En aften i teateret med kæreste og Les Miserables

I går vågnede jeg med store planer om at arbejde og få lidt ekstra timer, men efter at have været vågen i en halv times tid var jeg simpelthen så træt, at jeg besluttede mig for i stedet at tilbringe lidt kvalitetstid med Youtube og min dyne. Det var skønt, og det skal også til engang imellem. Så arbejder jeg bare fredag i stedet. Nå, men da min kæreste i begyndelsen af februar havde fødselsdag, var en del af gaven fra mig to billetter til Les Miserables på Århus Teater. Det er faktisk langt fra min yndlingsmusical, men eftersom jeg gerne ville vise ham det smukke Århus Teater, faldt valget på Les Mis, og det endte med at være rigtig godt!

Vi begyndte med en pizzaslice, der stod i skøn kontrast til den forestående kulturelle oplevelse og tog dernæst i Føtex efter en pose blandselvslik og en flaske vand. Jeg havde fået lidt stress, da der på billetten stod, at man kunne forudbestille drikkevarer til pausen og undgå køen (som dermed lyder ret slem), så vi tog den sikre og billige vej, tog trapperne op til anden balkon og så, at nærmest hele første række sad med slikposer fra Føtex og Budget-vand. Det er åbenbart “a thing”.  Det var lykkedes mig at få pladser på balkonens første række, og vores udsyn var formidabelt. Jeg sad desuden ved siden af en ældre herre, der helt ubevidst (tror jeg) gennem hele forestillingen imiterede mine siddestillinger. Når jeg lænede mig frem, lænede han med, og sådan sad vi så som to småbørn med vinduespladser i flyveren og fælleskiggede på Stig Rossen og kompagni. Det var meget hyggeligt.

Hvis jeg lige hurtigt skal skrive noget om selve forestillingen, vil jeg sige, at jeg synes, den var god. Den var ikke fænomenal, og min stående applaus var egentlig kun fordi, jeg ikke ville være et af de tre halvsure mennesker, der blev siddende. Men god var den. Stig Rossen er hele Danmarks musical-darling, og selvom jeg aldrig rigtig har forstået fidusen i ham, indrømmer jeg gerne, at han var virkelig god. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at han har spillet samme forestilling (give and take nogle småforandringer) næsten 1500 gange og stadigvæk kan samle sig til at give den alt, hvad han har. Det er sgu dedikeret. Scenografien var jeg helt vild med. Den var både spændende og smuk, og så indeholdt den lidt hyggesymbolik, som jeg vil gå og tygge lidt på. Cosette var virkelig god – både som barn og som ung, og den lille revolutionsdreng stjal mit hjerte, selvom jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i fortællingen, fordi jeg sad og spekulerede over, hvordan hans familie mon håndterer de meget sene sengetider. Dog kan selv gode skuespillere ikke helt veje op for, at selve Les Mis i musicalversion ikke fanger mig. Jeg føler mig ikke involveret i historien, men er til gengæld pinligt bevidst om min tilskuerstatus, og selvom det da er trist, at så mange pæne unge mænd falder for en god sag, rører det mig ikke meget mere, end når jeg ser en ligegyldig Paradisedeltager forlade hotellet. Måske skal jeg tage mig sammen og læse romanen bag, så jeg kan involvere mig ordentligt. Wow, det var ikke hurtigt, men pointen er: Den var rigtig god og helt klart værd at se, men det er ikke en forestilling, jeg bare må se igen.

Har I set Les Miserables enten som musical eller film, og hvad synes I om den?

---

PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)