, ved jeg ikke, om jeg egentlig kunne tænke mig at være derovre. Jeg kunne nok allerbedst bare tænke mig at have haft det ;)
Jeg er så rørende enig. Jeg drømmer også bare om at få et arbejde, der er rart og jeg kan li – det er trods alt på jobbet, man tilbringer meget tid – men som efterlader plads til fritid, familie, venner osv. Mit ambitionsniveau var f.eks. på ingen måde kompatibelt med ræset på journalisthøjskolen, og da jeg endelig så mig selv i øjnene og droppede ud faldt der virkelig en sten fra mine skuldre.
Altid, altid, altid relationer før ambitioner.
Det er sgu godt at høre, at jeg ikke er det eneste lille familiefjols herinde :D
Jeg ville heller aldrig kunne holde til et ræs ala medicin eller jura. Jeg beundrer dem, der kan, men jeg kan slet slet ikke se mig selv i det liv.
Det vigtigste må i bund og grund være at finde ud af, hvad man selv drømmer om og så skide hul i, hvad man synes, man bør stræbe efter.
Jeg håber, du passer bedre ind på Litteraturhistorie :)
Hvor er det smukt!
(Det var altså bare lige det jeg ville sige, selvom alle andre har skrevet meget mere :-/…)
1000 tak, Bente!
Som med så meget andet, er det jo ikke størrelsen, det hele kommer an på :D
Det er virkelig kun ved din blog at jeg glæder mig til at du ertilbage, og ærgrer mig når jeg læser det her indlæg fra iPad, for der gider jeg ikke kommenterer – og det er kun ved din blog, at jeg husker jeg hellere må kommentere når jeg sidder ved computeren :)
Jeg har før sat din kærlighed til din farmor i relation til min egen. Hun døde alt for tidligt, men havde lidt en modsætning til din – hun gik meget op i at man skulle have en uddannelse. Ikke så meget for karrierens og ambitionernes skyld, mere fordi man skulle kunne klare sig. Også uden en mand. Hun var bestemt glad for at være hvor hun var – men hun ærgrede sig altid over hun ikke måtte komme på realskolen, fordi hun havde tre lillebrødre, som var vigtigere. Især fordi det viste sig at de slet ikke var dygtige nok.
Jeg synes uddannelsen er vigtig, jo jo – ligesom at vide og gå op i verden. Men midt i det hele må man heller ikke glemme at lytte til sig selv og finde ud af hvad der egentlig er vigtigt for en. Hvis det er familie, så er det sådan det er. Og så skal andre holde op med at gøre det til et tabu. Tænker jeg.
Åh, Lotte. Tusind tusind tak! Det er virkelig en skøn kompliment af få :)
Jeg kan godt huske, vi før har skrevet lidt om vores skønne farmødre. De har ikke levet forgæves, så meget som de stadig betyder!
Min farmor var selv student og både glad og stolt over at være det, og hun har altid regnet med, at jeg selvfølgelig også ville blive det. Hun elskede at tilegne sig viden, og hun gjorde det til det sidste, men jeg tror bare ikke, det lå i kortene for hende at gå efter en storstilet karriere. Hun arbejdede i Kreditforeningen (kaldte hun den i hvert fald) i 13 år, før hun blev hjemmegående husmor, og jeg er sikker på, at hun ikke ville have været tilfreds med at være gået fra folkeskole til husmor. Jeg tror, hun nåede at opleve den tid på arbejdsmarkedet, hun havde behov for, og så dedikerede hun ellers resten af sit liv til sit hjem og sin familie.
Jeg tror ikke, jeg vil sige, at hun ikke gik op i uddannelse, for netop uddannelse, og dannelse i det hele taget, lå hende utroligt meget på sinde.
Jeg kan godt forstå, at din farmor har ærgret sig. Hun har jo ikke selv haft mulighed for at vælge, men er blevet holdt tilbage til fordel for nogle andre, der måske i virkeligheden fortjente det mindre. Det er godt, verden har rykket sig siden dengang!
Som altid – tusind tak for din kommentar! Jeg synes, det er så skønt, at du deler noget om dig selv herinde :)
Av jeg kan da godt høre at din har været noget mere ude end min :) og så liiiidt. Det er os rart at du altid svarer btw ;)
Selvfølgelig svarer jeg! Hvis jeg på nogen måde har tid. Jeg værdsætter virkelig alle jeres kommentarer, og det ville være en sølle tak bare at kigge dem igennem og ikke komme med nogen form for respons!