Tro er en underlig størrelse og ikke noget, jeg vist nogensinde har nævnt på bloggen før, men i dag kom jeg alligevel til at tænke lidt over konceptet, da jeg sørgede for at få endnu et 7-9-13 skudt ind i en sætning, min kæreste var i gang med at sige. Der er stor forskel på tro og overtro, men for et bekymret anlagt menneske, som jeg er, kan grænsen godt være en smule flydende engang imellem, og selvom jeg udmærket kan se, hvor tåbelig jeg selv kan være, kan jeg altså ikke stoppe det. Nu er det ikke sådan, at jeg laver korsets tegn, hvis mit stykke lagkage vælter, men jeg har hele mit liv forsøgt at helgardere mig så godt som muligt imod.. jamen alting!
Da jeg var helt lille, havde jeg et tilbagevendende mareridt om, at vores hus brændte, og min mor lærte mig så, at jeg bare kunne bede aftenbøn og bede til, at hytten ikke futtede af, og i mange år bad jeg så nøjagtigt den samme aftenbøn, som hun havde lært mig den aften. Jeg har altid troet på noget, og jeg har været rundt om mange forskellige religioner og begreber i løbet af mit kvarte århundrede, men jeg er alt andet end stolt af at være troende. I en tid hvor religion er skyld i så utroligt mange konflikter og politiske uenigheder, har jeg ikke lyst til at række fingeren i vejret og fortælle, at jeg er en af tosserne, der slet ikke kan bære tanken om ikke at døbe mine hypotetiske børn og som hver evigt eneste aften rabler en aftenbøn af, hvor jeg som med en tryllebesværgelse forsøger at komme omkring alle de mennesker, jeg holder af og beskytte dem med nogle ord under en dyne. Min kæreste kunne ikke være mindre troende, så jeg sørger altid lige for at holde fast i hans enten dyne eller arm, så en eventuel gud ved, at det altså gælder for os begge.
Der er mange grunde til, at jeg egentlig ikke bryder mig om religion. Blandt andet fordi de religiøse ofte er så skidehellige og højt på strå og er overbevist om, at de kender selve vejen, sandheden og livet, og at andre enten skal halshugges ellers ynkes (jeg ved snart ikke, hvad der er værst) for ikke at have set det meget omtalte lys.
For nogle år siden var jeg kærester med en, der var meget kristen. Og med meget, mener jeg meget! Der var regler om alting – hovedreglerne var selvfølgelig, at man ikke måtte drikke alkohol og ikke måtte have sex før ægteskabet. To regler hele den meget kristne vennekreds brød på næsten daglig basis, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Indtil jeg fandt ud af, at de havde besluttet, at min tro ikke gjaldt. Selvom jeg var kristen, var jeg ikke ordentligt kristen, fordi jeg ikke tilhørte netop deres kirke (oh ve, oh skræk, hvor er der dog få mennesker i verden, der så kan komme op og spise æbler), og min daværende kæreste sagde endda ordret til mig: “Jeg er bare så ked af, at du kommer i Helvede!” Og nej, det var sgu ikke for sjov. Jeg tillader mig forresten at bande her, for hvis døren alligevel er lukket…
Så fordi de hørte til den rigtige kirke, kunne de opføre sig så dårligt, som de havde lyst til og stadig være bedre end alle andre? Der knækkede filmen for alvor for mig, for det var simpelthen unfair hold!
Selvom det med årene er gået op for mig, at jeg tror på et eller andet og ikke kan lade være, ved jeg jo godt, at en aftenbøn ikke er en direkte telefonforbindelse til evigheden og dens betyrer i den anden ende af røret, og at der ikke er nogen, der tager noter, når jeg om aftenen beder til, at min familie har det godt, og at mine avokadoer snart bliver modne, men jeg har fundet ud af, at sådan en aftenbøn faktisk er god for meget andet end bønnen i sig selv. Måske er den udelukkende god for alt det andet. Det er en god afslutning på dagen, hvor jeg har mulighed for at bide mærke i de gode ting og for at huske mig selv på de mål, jeg har, og så kan man diskutere religion nok så meget, men hvis man mener, man kan bruge det til noget, så er det da bare om at gøre det! Så længe man ikke putter det ned i halsen på andre – og nej, det tæller ikke som servicemeddelelse at sige til folk, at de ender downunder. Det er hammeruopdragent og dårlig stil, og hvis man virkelig tror, man ved, hvordan det hele hænger sammen, har man nok ikke forstået noget som helst.
Hvad synes I om tro og overtro, og tager I også engang imellem jer selv i lige at helgardere jer ved at spytte over skulderen eller bede en bette bøn?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
23 comments
Wow, du har god tøjstil! Jeg er selv rigtigt meget overtroisk, og har nok arvet det fra min mor, der igennem min barndom altid spyttede sig over skulderen når hun så en sort kat krydse vejen.
Årh tak, Julie – hvor er du sød!!
Haha, åh ja – det er lidt dumt, men der altså et eller andet over det, og hvis man først er gået i gang med at spytte og banke under bordet, er det jo nærmest umuligt at lægge det fra sig igen!
Jeg kan slet ikke magte sorte katte – altså dem der er helt kuldsorte. Hvis de løber over vejen, drejer jeg febrilsk rundt om mig selv og spytter til højre og venstre. (Kan aldrig huske hvad det er man skal.); Ja selvfølgelig med mindre jeg sidder i min bil mens det sker, også gør jeg det når jeg er fremme ved min destination. Nåh ja, og spejle der går i stykker. Jeg kan gå helt i spåner indvendig.
Jeg er en af dem der har svært ved at tro på at der sidder en og styrer mine snore, men jeg er samtidig også nervøs for ikke at tro. Det er sådan en ambivalent følelse, jeg kun kan få ro omkring når jeg accepterer at ligegyldigt hvad, så er jeg herren i mit eget liv lige nu og her. Og så længe jeg gør hvad jeg kan, så må jeg acceptere at jeg ikke kan styre ting omkring mig. Til tider er jeg der og andre gange styrter jeg rundt og spytter! ;-)
Haha, åh du fik lige min dag til at begynde med et grin! TAK!
Jeg tror, det er venstre skulder, man skal spytte sig over – så slipper du i det mindste for at dreje rundt næste gang :D
Jeg kan slet heller ikke klare, når spejle går i stykker. Jeg så engang et klip i TV om en eller anden kunstner, der brugte spejle i sin kunst, og man så hende endda smadre dem. Det var lige ved at være for meget for mig, at hun ville nedkalde så mange års ulykke ned over sig selv ;)
Jeg er enig i, at det først og fremmest handler om at acceptere, at man selv er den eneste, der har nogen magt over sit eget liv og skæbne (og så kan man jo håbe på en smule held på vejen), for der sker sandsynligvis ikke ret meget, hvis man lader det være op til de højere magter at sørge for uddannelse og resten af bucketlisten :D
Mange af de ting som du har gjort, er som taget ud af munden på mig. Jeg kan også være “slem” til nogle overtro agtige ting en gang imellem. Jeg SKAL fx lige lukke øjnene og bede, hvis jeg kommer til at kigge på uret kl 00:00.
Der udover irritere det mig grænseløst at et par jeg er i familie med som er Jehovas Vidner, kan sidde smilende og sige “Jamen vi prøver at hjælpe jer andre over på vores side, så I kan komme i paradis. For alle der ikke er Jehovas vidner kommer i helved”. Det irritere mig at de sidder og fortæller mig hvor jeg kommer hen, som om de er det bedste, og jeg bare er… Ja, lort! Grr.. Har respekt for folks indivuelle troer, men INGEN skal pådutte mig noget – så bliver jeg først gal..
Mia, er du sikker på det er dét de siger?
De tror nemlig slet ikke på Helvede… :)
Jeg kan lige så godt begynde med at sige, at jeg umiddelbart ikke er fan af Jehovas Vidner eller nogen som helst andre, der udstøder folk, der ikke tror som dem. Det passer ikke ind i mit verdensbillede.
Og så kan man selvfølgelig argumentere for, at det kommer fra et godt sted, og at de bare vil jer det bedste, men hvis de virkelig tror på, at der kun er plads til 50.000 i himlen, ville de så ikke holde det hemmeligt og få fat i en billetterne selv? Jeg ved det ikke. Jeg forstår dem ikke.
Jeg bliver også groft irriteret, hvis folk prøver at omvende eller belære mig, for jeg er trods alt ikke religiøs nok til at tro, at der er én vej, der er den rigtige!
Fedt indlæg – og modigt.
Jeg er kristen og kommer i en kirke (navnet ligegyldigt, for jeg tror ikke på, at der er en måde at være kristen på, der er mere rigtig end andre måder).
Jeg tror på Jesus og tror på, at jeg er elsket. For mig handler min tro om støtte, accept, kærlighed, prøve at efterlade verden end jeg da jeg ankom og have en højere standard for, hvordan jeg behandler mine medmennesker. Min tro handler også om, at jeg kan vise menneskelig svaghed, uden at jeg er mindre elsket af den grund.
Og så handler min tro om, at jeg ikke er et hak bedre eller mere hellig end alle andre…det er slet ikke min opgave at dømme den slags :-)
Tusind tak, Tina!
Og det er lige netop dét, jeg synes, kristendommen handler om. Det var rigtig godt beskrevet :)
:-)
Åh, Anne-Marie! Endnu et tankevækkende og skønt indlæg – du har virkelig en gave for at skrive enkelt og tilgængeligt om store og svære emner. Det er så fint og inspirerende :-)
Selv er jeg nok meget lig dig: jeg kan ikke helt lade være med at tro på, at der findes noget mere og større end os, og at det i hvert fald ikke kan skade at banke under bordet eller sige en lille bøn, hvis man føler der er brug for det.
Jeg holder utroligt meget af kirker og religiøse symboler, som kan give en ro og lidt pusterum i en travl hverdag uden nødvendigvis at være en tilkendelse af decideret tro på noget specifikt.
Og jeg har det meget svært med mennesker, der mener at have fundet SVARET – hvad enten det er religion eller diæt eller politisk! Der er ikke noget der er sikkert, og du har så ret når du skriver, at hvis man tror man ved det hele, så har man virkelig ikke fattet noget som helst…
Rent konkret er jeg jo nok mest kristen, da Danmark nu engang er et kulturkristent samfund, men jeg har et ret anstrengt forhold til Biblen, og generelt nok til al religion, der har regler for hvad og hvordan man må og skal.
Jeg tror på, at hvis der findes en gud, så kender “han” os allesammen og ved præcist hvordan vi tænker og hvorfor vi handler som vi gør. Og hvis han så skal dømme, så bliver det ud fra det – ikke menneskeskabte regler. Jeg tror faktisk at vores samvittighed til dels er en indbygget måler for om vi selv mener noget er godt eller dårligt.
Det blev langt (igen!), men jeg håber det giver lidt mening ;-)
Ej, dumme stavekontrol, der kalder dig Anne-Marie!! :-(
Og så når du har så smukt et navn, som jeg udemærket kender – Sorry!
.. Og det er helt okay :D Anne-Marie er da også et udmærket navn! ;)
Kæmpe tak, Camilla! Du har en vidunderlig evne til at skrive kommentarer, der gør min dag bedre :) Det sætter jeg meget pris på!
Jeg har også svært ved religiøse regler, for jeg synes, ligesom dig, at det skal være ens samvittighed, man agerer efter. Hvis man handler, som man føler, man bør, og man gør, hvad man kan for at hjælpe omkring sig og ellers ikke skader nogen med sin opførsel, så tror jeg, at det er godt nok. Selv hvis der ikke er nogen som helst højere magt, er det vel bare gode guidelines at leve efter :)
Det her er det første af dine indlæg, som jeg har læst, men det er bestemt ikke det sidste! Jeg fandt din blog via en anbefaling på Instagram – kan ikke huske nu hos hvem. Jeg blev hængende, ikke kun fordi du skriver godt og skriver indlæg med indhold, men også fordi jeg synes, at det er sejt, at du kaster dig over noget så tabubelagt som tro.
Sejt gået! Jeg glæder mig til at læse mere :-)
Velkommen, Jelena!
Tusind tak for din kommentar. Jeg er rigtig glad for, at du vil læse med herovre (og at den skønne blondinemor dedikere et instagrambillede til min blog!)
Jeg kunne desuden ikke lige lade være med at kigge over på din, og jeg må sige, at jeg VIRKELIG gerne vil agere publikum til både Big Brother for iværksættere og PH for blege, gifte mennesker :D
Jeg tror ligesom dig. Og jeg er bevidst om at jeg er kristen. Men jeg mener også at det er en privat sag, og at den ikke bør skille mig fra at imødekomme hvem som helst med et åbent sind.
Jeg får tit besøg af mine Jehovaer, og selvom de er meget insisterende på deres måde at være kristne på, så er deres tilgang til deres egen måde at tro på, som min: min Jehova siger nemlig at i bund og grund handler ens forhold til Gud om ens egen moral, og hvad man føler er i roden. Forstår du?
Hvor hyggeligt at have sådan et par Jehovaer :D
Hvis din Jehova siger sådan, så har jeg absolut ikke noget at udsætte på hende/ham, for det virker umiddelbart ikke på nogen måde dømmende.
Jeg tror, man selv bedst ved, hvordan man bør opføre sig (medmindre man er sørøver og uden normalt moralkodeks), og hvis man netop lytter til sin egen samvittighed, kan jeg ikke se, at det kan gå helt galt :)
Sikke et fint indlæg med mange gode overvejelser om tro og overtro (for slet ikke at snakke om nogle meget smukke billeder med et lækkert outfit :-).
Jeg har det faktisk ligesom dig. Jeg kaster salt over skulderen, går ikke under stiger, viger bort fra sorte katte – og så beder jeg aftenbøn. Ligesom dig bruger jeg det til at slutte dagen af og sende en kærlig tanke til dem jeg elsker eller dem der har allermest brug for det. Men i øvrigt betragter jeg slet ikke mig selv som kristen og jeg synes at det er uhyggeligt at observere alle de grusomheder der bliver begået i troens navn.
Alligevel har jeg sådan lidt ‘hvis-nu-det-rent-faktisk-giver-uheld-at-spilde-salt-så-er-jeg-da-på-den-sikre-side’ :-)
Jeg er vokset op i en meget overtroisk familie. Min mormor fik et hysterisk anfald, hvis jeg kom hjem og ville vise hende mine nye sko, og satte dem op på bordet. Samtidig har jeg det rigtig skidt med, når folk siger, at det med Gud og Jesus er noget opreklameret pis, eller noget i den retning. Jeg siger altid, at jeg nu tror på det alligevel. Jeg har også altid lært, at jeg skal krydse fingre når jeg ser en ambulance, så de syge mennesker ville blive raske. Jeg gør det lige med det samme, stadig den dag i dag. Min kæreste er også begyndt på det, fordi jeg nærmest har tvunget ham til det, haha.
Haha, den med sko på bordet har jeg også. Jeg er ved at gå lidt i panik, hver gang jeg skal købe et par sko og pinedød bliver nødt til at stille dem på disken! Fjollet? Ja.
Og helt ærligt. Sådan noget må du da ikke sige til sådan en overtroisk en som mig! Nu krydser jeg også fingre, og jeg bor altså KLODS op af et hospital. Er du klar over, hvor mange ganges fingerkrydsning det bliver til på daglig basis? Jeg ved godt, det i bund og grund er mit eget valg, men hvad nu hvis…
Dine billeder er bare så skønne!
Som den store fotonørd jeg er, bliver jeg nød til at spørge, hvilken linse du bruger. Har fået fortalt af dig før, at det er en af Canons 50mm linser, men der findes tre. Så er det f/1.8, f/1.4 eller f/1.2? :-)
Tusind tak skal du have, Mathilde!
Jeg har et Nikon-kamera, men du har fuldstændig ret i, at jeg bruger en 50 mm linse. Det er vist en Nikkor 50mm f/1.8 :)