Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg i øjeblikket er i gang med at afslutte to års ugentlig gruppeterapi. Hvis I ikke lige har fanget, hvad det hele handler om, kan I læse dette indlæg og blive lidt klogere på, hvad det egentlig er, jeg taler om. Fra jeg besluttede mig for at stoppe, skal der gå nogle måneder, hvor jeg stadig kommer til møderne – både af hensyn til gruppedynamikken (det der med tillid er svært, hvis folk forsvinder ud i det blå), men også for min egen skyld. De sidste måneder kan gå med at fundere en smule over, hvilke områder jeg fortsat skal arbejde med (og sådanne områder har vi jo alle sammen), når jeg i maj eller juni vinker farvel til gruppen og forsøger mig på helt egne ben. Jeg glæder mig utroligt meget til at stoppe, men selvom jeg ved, det er den helt rigtige beslutning, ser jeg en rigtig god mulighed i at bruge de sidste uger på at kigge fremad og prøve at blive bevidst om, hvad jeg arbejder hen imod, når mit endemål ikke længere er at blive rask, men alt det, der kommer bagefter.
Og det lyder måske mærkeligt, men med så mange års sygdom i bagagen har jeg faktisk glemt, hvad jeg drømmer om. I mange år var målet bare en fungerende hverdag, og alle mål og drømme blev sat på standby – og glemt. Det er forresten en modbydeligt selvforstærkende ting – at glemme sine drømme – for hvad Pokker har man så at stå op til? Hvad har man at arbejde hen imod?
Da jeg i gymnasiet skulle finde ud af, hvad jeg gerne ville være “når jeg blev stor”, klikkede jeg mig ind på universitets hjemmeside og læste lidt om de forskellige studier, før jeg fandt ud af, at Statskundskab var det, jeg var skæbnebestemt til at studere. Dengang drømte jeg om at blive en tyk og brøsig mand (en grov generalisering over finansministerjobbet), men da det gik op for mig, at jeg er hamrende konfliktsky og hader at skuffe folk, indså jeg, at en karriere i politik nok næppe var noget for mig, og at jeg ville blive smidt ud på røv og albuer, før jeg kunne nå at dele alle mine medbragte flødeboller og venindehalskæder ud. Pointen er, at jeg derefter endnu engang kiggede alle universitetsuddannelser igennem for at finde min nye “drøm”. Jeg har aldrig overvejet andre muligheder end universitetet. Det har været en ligeså naturlig del af min “livsbane” (nu går der vist Paulo Coelho i den), som børnehave, folkeskole og gymnasium, og først for nylig gik det op for mig, at der er utroligt mange flere muligheder derude, end dem jeg havde set på universitetets hjemmeside. Ikke desto mindre har jeg tænkt mig at fortsætte med det, jeg allerede er i gang med. Det er hamrende interessant, jeg er god til det (for det meste), og så bindes de løse ender forhåbentlig sammen til sidst.
Jeg er begyndt at drømme igen. Jeg drømmer om et lille hus (med et stort bibliotek), et liv med min kæreste, en dværgpuddel, et år i USA, luft i mine cykeldæk og om engang at gøre denne blog til lidt mere end en hobby, men jeg kan endnu ikke svare på, hvad jeg vil være “når jeg bliver stor”. Det er helt nyt for mig at tænke i de baner, men jeg er VILD med at gøre det. Den ene dag vil jeg være tekstforfatter, den anden dag cirkusprinsesse og dag tre Sanne Salomonsen, men fælles for alle drømmene er, at de giver mig et ordentligt skud motivation og en grund til at stå op om morgenen og få så meget ud af mit liv, som jeg overhovedet kan.
Har I altid vidst, hvad I ville være, tager I det som det kommer, eller har I allerede sat jer tungt i sædet på jeres rette hylde? :)
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
10 comments
Hvor er det bare et inspirende indlæg ;) Godt gået :)
Tusind tak!
Det med drømme er bare utrolig svært. Engang ville jeg gerne være professionel sejler. Så fandt jeg ud af, at der har jeg ikke nok nosser og talent nok til at udføre.
Og så stod jeg faktisk der og tænkte… nåååååh. Men jeg var da vidst også god til at lytte og være en god veninde. Starter på psykologi og finder ud af, at det er meget mere langtrukken og kedeligt end jeg lige havde forventet.
Finder ud af, at hvad jeg i virkeligheden kan er msåke at være ‘smart i en fart’, nørde lidt med koder og lave nogle projekter. Så startede jeg på informationsvidenskab og startede bloggen. Og nu er jeg sguda faktisk slet ikke kommet nærmere end eller anden form for dørm. Aner ikke hvad jeg vil. Måske klummeskribent, måske digital redaktør et sted. Jeg ved det ikke. Men hvad jeg ved er, at jeg bare lige nu prøver at lave de ting jeg vil, lave de projekter jeg synes er spændende. Og så er studiet heldigvis også meget spændende. Så skal det hele nok gå op i en højere enhed en dag.
Præcis! Det er også min strategi. Hvis uddannelsen er spændende, må den også kunne bruges til noget spændende på et tidspunkt :D
Virkelig fint og tankevækkende indlæg!
For mig handler det først og fremmest om selve det at drømme – jeg tror på, at drømme er vores helt basale drivkraft efter at ville noget med livet og få det bedste ud af den tid vi nu engang har.
Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at de mennesker jeg kender, der har det værst, er dem, der har glemt at drømme eller netop har det så skidt, at de ikke formår det.
Jeg tror det vigtigste er at måske starte i det små, hvis man har haft svært ved at se særligt langt frem. Jeg er både færdiguddannet og har haft arbejde i 6 år, men jeg drømmer stadig helt vildt om alle mulige fremtidsplaner, og jeg tror oprigtigt på, at det aldrig rigtigt er for sent (undtagen rent fysisk) at få nye drømme og satse på dem.
Rent praktisk, så vil jeg bare lige slå et slag for, at så længe du ikke vil være læge eller advokat, så kender jeg SÅ mange mennesker (mig selv inkl.) som aldrig blev 100% sikre på deres studievalg ift. hvad man kunne blive – og det betyder ingenting! Der findes SÅ mange forskellige brancher og jobmuligheder, som man slet ikke kender til, og derfor er det umuligt at forsøge at forudse hvad man kan bruge en given uddannelse til – specielt indenfor humaniora og lign.
Derudover, så er min klare erfaring at netop med en type universitetsuddannelser, så betyder selve dit fag kun noget de første par år/job – derefter vil langt de fleste arbejdsgivere udelukkende se på OM du har en uddannelse, og så din erhvervserfaring.
Så hvis du synes et studie er spændende, så slå dig løs! Der skal nok komme nogle drømme som kan opnås :)
Jeg tror, du har fuldstændig ret! Mit eget bedste eksempel er min mor, der efter at have færdiggjort sin universitetsuddannelse i engelsk og nordisk endte med at stå for alt PR og eventrelateret ude på Atletion i Århus. Der var det jo på ingen måde den specifikke uddannelse, der gjorde, at hun fik jobbet.
Jeg bliver også nærmest dagligt overrasket over nye jobtitler, så mon ikke jeg engang støder på en, der lyder helt rigtig?! :)
Jeg fandt først rigtig ud af det, i forgårs. Da jeg sad sammen med en masse unge, med anbringelsesbaggrund, i et ny startet netværk, som jeg har ansvaret for.
Jeg brænder så meget for, at arbejde med anbringelsesområdet, på i praksis og politisk.
Jeg tro endelig har har fundet min hylde :-) Jeg kender til dit forløb, jeg stoppede selv i min gruppe tilbage i juni måned :-)
KÆMPE tillykke! Hvor er det fantastisk, at du har fundet din hylde :)
og fedt at du også er færdig. Det er godt, at muligheden var der, men det er skønt at være færdig! :D
Åh Anne-Li, jeg elsker din blog!!!
“men da det gik op for mig, at jeg er hamrende konfliktsky og hader at skuffe folk, indså jeg, at en karriere i politik nok næppe var noget for mig, og at jeg ville blive smidt ud på røv og albuer, før jeg kunne nå at dele alle mine medbragte flødeboller og venindehalskæder ud.” – lovet it! Du skriver så vanvittigt godt!!!
Karrieremæssigt aner jeg ikke, hvad jeg drømmer om. Tilgengæld drømmer jeg om et dejligt hus, gode venner, et godt liv med min kæreste, en hund og nogle dejlige børn; at gå ture ved vandet, når vejret er til det og lade ungerne lege på græsplænen. Det er de små ting, som er store for mig, og jobbet må være sekundært – bare det er noget, der ikke gør mig trist, om som ikke gør mig stresset og presset på tid. For jeg drømmer om, at have tid til alt muligt andet end at arbejde.
Hvor er du sød, Gitte! Tusind tak :D
Det er sjovt, at det netop er de karrieremæssige drømme, der er så svære, mår det nu altid er dem, folk spørger ind til. Folk regner jeg ikke med, at man svarer “mor, hundeejer, husejer og græplæneklipningsmester”, når de spørger, hvad man vil være, når man bliver stor. Måske skal man bare svare “glad” og så tage det hele, som det kommer :)