Kære 30-årige Anne-Li. Er det fedt at være voksen? Nu er du garanteret sådan en, der står op om morgenen – hver morgen – og sådan en, der går i seng før midnat og desuden smører en meget dyr og fancy serum i hovedet hver eneste aften. Tillykke med det. Du er nået langt. Kan du huske dengang, du var 24 år og syntes, at dagen tidligst begyndte klokken 10? Dengang du var sådan en som kun støvsugede, når du fik gæster?
Kære 30-årige Anne-Li. Nu bor du jo nok i et hus og har en lille hund ved navn Bella, som du trofast går tur med flere gange om dagen. Nej vent, du løber en tur med den. Og når den bliver træt, samler du den bare op og løber videre – for så sporty er du nemlig. Du kan løbe længere end 200 meter, og du ser brandgodt ud, mens du gør det. Hov vent – smid lige en barnevogn oven i regnestykket og skub den foran dig. Ja, så overskudsagtig er du.
Kære 30-årige Anne-Li. Du er garanteret sådan en, der har to børn (med en smuk grønøjet mand ved navn Mathias – venligst!) og ikke engang har lyst til at pande dem en engang imellem, selvom de skriger og sætter sig midt i køledisken og nægter at flytte sig. Du synes bare, de er søde. Er du mon blevet så voksen, at dine børn hedder Jens og Sofie i stedet for de lange og “unikke” navne, dit 24-årige jeg gik rundt og puslede med? Hvis du er – så tillykke. Børn med korte navne bliver nemme mennesker. Men det ved du selvfølgelig alt om nu.
Kære 30-årige Anne-Li. Hvordan ser verden ud omkring dig? Du er garanteret sådan en, der nu kan finde ud af at bruge to fingre, når du skriver sms’er. Det er drømmen. Du har garanteret lært alt om kodning og kan nu designe din blog, helt som det passer dig – for det har du selvfølgelig tid til. Du er vel freelancer og er som en af de eneste freelancere så godt betalt, at du kun behøver at arbejde lidt for at tjene meget. Det er selvfølgelig ikke pengene, der trækker, med de er bare en bonus du får for at lave det, der gør dig glad. Du har vel forhåbentlig fundet ud af, hvad det er. Jeg forestiller mig, du ejer en række designertasker, flere par sko med røde såler, ægget og svanen i cognacfarvet læder, og så ligger der vist lige et par billetter til en jordomrejse på dit ryddelige skrivebord. Dine børn er nemlig sådan nogle, alle gerne vil passe. Du har desuden lagt billeder på bloggen af alle de dyre ting, du lige har købt, og så har du skrevet, at “det jo er dyrt at købe billigt”. Så pisseirriterende er du nemlig. Ej, vent. Kære 30-årige Anne-Li. Lad venligst være med at gøre det til et mål i sig selv at købe dyre ting under påskud af, at det er “kvali” og “investeringer” (husk forresten altid den sidste stavelse! “Kvali” uden “tet” lyder ret forstadsagtigt).
Kære 30-årige Anne-Li. Har du fundet flere grå hår? Din stakkel. Jeg siger det ikke til nogen. Er du blevet mindre doven, og er du nu sådan en, der barberer ben hver eneste gang, du går i bad? Også om vinteren? Er du sådan en, der tager til tandlægetjek, selvom du ikke har ondt? Er du sådan en, der får Årstidernes kasser leveret til døren og spiser rub og stub? Eller har du hår på benene, cheeseburger om munden og ingen penge i banken? Det er også ok, hvis du hygger dig med det. Jeg skriver bare et brev til hende på 40 i stedet.
Kære 30-årige Anne-Li. Hvem er du egentlig? Og hvad synes du om mig?
PS. Husker du at følge med på Instagram? Du kan også følge bloggen via Bloglovin eller på bloggens Facebookside, som jeg opdaterer dagligt! Du kan også skrive en kommentar til dette indlæg – jeg svarer ALTID tilbage! :)
8 comments
Åh jeg tuder af grin Anne-Li!
Jeg håber at 30 årige Mia tripper rundt på høje hæle, har lagt samtlige mænd ned i jagten på det perfekte job, skriver for et magasin (gerne som freelancer) eller fungerer som toptjekket bindeled mellem en nørd, der koder og en klient. YUP. Eller så er jeg i mellemtiden selv blevet grafisk designer, hvor ALLE dem med status har lyst til at tage hen. Har designet en APP også. Det håber jeg for 30 årige Mia, ellers kommer jeg efter hende. Ellers var de mange timer jeg har brugt på HTML, CSS, Javascript og JAVA fuldstændig spildt, jo.
Har fået så styr på mine cookingskills at jeg kan præstere at lave et nogenlunde måltid. (NOT) Men helst har jeg imellemtiden fået så mange penge, at jeg mødes fancy pancy med venner og til businessmøder for at spise.
Og naturligvis har jeg fået erstattet liebhaverlejligheden en en større liebhaver af slagsen. Eller måske et hus. (Jeg drømmer fucking stort)
Seriøst – man bør skrive de breve!!! Skriver et til Mia 25 år. JA!
Haha, 30-årige Mia og 30-årige Anne-Li kunne vist godt kende hinanden. To succesfulde højhælstyper. 30-årige Anne-Li får desuden ikke ondt i fødderne. Hun har også lært at koge kartofler.
Og ja! Det med app’en vil jeg også. Det skal man jo nærmest.
Måske bør man skrive de breve – jeg kan bare ikke finde ud af, om man bør drømme for stort eller for småt. Man vil jo ikke vågne som 30-årig og indse, at man ikke har nået noget som helst, men på den anden side er mål i retningen af at lukke et morgenværtshus måske bare lidt for uambitiøse? Det er en fin balancegang :D
Åh gud, hvis man da bare kunne opnå så meget på fem år. Jeg er så småt ved at være i krise over at i år er året hvor jeg fylder 25 år! Hjæææælp!
Jeg glæder mig over, at der er 5 år og 11 måneder for mig at løbe på. De 11 måneder gør jo hele forskellen.
Og jeg ved, hvad du mener. Jeg panikkede over at blive 24, fordi det betød, at jeg ville blive 25 næste gang. Jeg tager åbenbart gladeligt sorgerne på forskud. 30-årige Anne-Li er bedre til at leve i nuet (men alligevel have en pensionsopsparing – hun er virkelig tjekket!).
Jeg kan godt mærke på den her tråd, at jeg burde panikke en smule over at fylde 27 næste gang. Damn! ;) Ha! Ej, det går sq nok. Men skide sjov idé at skrive brev til sig selv… selvom der kun er 3,5 år til jeg fylder 30, så kan der vel nå at ske en del!!
Jeg har panikket, lige siden jeg blev 17. Det har desværre vist sig, at selv panikken ikke kan skrue tiden tilbage, så vi kan vist lige så godt droppe den :) Tak skal du have – 3,5 år er lang tid. Bare prøv at se 3,5 år tilbage :D Mit liv så i hvert fald helt anderledes ud dengang!
Hahaha, fedeste indlæg EVER!! Var færdig af grin, super godt skrevet :)
Jeg havde også en liste over ting jeg gerne skulle nå inden jeg blev 25. Nu er der to måneder til min 26-års fødselsdag, og har kæmpe krise over 1) at blive gammel, 2) at jeg ikke har nået et eneste mål på listen endnu, og 3) have om muligt endnu mindre styr på mit shit end da jeg lavede listen som UNG smækker teenager, åh ja, det var tider… ;)
Årh tak, Ditte!!
Måske laver vi bare lister for at udskyde al den dårlige samvittighed over alt det, vi ikke lige får gjort :D