Til min fødselsdag i lørdags gav min lillebror og hans kæreste mig John Greens højtbesungne roman The Fault in Our Stars. Eftersom det var det eneste ønske, jeg havde givet dem, var jeg ikke just overrasket, men nærmere lettet, da jeg pakkede det blå vidunder ud. Jeg havde tidligere på ugen stået med den i mine hænder og overvejet, om jeg skulle bruge resten af SU’en på den og så hutle mig igennem resten af måneden, men i samme sekund skrev min bror og spurgte, hvad jeg ønskede mig. Det gjorde næsten fysisk ondt at lægge den igen, men for første gang i lang tid ønskede jeg mig virkelig noget. Da jeg i går sad med verdens værste tømmermænd (efter 5 genstande – helt ærligt! Det er altså urimeligt!) og endegyldigt opgav EM-finalen, fandt jeg bogen frem og begyndte at læse. Jeg holdt kun pause for at lave og spise aftensmad, og så læste jeg ellers videre, til jeg var færdig. De anmeldelser jeg har læst, kalder fortællingen hjerteskærende, og jeg var spændt på, om jeg ligeledes ville blive fanget af den.
“That’s part of what I like about the book in some ways. It portrays death truthfully. You die in the middle of your life, in the middle of a sentence”
Det tog mig lidt over 50 sider at blive opslugt af fortællingen, og først på side 260 begyndte tårerne at trille. Jeg kan ikke afgøre med mig selv, om The Fault in Our Stars er et mesterværk, eller om det blot er en sørgelig fortælling om kræftsyge unge mennesker. Jeg ved endnu ikke, om den rører mig på grund af det åbenlyst sørgelige emne, eller fordi det er en litterær genistreg. Måske er det lidt af begge dele. Da jeg vendte den sidste side, begyndte jeg igen at græde, og det gjorde jeg i et par minutter, mens jeg sad og stirrede ud i luften. Det er uden tvivl en stærk fortælling, der har sat sig spor i mig, og det korte af det lange er , at jeg varmt kan anbefale den til jer.
“As he read, I fell in love the way you fall asleep:
slowly, and then all at once.”
Har I læst The Fault in Our Stars eller andre af John Greens romaner, og hvad synes I?
8 comments
Jeg elsker den bog. Virkelig, virkelig, virkelig højt. Så højt at jeg har opgivet at forstå, hvorfor jeg elsker den. Det gør jeg bare.
På sin vis er det nemlig en kliché. John Green fortæller en historie, der er fortalt hundrede gange før både på film og i bøger, men han tilføjer noget, som gør hele forskellen; ham selv og hans ord. Han skriver så smukt, og bogen tipper på en fin balance mellem det tragiske og komiske i hvert eneste kapitel. Du griner og du græder under læsningen i næsten lige portioner.
Den bliver også snart filmatiseret. Mener den kommer i biografen til august? Men jeg ved ikke, om filmen er noget for mig. Det er jo Greens ord, der gør hele forskellen, og ikke historien sig. I hvert fald for mit vedkommende.
Jeg kan varmt anbefale “Paper Towns” og “Looking for Alaska” også af Green. De er skønne. Og så velskrevne.
Åh Rikke, selv dine kommentarer er maleriske :D
Jeg tror, du rammer hovedet på sømmet. Det er ikke historien som sådan, men ordene der bruges til at fortælle den. Jeg er også vild med Greens sprog, og jeg tænkte flere gange, at hver enkelt side indeholder utroligt mange “citater” – hvis det giver nogen mening. Der er så meget sandhed i så mange små sætninger, og jeg tror, det var det, der gjorde, at jeg uden at tøve klikkede på de sjældne fem stjerner inde på Goodreads.
En filmatisering? Det er jeg spændt på – netop fordi historien i sig selv ikke er det bedste ved bogen. Jeg kan ikke forestille mig, at den kan leve op til bogen, men den får nok en chance alligevel :)
Tusind tak – jeg har utroligt meget lyst til at læse mere!
Det er desværre en af de bøger, der har nået sådan et ‘nu er den simpelthen blevet hypet for meget’-stadie for mig. Og selv hvis den ikke var, ville det ikke være en bog jeg ud fra handlingen ville samle op. Er jeg kynisk hvis jeg siger, at unge mennesker med kræft ikke rigtig siger mig noget??
Jeg var også lige ved at opgive den på forhånd på grund af hypen, men der var altså et eller andet dragende over den bog, da jeg stod med den i hånden – også selvom jeg rynkede panden noget så grusomt under bagsidelæsningen.
Jeg vil ikke lige afgøre, om du er kynisk, men jeg kan sagtens forstå, hvad du mener – måske fordi kræft er noget vi alle har tæt inde på livet på et eller andet tidspunkt, er det næsten blevet til en kliché, men umiddelbart tilføjer Green noget til fortællingen, der bevæger sig ud over fordommen og klichéen og som, for mig at se, gør romanen værd at læse – på trods af hypen ;)
Jeg har (desværre) ikke læst den, men det bliver jeg da nødt til nu! Må hellere skynde mig inden semesterstarten ;)
Uh ja! Find et hul i snevejret og løb ud efter den :D
Bring it, daughter! Den må jeg vist læse i vinterferien :-)
Okay så låner jeg en bog ud. Men KUN fordi det er til dig ;)